Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Japan. Af Alexander Svedstrup. Med 17 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der saa ivrigt tog imod den katolske
Religion: »Denne Nation er min Sjæls
Fryd!» Men havde han været Vidne
til, hvad der skete 70 Aar senere, da
Japans Hersker, nidkær efter at værne
det bestaaende Samfund, udryddede de
Kristne og pinte dem med sand
europæisk Opfindsomhed, da vilde han have
forbandet Japan som Djævlens Land.
Vi Europæere er gennemtrængte af
den Forestilling, at de hvide Mennesker
er de eneste rigtige Mennesker. Vi
alene har en virkelig Kultur. I Skolens
Historiebog læste vi — i al Fald i min
Tid — intet om Japans, Kinas og
Indiens Kultur. Buddhas Navn var ikke
nævnt. Europa og det europæiske
Amerika var Verden. Vi alene havde den
himmelsendte Religion. Hvad Japan
an-gaar, da havde Vorherre först opdaget
dette Land samtidigt med Portugiserne
1542. Traf vi hos andre Racer
Samfunds-Indretninger, Aandsliv, Religion og
Moral, der nærmede sig vort saameget,
at vi kunde forstaa det, overraskedes vi
og fremviste det som Kuriositeter. Er
det ikke ganske mærkværdigt! sagde vi.
Og denne overdrevne Selvgodhed finder
vi hos de fleste af dem, der skildrer
Japan. Hos Franskmænd, for hvem
egentlig kun Frankrig er Verden,
kommer den stærkest frem. »Le Japon
d’aujourd’hui c’est une traduction mal
faite.» Pierre Loti finder Japanerne
fuldendt latterlige, mest fordi de er
endnu mindre end Franskmændene. De
er antediluvianske Rester, visne,
blod-löse Lilleputter, der opförer en grotesk
Komedie, naar de spiller Europæere. —
Det er ikke gaaet op for ham, at de
mindst af alt önsker at gaa for
Europæere, selv om de gærne bruger vore
Vaaben til at slaa os med. — Men
selv de mere forstaaende, som
beta-ges af det fine og skönne i Japans
gamle Kultur og imponeres af det mo-
derne Japan, tör sjældent göre Skridtet
fuldt ud og sætte Japanerne paa lige
Fod med Europæerne. Rent ydre set —
Gudbevares, det indrömmes — er deres
Samfunds-Kultur nok saa indtagende
som vor; de er mere velopdragne end
vi, de er sagtens ligesaa retskafne, de
er mindst ligesaa intelligente og dygtige,
paa alle materielle Omraader kan de
med Held konkurrere med os — men
de er jo dog kun gule Folk med skæve
Öjne. De kan dog umuligt være saa
værdifulde som vi. De maa have en
Mængde »skjulte Fejl». Dem finder vi
saa frem til Tröst og Opbyggelse for
os selv. De har ikke vor aandelige
Udvikling. De har Moral, men ikke
Religion; de kan udnytte Europas
Videnskab, men selv har de intet skabt;
de mangler Originalitet. Og deres höjt
lovpriste Kunst! Har de nogensinde
frembragt en græsk Skönhedsverden i
Marmor, et Parthenon? Har de haft
Filosofer? De har en gammel Literatur,
men har de frembragt en Goethe eller en
Shakespeare? Har de haft en Wagner?
Nej »de er store i det smaa og smaa i
det store». Ja der er vel noget sandt i
dette, men alligevel, naar man færdes
blandt Östens Folk og derved med
forstærket Interesse fordyber sig i deres
historiske Udvikling, naar man lærer at
se det fælles menneskelige under den
forskellige Kostumering, kan man ikke
lade være med at undres over, hvor ens
Menneskene er voxet frem, Vestens og
Ostens Folk, hver paa sin Side af en
Mur, der helt skjulte dem for hinanden.
I deres Religioner og Morallære har de
skimtet de samme Idealer. Deres
Hjær-ter har fölt samme Mildhed; de har lært
at se det legemlige Livs Forkrænkelighed
og at forstaa Aandsvæsenet som det,
der skal leve og udvikles til Fuldendelse.
De har fölt samme Bud over sig,
Kærlighed til Næsten, og samme Krav om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
