Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Af Torsten Örnfeldts saga. Af Otto Rung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AF TORSTEN ÖRNFELDTS SAGA.
147
set ham. Han forsögte at mande sig op,
men sank strax sammen. Som han var
nu, kunde han have taget mod Prygl
uden at kny.
Kammerherren aabnede Dören til sit
Arbejdsværelse. Et mat gult Lysskær
gled fra Lampens hvide Papirsskærm ud
og tabte sig i det store, mörke Rum. Hist
og her sprang blanke Lysblink ud fra
Vaabentrofæets Staalklinger.
Kammerherren sköd Sönnesönnen för-
än sig ind i Stuen. Hans höje og
svære Skikkelse stod i Halvmörke, kun
Skægget lyste hvidt som Lampekuplen.
Torsten saa sig stjaalent omkring.
Hvad skulde der gaa for sig? Her var
intet usædvanligt at se. Han tænkte paa
en Ridepisk, der plejede at hænge tværs
över Hjortetakkerne ved Dören. Saa fäldt
han paa en Tanke: Han skulde have
Penge: Rejsepenge. Ja naturligvis var
det Meningen. Hans Öjne sögte rundt
i Stuen.
Rigtigt! Paa Egetræsbordet förän
Sofaen laa en Bunke Pengesedler — helt
henne ved Bordkanten til höj re laa de.
Hvormange monstro? Mörkegrönne Sedler
var der imellem, saa han. Men hvad ved-
kom de ham?
Han traadte nærmere, men opdagede
derved, at der paa den anden Ende af
Bordet, halvt skjult bag Lampén, laa en
sort kölleformet Genstand.
Det gav et stærkt Sæt i ham. Han
genkendte en af Grandpapas store Rytter-
pistoler. Han havde ofte som Dreng i
Smug skudt til Skive med dem. Med
opspilede Öjne vendte han sig mod Bed-
stefaderen.
Denne stod nær ved Dören med Hæn-
•derne paa Ryggen. Hans Stemme lod kort
og tyk, da han sagde:
»Vælg nu, Torsten. Men vælg, som
•en Månd vælger.»
Torsten slog Öjnene ned for Bed-
stefaderens fäste Blik. Smaa Rystninger
gennemrislede ham. Narrestreger, tænkte
han — ren Komedie. Og et blegt Smil
kröb över hans Læber: Det manglede
blot, at man gik hen og agerede med.
Han skjævede til Dören.
Kammerherren stod der endnu. Og
han vendte Hovedet bort. Han tövede,
han tvivlede. Denne Lösning, dette
Valg, han nu stillede Sönnesönnen, havde
oprindelig staaet for ham ædelt og na-
turligt. Beslutningen var formet i de-
mörke Timer, da han sad og ventede i
Sonnens Værelse. Den havde da tiltalt
ham ved sin Klarhed, ved sin dramatiske
Form, ved sin Gyldighed som Æresdom.
Allerede nu syntes han den havde
ringere Klang — altför ringe Genklang.
Nu stod han og fölte sig halvt syg,
medens han stirrede paa Torstens slappe
og uvillige Miner. Dyb Sorg kom suk-
kende op i ham.
Var Drengen en fejg Slyngel — intet
andet end en fejg og lumpen Slyngel?
Han rettede sig op. Her var intet
Tilbagetog tilladt. Torsten skulde —
skulde tvinges igennem Valgets Æres-
port.
»Vælg nu,» raabte han. »Se — der
er Dören, der förer ud fra mit Hus, hvis
du vælger at leve som en ærelös Slaver
Han pegede paa Dören, der fra Værelset
forte umiddelbart ud til Trappen.
Torsten smilede igen og tråk paa
Skuldrene. Han fandt denne Spög lidt
vel vidtgaaende. Han vendte Front mod
Bedstefaderen parat til at give sin Mening
tilkende. Men Bedstefaderen var ikke
længere i Stuen. Fra Dören löd en
klikkende Lyd af Nöglen, der blev drej-
et om.
Torsten blev grebet af akut Angst-
fölelse, men han var for veldresseret til
at give sig denne Ångst helt i Vold, og
det var med langsomme blaserede Bevæ-
gelser, at han gik hen til Stuens anden
Dör.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
