Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skildringar och berättelser - Böjer, Johan: Fiskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERE.
267
trukket ned över hans hode, saa intet af
hans ansigt kunde ses. Men idet de la
ud af sundet, kom stråks en sjöskvæt
paa huen og frös öieblikkelig til is.
Den gamle laa endnu og snakkede.
Han trodde han var hjemme og skjændte
paa könen, fordi maden ikke var færdig.
Det brede raaseil gled op og fyld-
tes, baaden la sig över og satte stævnen
indover havet. Den ældste holdt röret,
den næstældste stod færdig med öse-
karet, og fremme i förrummet stod de to
yngste og passede seilets hals, da östen-
vinden stod fra siden.
Det gråa hav rullede höit og vinden
sang i den höie rig. Det var midt i
februar, og en nögen blåa frosthimmel
spændte sig över den uendelige havflade.
Snart laa fiskeværet tilbage i horizonten
som en rad af smaa utydelige prikker.
Fra det öieblik, da den ældste tog
rorstangen, var der i dette veir ikke tale
om at sporge bagover om, hvordan faren
havde det. Hövedsmanden paa en raa-
seiler maa paa engång se seilet, föle
baadens forskjellige bihensigter, passé
paa, at alle i baaden gjör sin pligt, og
samtidig maa han se hver större sjö, som
kommer rullende, forudse dens magt og
bedömme dens retning paa baaden. Isak
var bekjendt for at ha arvet fårens dyg-
tighed i at seile en baad, og idag havde
han en dobbelt opgave. Han skulde
presse baaden med seil for at være
hjemme hurtigst muligt, og samtidig
maatte han ikke seile saa uvörrent, at
baaden tog for meget sjö ind og faren
blev vaad. En hövedsmand uden kom-
pas ude paa havet maa desuden stadig
sidde og lytte til et instinkt i sit indre?
som siger, hvor kursen skal gaa.
Vinden tog til, og fra öst kom de
höie, hvidryggede bölger rullende som ber-
ge. Men i det öieblik, bölgen skulde vælte
sig indover den lille baad, satte denne
stævnen skraat opover dens side og flöi
opover — saa red den en stund paa den
höie ryg og slængtes afsted et stykke
paa dens vei mod vest, saa satte den
ätter forstævnen ned i den dybe dal, og
en stund efter stod den ätter op og red
paa en ny bölge. Det var en leg mel-
lem hövedsmanden og havet, og hver
bolge, som saa ud til at ville begrave
baaden, gjaldt det at spille et puds.
Baaden blir i slige stunder en del af
hövedsmandens legeme og sjæl, ofte blir
den som en fiolin, han stemmer og spiller
paa. Var det uundgaaeligt for farten
at faa lidt af en sjö ombord, lod han
den komme över forstævnen. Snart ström-
med det i baadens bund, og den næst-
ældste tog kjæmpetag med at öse. Begge
kärer i forrummet havde allerede saa
månge skvæt, at de lignede trolde af is.
Långt ude mod vest kunde man öine
nogle blindskjær, der fraadede, saa skum-
met stod höit mod himlen. Mod öst laa
en gul vindstribe nede paa havranden
og speilede sig, saa nogle bölger stod
i gyldent skjær, andre kom sorte og
tunge, men de fleste gråa og fossende.
Med ubevægeligt ansigt stod den
ældste og dreiede skraaen mellem for-
tænderne, idet han gjorde sjömandsben
og kastede rorstangen frem og tilbage
över sin sydvest. Bolgernes sus og skri-
gene i riggen overdövede alt. Et par
enslige maager fulgte med og kredsede
över seilet og skreg. Og baaden skar
afsted indover havet med den dyre last.
Himlen begyndte at bli tykkere mod
öst, og vinden öged. Snart maatte hö-
vedsmanden skrige: »Drag en klo!»
»Drag en klo!» gjentog den næst
ældste og kastede ösekaret. »Drag en
klo!» skreg det i forrummet og begge
hængte sig fast i seilet for at faa det
ned, mens den næst ældste firede.
Saa gik det for minket seil. Ud paa
dagen blev himlen ganske tyk og gråa,
og snefnug begyndte at piske afsted i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
