Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Dansk Literatur. Aphoristiske Anmeldelser af Carl Behrens. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•roman efter alle Kunstens — eller rettere
Spændingens — Regler som Palle
Rosen-krantz »Hvad Skovsöen gemte»
(Gyldendal), hvor Forfatteren viser at han ikke alene
har gaaet i den bedste Sherlock-Holmes
Skole, men ogsaa selv besider
Opddagerfan-tasi og Kombinationsevne.
Alligevel retter man hellere
Opmærksomheden mod ædlere Skud paa Literaturens
vidtforgrenedé Træ. l)er er saaledes Henrik
Pontoppidans nye elegante Udgave af
»San-dinge Menighed», en af hans allertidligste
Böger og den, som förste Gang fastslog
hans Talents Egenart og bestemte Omraade.
Pontoppidan har med den moderne Digters
skarpere Dömmekraft, videre Syn og sikrere
Haand retoucheret sit Ungdomsarbejde,
motiveret bedre her, sammentrængt stærkere
hist, og er det end ikke en anden Bog, vi
nu har faaet fra hans Haand, saa er det
dog et mere formfuldt, et mere kunstnerisk
afvejet Værk end det, vi tidligere kendte.
Samtidig har han fortsat sin mægtige
»Lykke-Per »-Cyclus — den störste
Roman, vor moderne Literatur ejer — med
et nyt 7de Bind »Lykke-Pers Rejse til
Amerika», hvor Ironien er bleven
skaansels-lösere end i de foregaaende. Thi Per
foretager slet ingen Rejse til Amerika. Hans
stolte Drömme synker sammen i Aske. Det
Amerika, han opdager, er en
Præstegaards-idyl; det Sidenius’ske i ham, det fra
Præste-slægten gennem mange Generationer i hans
Væsen afsatte Lag af Samvittighednag og
af lyssky Angst for Livets tusinde Farver
og Skikkelser, bryder pludselig igennem
med umodstaaelig Vælde, og Romanens sidste
Afsnit, som dette Aar forhaabenlig vil bringe,
skal nu give det afgörende Indblik i den
danske Pers Kamp for Lykken. Men
hvorledes dette Indblik nu end bliver —
Pontoppidan har med sin Romancyclus skabt
et monumentalt Værk, et Bidrag til det
danske Folks Psykologi, som rummer
utallige nuancerede skarpe Træk, en Række
aandfulde og bitre Iagttagelser, en alt
overvældende Ironi.
F^n nydelig novellistisk Skildring, baaret
af en egen fortættet Stemning, er Karl
Larsens »De ensomme» (Det nordiske
Forlag). Karl Larsens herskende F>ne er som
bekendt den at kunne tegne levende
Portrætbilleder — ud af det myldrende
Menneskesamfund griber han nu en, nu en
anden, der paa forskellig Maade har
vakt hans Opmærksomhed eller som det
lunefulde Tilfælde har bragt ham i Beröring
med, og med Videnskabsmandens
utrættelige Interesse for under Loup at studere
Exemplaret — i dette Tilfælde altsaa af
Slægten Menneske — udleder han alle de
Veje, som har fört dette Exemplar netop
til dette Stadium. Der er noget af et
F’or-skerinstinkt hos ham, han forstaar at tælle
°g lægge sammen, kan man sige, og naar
han ?— som i sin sidste lille Bog —
fortæller os to ensommes Saga og giver os et
raskt Indblik i deres Liv, forskellig formet
som det er, kun ligt i Ensomhed, er det
ikke alene den kultiverede Fortællekunst,
som er beundringsværdig, men ogsaa den
Varme, der fornemmes i hver Linie, den noble
Menneskelighed, som giver Ordene Klang og
Farve.
Ogsaa Fru Karin Micha’élis er en af
dem, der gærne studerer Mennesket i dets
udprægede F^genskaber. Saaledes i sin nye
Bog »Sönnen» (Gyldendal) Plejebarnet, som
nogle gamle Damer tager sig af, men som
under deres pylrende Forsorg ikke udvikler sig
til Dyd og gode Sæder. Der er i denne
Fortælling som i alt, hvad Fru Michaelis
skriver, Bud om et kraftigt Temperament, om
en intens Forfatterbegavelse, der arbejder
paa Livet lös. Men man har for ofte
F’o-lelsen af, at F’orfatterinden ser paa
Livsfore-teelserne gennem et Hulspejl. Dette giver
hendes Iagttagelser og hendes F’igurer
karikerede Træk, som hun forhaabenlig snart
vil faa Öje for og saa extirpere af sin
Kunst.
I det hele gælder det for en Digter om
at holde sit Værk rankt og ædelt ved
Stöb-ningen, saa Slakkerne udskilles. Havde
Laurids Bruun formaaet dette, kunde hans
Julebog, »Det store Hjærte» (Gyldendal)
være bleven et helt Mesterværk. Saalænge
Forfatteren dvæler paa Kvisten hos den
fattige Pige, der sidder med sit Barn saa
nær de blinkende Stjærner, er det, som om
han staar plantet stöt og sikkert paa
Virkelighedens frodige Muld. En Skildring, der
föles saa tindrende ægte — netop saadan
maa det have set ud paa den fattige Kvist,
da Smertensbudskabet om den trolöse Frisker
indlöb.
Men derpaa bryder Bruun saa underlig
af. Ud i Julenattens Snestorm og Mörke
flygter hans Heltinde, medens hans lille
Fortælling flygter til Mystikens og Symboli-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
