Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Folkets Tjenere. Af Gudda Behrend - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hans indsmigrende ærbodige Smil var
blevet stramt og forpint. Spytslikke for
denne folkelige Minister, han — Napoleon —
med förste Karakter! For spytslikke —
det maatte han nu — ellers — hans
Blik gled kærtegnende henover Hansens
Stol.
»Hans kære Ansigt ej i Dag vi skuer,»
begyndte han at synge med
skingrende Stemme, men han forstummede
pludselig, da Dören fra det andet Værelse
aabnede sig. Han sprang med lette Fjed
hen til sin Plads og lod Hænderne danse
mellem mange Papirer, han vilde udvise
den af Kontorchefen beundrede Flid, som
de kaldte det paa Kontoret.
Det var imidlertid kun den skikkelige
Fuldmægtig Overgaard, der langsomt
traadte ind, Napoleons Hænder dansede
nu langsomt mellem Papirerne, og han
begyndte at synge: »En nytændt Maane
her jeg skuer.»
Overgaards Ansigt var alvorligt.
»Mine Herrer,» sagde han med dannet
og dæmpet Tonefald: »Hansen er
kommet paa Hospitalet,» og han tilföjede
med en vis stille Tilfredshed: »jeg har
allerede været ude og besögt ham.»
»Der arme Mensch,» skreg Napoleon
med frisk Stemme.
»Schweitzeren» for op, han tænkte
straks: »De tre Kroner har jeg ikke —
nu ger det ingen Tink.»
Den kunstneriske »unge Herre»
samlede sine afskaarne Negle og bar dem
hen til Papirkurven, og »Krigeren»
ud-stödte et dybt Suk, der ligesaa meget
som Hansen galdt et Sving, der var
faldet uheldig ud — han lagde miströstig
Pennen og tog sig en Snus.
Gedde brummede — han saa for sig
Hansen ligge med foldede Hænder i en
blöd, hvid Seng i fuldstændig Ro — og
al Maden blev bragt ham, uden at han
havde den mindste Ulejlighed — medens
en anden ... og Gedde vrissede og vris-
sede uden at röre Arbejdet, der hvilede
som et Blylod paa ham.
»Naa, jeg maa ind og fortælle
Assistent Blom Nyheden» fortsatte Overgaard
uden ringeste Fölelse af, hvad Virkning
hans Meddelelse havde gjort paa de
tilstedeværende. Og han gik paa sine
smuktforsaalede Stövler ind i sit eget
Kontor.
Der sad Blom — den könne, fine
Blom. Han opholdt sig helst inde hos
Overgaard, hvem han hjalp med et og
andet.
Der var ganske rart derinde —
Overgaard var saa stilfærdig og net med
sine sirlige Hænder og sit snehvide
Kra-vetöj, Luften var saa god hos ham i
Modsætning til den stövede, tvivlsomme
Luft inde i det store Kontor.
Blom var fordybet i sine
Yndlings-tanker — langt borte fra Kontoret. I
höj Luft svævede han. Fremtiden laa
for ham: Lange Rejser i Udlandet —
berömt kunsthistorisk Forfatter, maaske
tilsidst Professor og gift med den
bedaarende Erna, Departementschefens
yngste Datter. Understöttelsen, som han
ventede at opnaa, skulde bryde ham
Vej; naar han havde faaet den, vilde han
rive sig lös fra Kontoret, rejse bort —
arbejde, göre Studier . . . Hvis han bare
fik den Understöttelse — Ministeren
skulde bortgive den i den allernærmeste
Fremtid. Departementschefen havde
ganske vist i Gaar trykket Bloms Haand
med et meget sigende Blik, i det han
udtalte, at en saa kundskabsrig ung
Mand som Blom med de Evner og
desuden Sön of en saa fortjenstfuld Mand,
som afdöde Advokat Blom — der var
ingen Tvivl om —
Blom blev hed i Hovedet — ja, han
maatte faa den Understöttelse, hvor vilde
det ikke ogsaa hæve ham i de Fyres
Ojne derinde, de, som ansaa ham for
deres Ligemænd — aa! — han tænkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
