Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ibsens »Brand» paa Nationaltheatret i Kristiania. Af Andreas Jynge. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dommelig deklamator af en pragtfuld, lang
monolog. Han har fæstet sig ved
handlingens momenter, eftersporet o g sögt at
gjengive, hvorledes de virker i Brands
indre, og derigjennem sögt at sætte
bevægelse i denne viljens gigant, med andre
ord at menneskeliggjöre ham.
Sit udgangspunkt har han taget i Brands
mörke barndomsindtryk. Han er den, »som
födtes paa et næs ved vandet, i skyggen
af en skoglös hej». Den, som har set sin
moder med skjælvende, griske hænder rane
pengebylterne ud af sengen, hvor hans
fader laa paa ligstraa. Den, hvis
»barnesjæl blev alene», og som »legen aldrig
kunde samle i kammeraters viltre flok».
Og barndomsindtrykkene, som har gjort
ham ensom, har i ensomheden vokset
stadig dybere og fastere ind i hans
bevidsthed. Han ser kun det jordbundne, det
halve, det feige hos alle de mennesker,
han möder. Han hader, men hans had
er ikke foragt, det er kjærlighed. For
inde i dette steile, malmhaarde sind, hvori
barndomsindtrykkenes kolde gufs har
pustet frost, flyder rige, varme, levende aarer,
I det öieblik, vi möder ham, er han
ikke helt ung længer, han er over de
tredive, et menneske, der ikke mere lever i en
dæmring af store maal, men en mand, der
föler sig moden til at leve i sin egen
gjerning. Af livet er ideen om menneskenes
halvhed skudt op i hans sind, og over
denne ide har der reist sig en ny, om
menneskenes helhed, og den vil han nu
atter gjöre til et med livet. I besiddelse
af den ensommes uindskrænkede styrke og
det ubrugte menneskes ubændige vilje
bliver han den tiböielige fanatiker.
Storm-fyldt, men ikke stormende, Kun sjelden
flammer hans fanatisme op i lue, den
holdes nede af en stolt, mörk selvbeherskelse.
Der er ingen begeistring, som river med,
men ubönhörlig strenghed, som vilde
skræmme bort, hvis den ikke netop lokkede til,
fordi den er saa hensynslöst hel.
Denne halvt indefrosne, i dybet
glö-dende Brand er det, som danner nerven i
Eides fremstilling. Men under ideens haarde
konflikter med livet sættes denne nerve i
sterk dirren. Alt fra först af har han
staat mindre under kaldets evangelium end
under kravets lov. Soningstanken vinder
större og större magt hos ham. Derfor
bliver Eide den lidende Brand. Om hans
hoved ligger ingen lysglorie, men en tung
tornekrans, som hugger ham med sine
tagger og suger hans blod. Han vakler
under smerten, men kun for i næste öieblik
— i drivende angst for at svigte — med
viljens hele styrke at klamre sig desto
tættere til ideens himmelhöie, men mere og
mere golde stamme. I denne vaklen er
det, at Brand fra at være ideens
personifikation bliver mennesket.
Det er neppe tænkeligt, aten scenisk
fremstiller af denne store rolle helt kan
und-gaa at virke monoton. Vor fremstiller
undgaar det ialfald ikke. Naar man i denne
forbindelse har bebreidet ham, at han ikke
har givet plads for en varmere tone i sit
spil, er hertil at sige, at .han har havt den
sterke kunstneriske vilje til at give
skikkelsen en hel stöbning, og han har været
ængstelig for paa nogen maade at forrykke,
hvad der efter hans opfatning er nerven.
Han behersker til fuldkommenhed Brands
uro og Brands tvil, han er prægtig i de
öieblikke, da livets tildragelser holder paa
at splintre ideen for ham og böier ham
som den lille, svage ind til hustruens bryst,
medens ömheden kjæmper med hans haarde
selvbeherskelse. Men han lader ikke
varmen slippe frem. Hans stemme k\inger
kort, brudt, saar, man synes alt at
fornemme denne indre dirren fra hjertets
fineste fibre, men den löses ikke ud, den er
som et opkomme, der pludselig viser sig
for straks at synke tilbage i jorden igjen.
Hustruen, Agnes, spilles af den unge
kunstnerinde fru Aagot Didriksen. Hun
har i sin fremstilling lagt vegten paa den
inderlige hengivenhed hos denne anden
martyr for Brands kamp for ideens
virke-liggjörelse. Hun er den blide, lydige kvinde,
der — segnefærdig — elsker den
vilje-sterke mand, som er saa haard i sin
kjærlighed. Hun kan medrette sige: »Hustru
er jeg; tör du byde, skal jeg böie mig og
lyde.» Hendes modstand er svag, vigende;
der findes ingen vilje, som brydes. Men
man föler da ogsaa, at dette tendre sind
aldrig har evnet at bære vegten af Brands
alvor. Og man savner den fuldbarmede,
varme Agnes, moderen, der gjennemlever
den oprivende, smertefulde kamp for sit
barn og sine minder. Der er noget fint,
skjært og sympathisk, en stille inderlighed
i fru Didriksens fremstilling, men hendes
Agnes bliver ikke betydelig nok til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
