Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skildringar och berättelser - Böjer, Johan: Fiskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
JOHAN BÖJER.
ovnen og sydede. Snart begyndte det
ogsaa at dryppe fra hans store, brune
skjæg, hvor isfrynserne hang tætte som
i granbar. Det tog ogsaa tid inden sjö-
stövlerne var tinte saa pas op, at de kunde
brettes ned og trækkes af. Strömperne
var frosne; men först da han endelig havde
skiftet og stukket födderne ind i de væl-
dige trætöfler, spurte han sönnen: »Er
maden snart færdig? Det kunde gjöre godt
at faa noget varmt.» Han strog sig træt
över den lave, furede pande og gispede.
Saa sank han ligesom sammen og blev
siddende med albuerne mod knærne og
stirre hen i ovnen.
Dören gik op, og de tre ældre sönner
kom tungt stampende ind. Den kolde
vinterluft slog ind af dören som en ström
af hvid rog, og de fire karers sjöhyrer
gjorde stuen helt köld.
Den yngste sönnen slog nu en gryde
af varm, rygende fiskesuppe op i et blik-
fad paa bordet. Siden bar han fisk og
poteter frem. Rummet var saa lidet, og
gulvet saa fuldt af kister og alskens kop-
per, at de maatte skræve försigtig hen
og sætte sig.
Da de endelig sad og aad ved den
lille rygende tranlampe var de for trætte
til at si noget. De bare aad. En eneste
gång löftede faren de röde öine op af
fadet og sa: »Fortöied I baaden försvar-
ligt? Vi fåår kanske storm i nat.»
De tre ældre sönner fortsatte at æde
en god stund, inden demumlede: »Hm!»
Det betöd ja.
De firti aars fiskerliv havde gjort den
gamles ansigt mörkt og furet som bark.
Hans ryg ludede, men han aad med en
ihærdighed, saa sveden perlede. Den
ældste og den yngste sön var smaa og
undersætsige som faren. De to mellemste
svære kraftkarer og blonde. De fem svam-
pede næver lyste rödt, hver gång de sträkte
sig hen til fadet med skeen, og fiskeblod
og slam var kun törret af paa buksen,
saa resterne endnu laa igjen, især om
neglerne.
Efter bordet tændte sönnerne sine
piber og gik i seng, efter först at ha
hængt de vaade klær op til törring.
Sengene var brikser, den ene spigret fast
över den anden op ad væggen. Da-sön-
nerne var kommen iseng, blev de lig-
gende og röge og spytte frem, hvor
det traf sig. Faren blev siddende över-
skrævs paa en kiste, med ryggen tæt
op til ovnen, som var han endnu ikke
biet rigtig varm.
Endelig gik ogsaa han til ro, og lam-
pen sluktes. Ovnen glödede og de vaade
sjöklær stank af sjö, sved og fiskeslam.
Ud paa natten var ovnen biet köld, og
den haarde frostnat gufsede ind ad de
utætte vægge. Klærne, som hidtil havde
dryppet, begyndte nu at spæge sammen
og bli hvide af rim.
Men de fem kärer snorkede omkap,
dödstrætte og tungt arbeidende i dromme.
De red höie bölger, de tråk gärn, de
skreg i sovne — eller kanske de imellem
saa en gammel kone inde i fjorden, som
i vaar ventede fem kärer hj em.
Da de den næste dag skulde reise
paa sjöen, blev den gamle siddende i
fuld hyre paa en kiste og holde den ene
haand bagpaa ryggen.
To af sönnerne var allerede nede ved
baaden, og den tredje slængte et garn
paa akslen og gik ud. Gamlen lettede paa
sig for at fölge med, men satte sig igjen.
»Er du daarlig, far?» sa yngste sön-
nen, som stod igjen.
Den gamle tog sig över panden: »Jeg
har ikke faat värmen i mig i hele nat.
Frosten sidder ligesom invendig. Og saa
er der slig sting her i ryggen. »
»Tag dig nogle draaber nafta, saa
kanske det gaar över!» sa den yngste.
Gamlen reiste sig for at gjöre et eller
andet, men tumlede pludselig om paa en
anden kiste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
