Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Gustav Vigeland. Af Jens Thiis. Med 13 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ale kan jo de flygtigste, de mest
maleriske effekter i leret störkne.
— Men også i andre henseender er
Vigeland en impressionismens lærling,
eller rettere: han begyndte som det.
Også han har delt overtroen på
skissens absolute værdi fremfor det strængt
gjennemarbeidede værk. Som mange af
impressionisterne og særlig den af dem,
han står nærmest, Edv. Munch, har han
oftere sluppet sit arbeide för tiden, af
frygt for at forspilde friskheden og
stemningen i udkastet. Enkelte arbeider, som
den sublimt tænkte gruppe TvUeren, er
ligefrem skjæmmet af dårlige
proportioner og sködeslos form. Det förste
Helvede var det også.
Men i dette er der med Vigelands
kunst foregåt en svær forandring,
særlig efter hans to Italia-reiser. Formen
er efterhånden også for ham blit den
överste af de guddomme, som en
kunstner bringer sine offre.
Hvor findes i samtidig
billedhuggerkunst en ædlere, en mere indtrængende
og ligefuldt frisk formbehandling end i
busten af broren, maleren Emanuel
Vigeland? Som de læber er formet!
Og slig som formen er fölt efter med
inderlig varhed i grupper som Kys og
Eremiten, det nærmer sig lige ind på
det fuldkomne.
Hver på sin måde viser også busterne
af Björnson og af Ibsen Vigelands
form-talent på dets höide. Den ene
klarmeis-let, gennemsigtig i overlegen beherskelse
af detaljen. Den anden kanske end mere
genial i sin improviserende og
inspirerede sikkerhed. Den ene måneders
arbeide, den anden frugten af tre, fire
modeltimer.
— Jeg betænker mig ikke på at
kalde Vigelands bedste buster for den
ypperste norske portrætkunst. Heller
ikke kan jeg se, at han som portrætist
viger for nogen samtidig, endda der
HENRIK IBSEN.
lever portrætkunstnere som Hildebrandt
og Rodin, som Watts og Carriere*. Han
har ikke en så tindrende åndrighed som
Rodin, hans hoder har ikke et så enkelt
og massivt snit som Hildebrandts, Watts
har farvenes klangfulde skjönhed,
Carri-’ere den vibrerende nervöse tone finhed
fremfor ham. Men i sine bedste buster
star Vigeland ikke tilbage for nogen i
opfattelsens energi og i formens friskhed.
Skulde jeg nævne et eneste ord for
det, som Vigelands buster er, så vilde
jeg si, at de er så forferdelig væsentlige.
Det er ikke egentlig det, at hans buster
altid er så »slående lig», som det heder.
Nogle af dem er slet ikke det. »Den
slående lighed» beror netop så ofte på
en fiks fastholden af uvæsentlighederne.
Et menneske, som altid bærer lorgnet,
kan afbildet uden denne forekomme
fremmed, selv om portrættet ved nærmere
eftersyn viser sig forresten at være både
godt og lignende. Vi ved det jo: bare
* Död siden dette er skrevet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
