Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Gerhard Munthe. En studie af Jens Thiis. Med 37 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dragen. Af Harald. Hårfagres saga.
stænge fantasien inde i firkantede billeder,
men slippe et brus fra luft og hav ind
over teksten.
Pa bakgrund af denne ornamentik,
hvori drager snöfter og spydodder
kvæs-ses, hvor pile sortner luften og det
flyder med blod, stiger begivenhederne
frem i större og vildere dimensioner.
Det er vignetter og frisér fra Snorre,
som pryder teksten i denne lille studie —
den bedste bogpryd, som er gjort i Norge.
»Jeg antager, skriver Munthe selv
om illustreringen af vor oldtid, at det
er illusionen (intimitet) som man först
og fremst må stræbe efter, enten man
står ligeoverfor nutid eller fortid. Vi
taler om »egthed», »lokalfarve» og kan
om fortid bruge ordet »tidsfarve» —:
at træffe tidsalderen. Vi föler alle, at
dette er værdier. Den billedlige
fremstilling, jeg så af vor oldtid, af myter og
saga, tilfredsstillede mig ikke.
Mestendels var det etnografiske og arkæologiske
udstyr alene om at bære illusionen,
medens den moderne fremstillingsmåde altid
modarbeidede indtrykket af ælde. Når
jeg derimod gik op i oldsamlingen, så
kom jeg straks i stemning. Den fortalte,
at dette ydre apparat ikke var
tilstrækkeligt. Det var let at se her, at vor
oldtid ikke var nået, og jeg fik tvil, om
den nogen gang kunde nåes ad
naturalistisk vei, fordi vor oldtid selv ligger
udenfor naturalismen og den hele
nutids-opfatning. Vi kan ikke få oldtiden til
os, men vi må gå hen til den.»
Munthe har indset, at man da måtte
ga udenom både renaissance og
grækerstil. Han fatter ikke, at Walter Crane
har kunnet bruge renaissancens
form-schema til at illustrere Homer, som jo
leved i den pragtfuldeste broncealder,
og at Lorenz Frolich har kunnet se
Eddaen indenfor det klassiske kunstsyn.
»Jeg kunde tænke mig at vakle mellem
et par af vore gamle stilarter, men
forskjellen mellem den nordiske mytologi
og Olympen med sine guder er for mig
som mellem vinter og mörke — sommer
og sol.» Selv har Munthe sögt
illusionen d. e. det rigtige milieu i en bunden
kunst og bygger i sin ornamentik på
vikingetidens broncealder. Og når man
blader gjennem disse sider, skulde der
ikke trænges mange ord for at udvikle,
hvor godt det er lykkedes ham at bygge
selvstændig på dette historiske grundlag.
Heller ikke skulde der trænges nogen
udforlig kommentar for at åbne öiet for
disse tegningers skjönhed og kraft.
Ser man uhildet på dem, söger man
at frigjöre öiet for dets slette vaner fra
al den prydlöse illustration af moderne
böger og blade, så kan ikke værdien af
disse tegninger længere være tvilsom for
nogen, som har fornemmelse overfor kunst.
Se, hvor kompositionen i dem er fast
og hvor den har kjærne! Se hvor vakker
og mandig stregen er og fuld afliv! Og
denne vovsomme og spænstige fantasi, som
foregjögler os de underligste tankebilleder!
Som ringe kjeder sig sammen, så
lænker sig i vor tanke ideassociationer om
vargen. Af Harald Hårfagres saga.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
