Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skildringar och berättelser - Böjer, Johan: Fiskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERE.
Af JOHAN BÖJER.
T" TNDER den mörke snehimmel laa
Ufiskeværet spredt henover havfla-
den som en flok svömmende fugle.
Rundt om var det graat rullende hav og
ätter graat hav, som svandt i snekave.
De smaa rorboder henover holmer og
berg lignede tuer, hvoraf en rögstribe steg
op og feiedes bort af östenvinden. I sun-
dene herskede der en stigende larm fra
baadene, som var kommen hj em fra ban-
kerne med dagens fångst, og som nu
kastede fisken op paa berget, eller laa ved
bryggen og solgte, eller omsværmede
handelsfartöierne, som laa og duvede ude
paa de brede sund. — Nye baade kom
ridende ind fra havet med snetunge seil,
og över dem sværmede store flokke af
maager og teister, som skreg og ofte
forsvandt i snekavet. Naar baaden kom
nærmere saa besætningen ud som fantas-
tiske trold, fordi sjöskvæt og snedrev var
frosset paa deres hyrer, i deres skjæg
og öienbryn.
Paa en af de yderste öer laa en eneste
liden rorbod, ligesom paa vagt ud mod
det vilde hav. Her landede en baad, da
det allerede var ganske mörkt, og be-
gyndte at slænge fisk op paa berget.
Det var Anders Skäret. Som saa månge
af fiskerne her ude var han en liden jord-
bruger inde fra fjordene, som sögte sin
halve næring ved at ligge paa fiske om
vinteren. Siden hans fire sönner blev
voksne kunde han bemande en egen baad,
holde en egen rorbod, og som oftest
havde han ogsaa sine egne veie ude
paa bankerne.
Da fisken laa paa berget kom de fem
kärer tungt vadende iland og blev en
stund staaende paa berget og slaa med
armene for at faa lidt värme. Skindhy-
rerne var stivfrosne og smald og skrang-
lede, mens armene sloges. Her var ikke
tale om at gaa op og värme sig eller
faa mad, skjönt de ikke havde spist siden
i morges. Först maatte fisken flækkes.
Thi Anders solgte fisk og lever hver for
sig, og fisken maatte ikke fryse med le-
veren i.
Vinden drev sneslud og sjö indover
berget, men de fem kärer stemte ryggen
imod, mens knivene rispede og fiskeblo-
det flod. De havde hver sin lygte, som
kastede et gult skjær omkring dem paa
det sleipe berg. Havet sang og brölte,
og et par favne fra deres födder kom
det hvide havskum skyllende i tunger
indover berget — og saa tilbage igen
i mörket.
Der sagdes ikke et ord. Först ved
midnatstid skreg den gamle saa höit, at
det kunde höres i stormen: »Du fåår
gaa op og faa istånd noget varmt du,
Karl!»
En god stund efter stäk han selv den
blodige kniv i sliren og ruslede op-
over berget. Inde blev han staaende og
holde de frosne hænder över värmen,
mens islagene opover haandbagerne tinte,
og fiskeblod og slam dryppede ned paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
