Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Arne Garborg. Af Carl Nærup. Med 5 Billeder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det er synes hans Skikkelse at glide ud i
en Taage af store, almindelige Ord. Han
har meget af det abstrakt retlinjede over
sig som Eysteyn Hauk. Ogsaa »Læråren»
er væsentlig Parabel og Opbyggelseskrift.
Garborg har villet give os et Billede af
den oprindelige Christendom, forkyndt i
Sören Kierkegaards eller Tolstois Aand.
Vil man se et lignende Motiv behandlet
med ligesaa afgjort polemisk Sigte paa det
bestaaende, men med en ganske anden rig
og levende Virkelighedsopfatning, skal man
læse den danske Forfatter Jakob Knudsens
Fortælling »Den gamle Præst». De to saa
forskjellige Böger lader sig sammenligne
med Udbytte.
Garborgs næste Arbeide, »Den
burt-komne Faderen»*, synes mig et meget
betydeligere Verk. Det er ligesom »Trætte
Mænd» skrevet i Dagbogstil, og ingen Form
passer Garborg bedre, först i den foler han
sig fri. Han er den födte Aforistiker, og
i disse intimt personlige Optegnelser og
Udbrud har han nedlagt en Mangfoldighed
af dybe, fyndige, prægnante Gnomer. Og
disse Tanker og Reflexioner klinger
harmonisk sammen i en stor Stemning af
Resignation, af rolig Underkastelse under
Livets strenge Love. De har intet af det
trættende effektsögende, som ikke sjelden
pletter Aforismerne i »Trætte Mænd».
Ogsaa denne Bog er löselig knyttet
sammen med Fred. Den Betragter og
Bekjen-der, som her förer Ordet, er Sön af Enok
Haave og Broder af den christne Anarkist,
hvis Livsskjæbne fremstilledes i »Læråren».
Han er en gammel, syg Mand, som efter
vidtlöftig Omflakken i en fremmed
Verdensdel, er vendt tilbage til sin Barndoms Hjem:
Jæderens flade, fattige Land med de
lyng-brune Heier og blege Myrer, indrammet
af Hav og Fjeld og Himmel. »Jeg var»,
siger han, »Sön af en Tid, som har glemt,
hvad Hjem og Ro er. Men er jeg en
Fremmed, saa lad mig lige godt være fremmed
hjemme».
Med hjertegreben Inderlighed skildrer
han Bygdens stille Liv — Oasen i Verdens
Örken, der Enfold og Uskyld endnu
grön-nes, og Kirkeklokken samler alle til én
Sorg og én Glæde. Her faar han Tid til at
tænke omigjen de gamle Tanker om Synd
* Foreligger ogsaa i en ypperlig dansk
Oversættelse ved Amalie Skram (Kbh. 1901).
og Frelse, om Liv og Död; — paa disse
fredlyste Steder, hvor gode og onde Minder
fra Barndommen vaagner med alt det
först-oplevedes Kraft og Klarhed, underkaster
han Livets Værdier en siste grundig
Prö-velse. Ensom og bitter var han blevet
derover i den almægtige Dollars Land. »Haardt
var det at leve paa Jorden. De traakker
og tramper ned omkring sig og klorer sig
frem over Lig. Og Stenhjerte og
Staalknok-ler maa den have, som skal slaa fra sig
og holde sig ovenpaa . . . Jeg var haard.
Jeg havde været i den sorte Skole og
hærdet mig . . . Min Sjælefred tog de til
Vederlag for sin Visdom. Og da jeg havde
lært Livsloven: Magten raader, kom Gud
bort fra mig. Og det blev udslukt og koldt
inden i mig*, og Verden blev som et tomt
Hus, der ingen bor. Men jeg lo og kjendte
mig fri. Og siden tramped jeg ned
omkring mig som de andre».. Modstræbende
giver han sig til at höre paa sin Broder,
Jesu Fölgesvend, som har lært af Mesteren,
at Veien til Livet gar gjennem Döden. I
Samfundet raader den brutale Naturlov, som
lader den Sterke opæde den Svage, og som
har gjort Mennesket til det klogeste og
grusomste Rovdyr. Men engang for mange
hundrede Aar siden fremstod der i en
Ravnekrog af Verden en jödisk Rabbi, som gav
Menneskene en anden Lov, Aandens og
Frihedens Lov, som hæver os over Naturen.
Denne Lov er for höi for den store
Mængde, men den ensomme Sjæl, som vil
lyde den, han vil ogsaa erfare, at dens
Opfyldelse löser alle Tvil og giver Fred for
bestandig. I denne Forvisning löber
Gunnar Haaves Livshistorie ud, — og i
Lovprisningen af de sande kristelige
Fuldkommenheder: Mildhed, Godhed, Ydmyghed>
Hjertets Enfold og Renhed.
Ingensteds har Garborg givet et klarere
og mere overbevisende Udtryk for religiös
Livsvisdom end i denne Bog. Og underlig
nok, saa er den alligevel blevet en levende
Skildring af Mennesker. Vistnok et i höi
Grad forenklet Billede af en rent sjælelig
Udvikling; men det skulde nu vel ogsaa
være Hovedsagen i al Menneskeskildring.
Hvad der gjör denne Bog saa sand og
troværdig, er dens dæmpede, jevne Tone, dens
rolige, mildtdömmende Livsforstaaelse, som
er sikrere paa sin Tvil end paa sin Tro.
Ingen af vor Digters Böger synes mig at
give et saa tilforladeligt Billede af Men-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
