Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Folkets Tjenere. Af Gudda Behrend - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Öjeblik ad Gangen, og han skældte, naar
han blev forstyrret — og der var saa
meget som forstyrrede.
I Fuldmægtigens Kontor sad Blom
böjet over Sagerne, han hörte kun halvt
efter Overgaards Beretning om Hansens
sidste Dage. I Grunden har man
rigeligt i sit eget, tænkte han og lod
Overgaard snakke.- At der nu ogsaa var
kommen det Brev fra Moderen — lige nu
da alt i Forvejen saa saa sort ud for
ham. Hans ældste Broder havde mistet
sin gode Plads hos Konsulen, skrev hun,
og nu sad hun der, Fru Blom, med tre
uforsörgede Börn og ingen til at hjælpe
sig — for Sönnen, som havde været
ansat hos Konsulen, var den eneste, der
havde stöttet hende lidt. »Du har jo
alltid haft dit at bruge din Gage til,»
skrev hun, »dine Böger og dine
Förnöjelser, og du har jo ikke saa meget,
men saa længe du er ugift — —» her
havde Moderen sat Tankestreg, ja, han
forstod det nok — nu var det hans Tur
til at hjælpe — —
»Han saa i Grunden pæn ud —
Hansen — da han var död — jeg fik Lov
til at se ham — rigtig pæn saa han
ud,» fortsatte Overgaard sin Tale og
strög med Börsten ned ad Benklæderne,
han rettede sig og gik hen for at tage
sin Stok.
»Ja nu er jeg færdig, Hr. Blom,
og hvis vi skal naa Kirkegaarden i rette
Tid, saa tror jeg nok ...»
Nu de var samlet alle sammen i det
lille Kapel, syntes Fuldmægtig Overgaard
slet ikke, at der saa tomt ud. Han havde
været lidt bange for den Tomhed, for
Hansen havde jo ingen Slægtninge, og
han havde altid haft ondt ved at slutte
sig til Folk.
Helt fint saa det ud, at baade De
partementschefen og Kontorchefen sad
der, tænkte Overgaard -— og Kisten var
virkelig nydelig med alle de Blomster
og den store flotte Palmegren, naa, det
havde jo ogsaa været to Kroner til hver.
Og saa kom Middagen i Tivoli bagefter.
Egentlig havde Overgaard lidt ond
Samvittighed med Hensyn til den Middag
— det var jo ikke alene Pengene den
kostede — men* saadan den samme Dag
Hansen blev begravet — naa, Napoleon
havde foreslaaet det: Personalet skulde
fölges ad efter Höjtideligheden og »spise
Gravöl» — og Overgaard var ikke den
Mand, der opponerede — Blom gik
ganske vist ikke med, men han var jo altid
lidt tilbagetrukken — og saa var der jo
det med Understöttelsen, som han ikke
havde faaet — —
Kontorchefen sad hele Tiden og
mumlede ganske sagte, han hadede
Begravelser, alt, hvad der mindede om Död.
Han sad stivt op og skottede skævt
hen til Departementschefen, som sad saa
underlig og gned de smalle Hænder mod
hinanden.
Ja, det tyndede efterhaanden ud i
Kredsen, tænkte Kontorchefen, og han
kunde ikke faa det skæve Blik fra
Departementschefens Hænder — men der
var altid nogen, som kunde besætte de
ledige Pladser.
Hr. Girard sang sagte med og lod
Haanden daske mod Inderlommen — der
laa Hansens Konvolut. »En pen Mand,
- en rigtig pen Mand,» hviskede han
til Napoleon, men Napoleon svarede ikke
- höjt hævede sig hans skarpe
Stemme i livsglad Triumf.
»Jeg har to Kroner til Middagen,»
hviskede Hr. Girard — han havde ikke
nödig at laane hos de andre, takket være
afdöde Hr. Hansen, der fra sin
Döds-seng havde sendt ham Konvolutten med
de ti Kroner — der var fire tilbage —
han kunde ligefrem være flot og laane
den »unge Herre» med Kunstnerslipset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
