Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konst - Bierfreund, Theodor: George Frederick Watts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6oo
THEODOR BIERFREUND.
läder Penge, der ikke er der, glide mel-
len dem og Pegefmgeren. Men ogsaa
hvilken Magt og Storhed der er över
Skikkelsen, hvis Indre er i Oprør. Hvil-
ken Pragt i Klæder. Overdragten er
lilla Brokade, föret med hvidgrøn Silke;
en Pelsbræmme kanter den; Underdrag-
ten er mørk Guldbrokade; et hvidt Tør-
klæde er vundet om hans Hoved; og
hvor lyser ikke Stenene paa hans Haand.
Minotauren, det er det brutale i Men-
nesket. En Krop med Tyrehoved og
viftende Tyrehale. Der er et Naturstudium
bag det fantastiske Menneskedyr, som
man knapt skulde tro muligt. Han staar
oppe bag en Fæstningsmur og ser ud
över det uendelige Hav. I det vældige
Hoved med de udspilede Næsebor er
der en Grusomhed, en Ødelæggelseslyst,
som fåår en til at gyse. Med Armene,
et Par Athletarme, støtter han paa Mu-
ren. I Haanden, der er formet ganske
som en Menneskehaand og dog gør Ind-
tryk af en Djævleklo, hölder han presset
til døde en lille Fugl. Han aner ikke,
han gør det; men medens han venter
paa bedre Bytte, maa han ødelægge noget.
Saa ypperligt det er målet, naar Kunst-
neren dog långt højere i Æfammon. Paa en
Throne sidder, som en ægyptisk Konge,
Brutaliteten, en svær Månd i Gulddragt;
Fødderne er i bløde højrøde Sko. Hans
Hoved er nærmest et Vespasianhoved
med stærkt folderynket Hals. Om det
ligger en sølvforgyldt Ring, en Krone,
der synes at presse om Hjernen, saa
Blodet træder ud i de dybtliggende Øjne.
Det er, om man vil, Tyrehovedet fra
Minotauren, der er forvandlet til et Menne-
skehoved; men der er slet intet Begær,
ingen Ødelæggelselyst i det runde Ho-
ved, Øjnene ser blot ligegyldigt, men
med en ubeskrivelig Grusomhed lige ud
i Rummet. Den venstre Fod er såt
paa en nøgen ung Månd, der ligger paa
den haarde Marmelsten. Men man fåår
knap Øje paa ham, for at se paa den
ganske unge Pige, Modellen fra Haabet og
Psyche, der knæler nøgen ved Mammons
Side. Hendes Arme hænger slapt ned,
viljeløst, hendes Hoved er lagt paa hans
Knæ, og ovenpaa dette Hoved ligger
hans Haand, ligesaa viljeløs som hendes
Hænder hang ned. Den trykker cent-
nertungt, den hölder hende som i en
Skruestik, hun kan ikke røre sig, ikke
trække sig bort fra den. Og han ænser
hende ikke, ser ikke ned mod hende,
hölder hende blot fast, trykker Blodet
ud af hendes Hjerne. Han vil det ikke,
han maa det, det er hans Natur, han er
Mammon.
Det er et Billede, som de Kunstnere,
der maler Tomheden og Pjanket og
Ligegyldigheden, angriber for dets male-
riske Fejl. Det har ingen. Det ejer en
Pragt og Harmoni i Farven, en Magt i
Formgivningen som de største Kunst-
værker har dem, og Kunstneren har
ævnet at give netop det, han vilde give,
fuldtud. Og hvad er der saa andet at
gøre end at bøje Hovedet dybt i Tak
og Beundring.
Er denne Kunst skabt for de Tider,
der skal komme? Hvem ved det? Intet
synes at have sværere ved at overleve
sin egen Tid end Allegorien, og Watts’s
Kunst er jo Allegori. Han tåler ikke
blot i Billeder, men i Billedsprog. Sam-
tiden har undertiden svært ved at fatte
dette, månge af Watts’s Billeder synes
uløselige Gaader. Men vil Eftertiden
forstaa dem, vil den bryde sig om at
forstaa dem? Det kommer mest an paa,
med hvor megen Kunst, med hvor me-
gen målerisk Kunnen han har forstaaet
at udtrykke sine Idéer. Jeg tror, han
har underbygget sit Værk med en Kun-
nen, der staar paa Højde med de bedstes.
Det vil sikkert gaa ham som Dante,
Verdens største Allegoriker. Var hans
Divina Commedia kun Allegori, vi lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
