Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Litteratur - Behrens, Carl: Danske Böger i Fugleperspektiv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
CARL BEHRENS.
til Jul ventet Fortsættelsen og Slutningen
af »Lykke-Per», som er trukket saadan i
Langdrag, at denne Bog kan indlemmes i
det snart store danske Galleri af forsinkede
Hæfteværker. I Mellemnimmet mellem den
store Romans enkelte Smaabind har Pon-
toppidan fundet Tid og Lyst til at drama-
tisere en af sine gamle Fortællinger, men
har ved dette förste Skridt paa et ham
uvant Omraade egenlig ikke overbevist
nogen om, at hans Talent ejer en drama-
tisk Nerve. »De vilde Fugle» (Det nordiske
Forlag) har alle den dramatiserede Novel-
les Fejl, Handlingen ruller tungt og ube-
hjælpsomt afsted, og Forfatteren nöjes med
halv Motivering. Kun i den mandlige
Hovedfigur — en sönderrevet, i Livskampen
haardt-saaret Skikkelse — findes der Tillöb
til noget storslaaet, og her er maaske ogsaa
det Stof, hvor en betydelig scenisk Kunstner
kunde gribe ind, hvis »De vilde Fugle» no-
gensinde skulde naa frem til Rampens Lys.
Naar man fra Henrik Pontoppidans
Stykke kommer til Edvard Brandes* nye
Skuespil »Udenfor Lovén» (Gyldendal), mo-
der man derimod en övet Dramatiker, der
med Klögt og Klarhed föjer Scene til Scene.
»Udenfor Loven» kan kaldes Modstykket
til »Under Loven». Medens Gerhardt böjer
af, svigter Helene og fortsætter Samlivet
med Marie, fölger i det nye Skuespil den
unge Röse sit Hjærtes Bud og stiller sig
frygtlös udenfor Loven, udenfor Moralved-
tægternes Gærde, svigter sine Furældre,
der synes hende snævertdömmende og gam-
meldags, og adlyder sit Hjærtes Stemme,
der byder hende at fölge den Månd, hun
har vundet lidenskabelig kær, skönt han
baade er gift og Fader.
»Udenfor Laven» virker ved Læsningen
undertiden mere konstrueret end levende.
Altid fales bag de skarpe og rammende
Repliker Forfatterens illusionslöse Betragt-
ning af Livet. Men den unge Kvinde
staar tydelig for os, hun er tegnet fint og
ömt, hendes sorgtunge Öjne synes vi at se
for os, naar vi lukker Bogen.
Hvad Aaret 1902 ellers har bragt af nye
dramatiske Arbejder, kan ikke imponere.
Enkelte har været rent dilettantiske, som
Karen Bramsons »Den stærkeste» (Gylden-
dal). Denne Forfatterinde har nu i alt
udgivet 4 Skuespil, uden at faa noget af
dem spillet i Danmark. Hun skriver Re-
plikerne med en skæbnesvanger Lethed.
Thi alle hendes Personer, gode eller onder
gamle eller unge, alle tåler de samme for-
tviviede Bogsprog.
Selv Gustaf Wied forfaldt til Bogsprog
i sit sidste Skuespil »Den gamle Pavillon»
(Gyldendal), der spilledes nogle Gånge paa
det kgl. Theater. Den, der havde ventet
en lystig Komedie af Satyrspillenes guds-
forgaaende Skælmsmester, blev desværre
haardt skuffet. Noget mere gravalvorligt
end denne Kotzebuiade skal der ledes læn-
ge om. Da Wied endnu var ung og ube-
kendt, skrev han et Sörgespil »En Hjem-
komst», der blev slet trykt paa grimt Pa-
pir — dette glemte Stykke manedes frem
igjen for Erindringen, da »Den gamle Pa-
villon» opförtes. Biandingen: Krampag-
tighed og Uhygge er ganske den samme.
Wied har spændt sine Læsere og sit Pub-
likum paa Kedsommelighedens og Trivia-
litetens Pinebænk — den værste af alle
— naar han tvinger den stakkels Gärtner
ind i samme Stue som den unge Pige, hvis
Fader han er, men for hvem han aldrig
tör give sig til Kende. Forholdet er una-
turligt, Stykket er unaturligt, og Wieds
firskaarne Muse tilhyllede sit Aasyn.
Saa er Sven Langes »En Forbryder»
(Gyldendal) långt betydeligere. Lange frem-
stiller, hvorledes en forbryderisk Tanke
pludselig slåar ned i et Dusinmenneske,
der, inden han ved et Ord af det, bliver Mor-
der. Han kan ikke frigöre sig for sin mo-
mentane Indskydelse, han vandrer rundt som
i en Dvale, og först da den gamle Aager-
karl ligger rallende paa Gulvet, vaagner
han til Besindelse igjen. »En Forbry-
der» nedstämmer direkte fra »Raskolnikow».
Lange har öjensynlig fölt sig levende dra-
get mod det Problem: Hvorledes bliver
et Menneske Forbryder? Han har ogsaa
i Vinter, da et frygteligt Modermord op-
skræmmede Kjöbenhavn, boldt Foredrag
blandt Studenter om Forbrydere. Psyko-
logien i hans Stykke kan dog ikke staa
for en mere indgaaende Prövelse, og Hand-
lingen svæver undertiden ud i den rene
Folkekomedie, men mellem de faa danske
dramatiske Nyheder hæver det sig frem
ved Forsöget paa at bringe nye Æmner
op paa Scenen og kaste et sindrig opstillet
Problem ud til Dröftelse blandt Skueplad-
sens Hundreder.
Begge de sidstnævnte Forfattere har
dessuden udsendt nye Fortællinger. Gustav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
