Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Gustav Vigeland. Af Jens Thiis. Med 13 Billeder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den store Eros kommer til den
sovende Psyche om natten. Hyllet i sit
mægtige vingepar som i en fyrstelig
kåbe, vid nok til at omslutte og
skjærme også hende, træder kjærlighedsguden
sagte den sovende imöde. Hans skjönne
lokkede hode sænker sig mod hende med
et udtryk af beundring og velbehag. Han
elsker den pure uskyld, som hviler
ubevidst for hans fod. Öieblikket er nær,
da Kjærligheden vil favne Sjælen og den
skjönne dreng hylle jomfruen i sine hvide
vingers mörke . .
— Her er det kjærlighedens lydlöse
komme, i den anden gruppe dens bedske
afsked.
Til afgrundens rand har Orfeus fulgt
Eurydike, og med en sidste krampestærk
omklamrelse söger han knælende at
fastholde den, han elsker.
Men afgrunden eier hende alt.
Med dragsugets magt trækker mörket
og dybet hende ud over randen, og intet
favntag er stærkt nok til at holde hende
tilbage fra det dyb — er det en ny
kjærlighed eller er det döden? — som
hendes sjæl alt tilhorer.
— Som en elegisk epilog afslutter
gruppen De gamle de erotiske gruppers
bevægede folelseskjæde. Nögne, som alt,
hvad Vigeland har formet, sidder det
gamle par side om side, hånd i hånd,
stirrende tause frem for sig i livstræt,
men blid erindring. Alle livets storme
er så fjærne, så fjærne, döden har ingen
gru mere og livet ingen stærke glæder.
Freden i deres blik har en skjönhed,
som overstråler deres legemers visne
affældighed.
— — Sammen med
kjærligheds-grupperne, som en resigneret fortvilet
konklusion af den filosofi, der fortoner sig
bag deres lidenskabelige lyrik, ser jeg
gruppen Eremiten — i tanke den dy-
beste, i form den mest afklarede af
Vigelands grupper.
Den samme kunstner, som har fundet
så levende udtryk for driften til
hengivelse, for kjærlighedens extaser og
blodets brand, han bekjender her
ensomhedens evige nødvendighed for enhver sjæl.
Tre börn eier eremiten, hans eneste
skat på jorden.
Omt klamrer de sig om hans knæ.
Og med sine lange smale hænder samler
han dem ind til sig, rörer varsomt ved
dem som ved skjöre relikvier. Det smil,
han sænker over dem, rinder fra
uendelige dybder af godhed. Hans blik risler
nedad deres spede barnelegemer.
. . Men er han en far? En far, som
ingen tanke kan gjöre varmere end den
at ville kjæmpe for sit afkom?
Hans legeme er en askets, hans sind
synes usigelig ældet. Kan nogen
jord-fölelse binde dette eneboersind til noget
kjöd? Er ikke hans eget kjöd ham
fremmed . . .!
Det smil, som velsigner börnene,
ligner det ikke det dybeste smertesudbrud,
blikket, som glider nedad de fine
barne-lemmer, er det ikke som det glider
tilbage igjen, ind i selvets afgrund og
dukker under i grublets svale mörke?
— »En sjæl er altid ene i verden».
Moderglæden er et ældgammelt
emne, har været en uudtömmelig grube for
kunst. Sorgen ved at være far — har
den mon nogensinde för været udtalt i
kunsten?
Eller tar jeg feil, når jeg ser dette
som det inderste indhold i denne
Vigelands gruppe Eremiten — tankens,
kunstens og religionens eremit!
Dette værk kunde være blit til en
ensom stjærnenat.
Men fra Eremitens stille —
budhist-iske dybsind förer der en tankevei, om
end en lang, til et andet af denne kunst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
