Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Emil Poulsen og dansk Skuespilkunst. Af Arthur Aumont. Med 11 Billeder - Hjalmar Ekdal i »Vildänden» - Tartuffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EMIL POULSEN OG DANSK SKUESPILKUNST.
121
Hos Henrik Ibsen havde Emil Poulsen
saaledes ydet sin störste og stærkeste Kunst
i sine Læreaar, det blev ogsaa denne norske
Digter, der prægede hans Manddomsgærning.
Stråks i den förste Sæson paa det nye
Teater vändt Poulsen i Ibsens nordiske
Drama »Hærmændene paa Helgeland» en
Sejr: hans stille Gunnar Herse var i Man-
ditned fuldt jævnbyrdig den Sigurd hin
stærke, Teatrets anerkendte Helteskuespiller
Vilhelm Wiehe fremstillede. Et Par Aar
hans Konsul Bernick i Ibsens »Samfundets
Stötter», der tilhörer samme Sæson (1877
-78).
Med dette Skuespil begynder Ibsens
samfundssatiriske Digtning, og fra Konsul
Bernick nedstämmer i Poulsens Kunst en
Række moderne Egoister, blandt hvilke de
to Ibsenske Figurer, Helmer i »Et Dukke-
•hjem» og Hjalmar Ekdal i »Vildanden»,
træder i förste Række. Med ubarmhjertig
Klarhed blottede Poulsen Brutaliteten og
Fot. Hansen & Weller.
HJALMAR EKDAL I »VILDANDEN».
•efter viste Poulsen ätter hos Ibsen: som
Anders Lundestad i »De Unges Förbund»
en lignende Evne til med smaa Midler til
Trods for deres Stilfærdighed at meddele
Figuren en bestemmende Myndighed. Vel
gentog Bertran de Born-Rusen sig endog
•en Grad kraftigere Aaret efter över Am-
brosius^ blödere og mere elegiske Skik-
kelse, og vel udförte Poulsen indenfor samme
Teateraar sin kækkeste og könneste Unger-
svend, Prins Henrik i Shakespeares »Kong
Henrik IV», men ingen af disse naar i
Menneskekundskab og kunstnerisk Sikkerhed
Fot. Hansen & Weller.
TARTUFFE.
Egenkærligheden bag den förstes borger-
lige Hæderlighed og elskværdige Veltalen-
hed, og i den anden förte han denne Satire
över Manden med Hjertet paa Tungen ud
i vrængende Grusomhed. Efter dette Mester-
værk fölger i Poulsens Ibsen-Galleri et Par
svagere og vagere Figurer: Dr. Stockmann
i »En Folkefjende» og Dr Wangel i »Fruen
fra Havet», derefter hæver han sig som
Ejlert Lövborg i »Hedda Gabler» til en
fantasirig Skaberevne, der dog ikke hölder
Maal med Bygmester Solness’s svimlende
Tragten. I de to sidste Ibsenske Skuespil,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
