Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Folkets Tjenere. Af Gudda Behrend - III - Midsommarnatt. Af Kerstin Hård af Segerstad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
efter alt det, der var skét i den sidste
Tid — det kuridé ikke nytte — han
fölte næsten Tilfredsstillelse ved at maatte
forsage paa det Punkt–
Men han var da ved Gud et
Mandfolk, og det nyttede saa gu’ ikke at
hænge med Hovedet–
Hun havde syntes godt om ham, det
havde han straks set —- naa, det var
vel heller ikke hver Dag, hun var
sammen med Herrer som han. Hun havde
forresten haft en rædsom köbenhavnsk
Udtale — men man maa ta’, hvad man
kan faa, havde hun sagt — Pigebarnet
havde Ret–
En af de förste Dage Klokken syv
— han skulde ikke glemme det. —
Han vandrede hjem ad til sin Bolig
paa Vesterbro *— da han kom forbi
Wivel, standsede han — han trængte
til noget — f. Eks. Portvin — det var
længe siden, han havde været paa
Han traadte ind i Lokalet — ude
paa Verandaen opdagede han
Kollegaerne, der var# midt i Middagen — han
vilde sætte sig et Sted, hvor de ikke
kunde se ham.
Han kunde, der hvor han sad, skimte
enkelte af Ansigterne:
»Kriger-Skriverens» var halvt dækket af den graa Tjavs,
og Hr Girard blussede og
gestikulerede ivrigt. Nu hörte han Napoleons
Stemme — den löd endnu höjere og
mere skingrende end ellers: »Folkets
Tjenere sagde han — ha — ha, det var
godt sagt — ta’ et Stykke Steg til,
Gedde —»
Blom rystede sig som i Væmmelse,
saa bankede han i Bordet med Faderens
Diamantring og raabte: »En halv Flaske
Portvin, Kelner.»
/MIDSOMMARNATT.
Af KERSTIN HARD AP SEGERSTAD.
I drömmande, djupögd midsommarnatt,
då logdansen slutat och stoj och skratt
ha tystnat och långt bort blott höres fiolen,
På lysande tjärblomster dansen går,
på solvända, daggskål — men lämnar ej spår
af trampande fot eller fladdrande kjolen.
vid trastarnas klingande växelsång
det börjar en dans öfver stig och spång
i magiska ljuset af midnattssolen.
En långdans det går öfver bro och bäck...
nu skymtar den fram, nu den skyms af en häck,
nu dansar den ut under midnattssolen . . .
Så, plötsligt den sjunker bak sten och stam
den trolldans af minnen, som lockades fram
vid trastarnas sång och den fjärran fiolen ..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
