Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Af Torsten Örnfeldts saga. Af Otto Rung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
OTTO RUNG.
Han sköd Smæklaasen fra og tråk
Vejret lettet: Dören var aaben. Trappe-
gangens raakolde Luft aandede ham
imöde.
Han blev roligere.
Han fäldt paa, at det nu vel var bedst
at se at komme af Sted: Hvor skulde
man saa drive hen?
Men hans Knæ var vege, han tumlede
tilbage med Dören, da Trækvinden fra
et aabent Vindue nu slog den paa vid
Gab. Han gös under Kulden, stablede
sig op, lukkede Dören og sögte Ly i
Sofaens luneste Krog. Månge Puder
stablede han under sit Hoved, under sine
Arme.
Hvor månge Penge mon der var?
Månge store Sedler og nogle Bunker
Tiere. Vel nok et Par Tusinde Kröner.
Dem skulde man ikke slaa månge Slag
for. Akkurat nok til et Par Maaneder,
naar man sparede.
Men hvad i Himlens Rige var Mening-
en med hele den Komedie?
Sandsynligvis havde Grandpapa ud-
tænkt og beregnet fölgende:
Torsten, den Slyngel, maa jeg nu se
at blive kvit paa en bekvem Maade. Det
er jo ikke videre anstændigt saaledes
at lade harr» forsvinde som en anden
Skuffebedröver. Jeg maa give ham en
Chance for at klare sig med Ære. Og
den Chance vil redde Skinnet for mig
— fritage mig for alt Ansvar.
Og saa, selvfölgelig, gik den Gamle
ud fra, at han var for fejg til at göre
en Ende paa Legen ved et rask lille
Pistolskud.
Det kunde dog være, at han deri tog
Fejl. Minsandten var Torsten ikke bange.
Noget andet var, at man var træt nu
— trængte til at samle sig, göre op med
sig selv. Lade Fortiden passere sidste
Gång förbi de bristende Öjne.
Og Aftenens Program svævede förbi
hans Tanke i en läng, skraa, gyngende
Taagestribe: Vennernes Ansigter, den
Tykke med sit fede Smil og Holck med
sin forsoldede Flabethed — Champagne-
flaskernes mörke Kegler imellem dem,
og det lyste lyserödt og gult og hvidt
af Silketricots og Kniplingsdessous og
af Tyll og hvide Halse, sprællende og
hvinende Kvinder kun iklædt Champag-
neskum. Synerne gled över i hvirvlende
Taager, endte i dybt, tomt Mörke.
Torsten sov.
Han sov tre Timer, for saa op i en
Angstparoxysme, skælvende af Kulde,
tumlede helt ud pa Gulvet og sögte at
samle sig.
Strax huskede han alt. Og strax
saa han, at alt var som, da han troede
at liste sig ud af alt — ind i det blöde
og magelige Mörke.
Skrækkelige Efterdönninger af Afte-
nens Rus rasede i hans Legeme, förte
ham op i en svimlende Gynge, duvede
i hans Hjerne og slog klemmende sammen
om hans Bryst.
Og nu var Valget över ham med sin
Fordring, det uomgængeligt ubetingede
Valg. Der var ingen Tid at give bort.
Politiet sögte överalt efter ham, var
allerede nu paa Vejen hid.
Dagen var nær. Graat diset Lys
kiggede ind gennem Persiennerne. Stuen
var fyldt af Morgendæmringens kölige
og klamme Halvmörke — et underligt
levende, viftende Svöb af Skygger, der
antog stygge Former.
Vognrummel begyndte et Sted långt
bort og blev ved uendelig Tid, för den
var nær, og tabte sig saa lige saa dræ-
bende længe.
Nu! Nu! Nu!
Han sad der og skælvede og klynkede
om Henstand. Inde i Naboværelset hörte
han Skridt, der kom og gik: nærmere,
nærmere og saa fjærnere igen. Bedste-
faderen gik endnu derinde og holdt Vagt,
lyttede efter — efter —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
