Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Arne Garborg. Af Carl Nærup. Med 5 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Garborg har som nævnt kaldt denne
Digtcyklus en Fortælling. Og vistnok er
her en viss episk Komposition, som
knytter de enkelte Afsnit sammen til et Hele.
Men Haugtussa’s særegne Charme beror
ikke paa det episke Moment, saalidt som
paa den yderst vage Sammenhæng mellem
de forskjellige Stadier i Veslemövs
Udviklingshistorie. Den er et rent lyrisk Verk,
en Sang till Hjemjorden, en Forherligelse
af Vestlandets Natur og den norske Bondes
Liv i Helg og Sögn.
Der er et Afsnit af Haugtussa, som
skurrer besynderligt mod Digtets harmonisk enkle
og naive Grundtone. Jeg mener det, som
bærer Overskriften »Paa Skare-Kula».
Her lader Digteren den lille Gislaug
fuldstændig i Stikken og tager selv Ordet til
et Opgjör med Tiden, dens Profeter og
Sandsigere og mangehaande andre
Repræsentanter for det aandelige Röre. Men de
dunkle Strofer, hvori han udöser sin
Vredes Skaaler over denne Heksesabbat af
symbolske Skygger og Skikkelser, minder
lidet om den slagvante Polemiker Garborg.
De gjör et blegt, omtrentligt Indtryk, —
en sjelden Gang er det, som de samler sig
til et gnomisk Fyndsprog, men straks glider
de ud igjen i blaa Almindelighed. Dette
er akademisk Indignationspoesi. Kraftfulde
Bogstavrim, men ingen kraftfuld Aand —
en mat Efterklang af Valpurgisnatten i Faust.
Maaske har Garborg selv havt en Fölelse
heraf; thi hans næste lyriske Verk »I
Helheim», enslags Fortsættelse af Haugtussa,
er i mangt og meget en videre Udförelse
af dette Digts dunkle Intermezzo. Vor
Digter træder her paany frem som Dommeren
med Lovens Tavler i sin Haand; han er
Dommedagsskueren, der ser de Retfærdige
skilles fra de Uretfærdige som Faarene fra
Bukkene. Og disse Dommedagssyner er
udformede i en dyster, höitidelig Stil,
monoton og abstrakt, men ofte af stor Virkning.
Digtet er inspireret af vore Oldkvad. I
de beskrivende Udmalinger mærkes en
Stræben i Retning af den store, enkle Tone i
Völuspaa, medens det i sin Tankegang og
sin dramatiske Komposition er beslegtet med
et apokalyptisk Digt fra den senere
Middelalder: Draumkvædet.
I »Helheim» forkyndes de gamle
Religioners grusomme Gjengjældelseslære med
en subtil og nöieregnende Logik, som ikke
giver Dantes hevngjerrige Böddel-Fantasi
Fot. I.. Forbecli, Kristiania
stort efter i Opfindsomhed. Digteren synes
at have gjennemsögt saavel Katolicismens
frugtbare Mytologi som Folkeovertroens
frodige Digtning paa de religiöse
Skræmme-syners Omraade. Her mærkes lidet til den
dybt christelige og moderne Aand, som
præger »Den burtkomne Faderen». Dette Skrift
betydde i Sandhed en Fornyelse af
ur-christelige Folelser og Tanker i en sterkt
personlig og overbevisende Form. »I
Helheim» virker snart som en koldblodig
Dogmatikers Udredning af Helvedeslærens
Mysterier, snart som en fanatisk
Lægprædikants svovlbetændte Fantasier — en sjelden
Gang som en inspireret Seers tungsindige
Syner.
Digtet skildrer Veslemöys visionære
Nedfart i Underverdenen. Hun
gjennem-vandrer Myrkheim og Nivlheim, men faar
ogsaa se de frelste Sjæle stige op mod
de Saliges lyse Boliger. Overalt hvor den
trættende didaktiske Form brydes og
Digteren forlader sig paa sin Fantasimagt,
skaber han Billeder af en kraftig
Uhyggevirk-ning. Saaledes hvor han benytter den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
