Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forntid och samtid - Andersen, Vilhelm: Modersmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»MODERSMAALET. »
527
slörede, der er över Jörgensens Öjne,
har vulet udtrykke, at han er Historike-
ren, der tænker över det, som er förbi.
Det samme har han vulet antyde ved
den forskellige Maade, hvorpaa Moders-
maals-Figuren berörer deres Hoveder.
»Hun lægger sin Haand fortröstningsfuld
paa Digterens Hoved, som en Moder
saa ofte gör ved sit Barn — derimod
lægger hun venstre Haand bag paa Hi-
storikerens Hoved ligesom for at böje
Hovedet frem; noget man som oftest
gör, naar man tænker paa Fortiden».
Det er jo smukt — og ægte plastisk —
tænkt, og der er vistnok ogsaa no-
get rigtigt deri: der var virkelig noget
svagt ludende över Jörgensens Hoved —
som om han var bleven standset i at
böje sig, har en af hans Kollegaer sagt
— og Lembcke bar, saa vidt jeg erind-
rer, sit Hoved ret op og saa bestemt
nok ud af Öjnene. Men fortröstnings-
fuld var han ikke, og Sammenstillingen
af de to Mænds Hoveder paa Mindes-
mærket for Modersmaalet har for mig
en anden Betydning end den, der ligger
i, at den ene var Digter og den anden
Historiker.
Jeg ser dem först blot som to Mœnd
— det er jo kraftige, skæggede Ansigter
begge to. Og jeg lægger da især Mærke
til Aldersforskellen imellem dem og be-
klager, at Kunstneren ikke har fremhæ-
vet den stærkere. Skönt de döde i samme
Aar (1897), var der dog 2S Aar imel-
lem deres Födsel. Lembcke var födt
1815, Jörgensen 1840. Det vil sige, at i
de Aar, der har haft afgörende Betyd-
ning for Danmarks Historie i den nye-
ste Tid, 1864—1870, var den ene næppe
ude över Ungdommen og den anden
långt inde i Manddomsalderen. Den enes
Virksomhed begyndte, hvor den andens
standsede. Efter 1870, det Aar hvori
Lembcke udgav sin eneste lille Digtsam-
ling, hvis Hovedindhold er de sönder-
jydske Sange, skrev han intet selvstæn-
digt mere; han översatte da blot Shake-
speare og Byron, med hvis tragiske Poesi
han fölte sig beslægtet. Han var selv
en tragisk Skikkelse. Med 1864 havde
han mistet sit Hjem i Sönderjylland,
som altid havde förekommet ham at
være hans rette Fædreland; en halv Snes
Aar senere mistede han sin Hustru —
det var hendes Stemme, han havde tænkt
paa, da han skrev »Vört Modersmaal
er dejligt, det har saa mild en Klang»
— det har vel da undertiden kunnet
förekomme ham, som om han intet Mo-
dersmaal havde mere. Han havde da
ingen Lyst til at digte mere. Han, der
havde skrevet Sejrssangen om det dan-
ske Sprog i Sönderjylland imellem de
to Krige og i 1864 i en Række Leilig-
hedsdigte givet Sorgen, Harmen, Skam-
men et stærkere Udtryk end nogen
anden, blev fra nu af tavs. Af Idyllen
var der, som Carl Ploug skrev, blevet
»et Sörgespil af Navn: Man kan ej, hvad
man vil».
Men den samme Skæbne, der stand-
sede Lembcke, satte först ret A. D.
Jörgensen i Bevægelse. Man behöver
ikke den Bekræftelse, man senere har
faaet ved hans efterladte »Redegörelse»,
forat forstaa, hvad han skylder 1864.
Först da Ulykken var sket, kunde den
grundige og frugtbare Besindelse, som
A. D. Jörgensens historiske Virksomhed
har været, begynde og göre sin Virk-
ning i Folket.
Og som det gik med disse to Mænd,
er det gaaet med månge. Forholdet er
typisk. Hvor den ældre Slægt forstum-
mede, talte den yngre, ja fölte det, som
om den nu först ret kunde tale. Der
er en dyb historisk Sammenhæng mel-
lem Mændene af Lembckes og af Jörgen-
sens Præg. Maaske der efter 1864 er
kommet en arbejdskraftig Slægt i Dan-
mark, der kan til Gavns, hvad den for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
