Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Gerhard Munthe. En studie af Jens Thiis. Med 37 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
\
ikke været svært mange kunstnere, som
i böger har sat sort på hvidt så myndig
som Munthe. Og det rare er, at han
har nådd så langt uden at låne af dem.
Selvfölgelig er ikke alle
Snorrebille-derne lige gode. Blandt de aller förste
er der nogle, som famler, blandt de sidste
er der nogle, som ser trætte ud. Men
hvorfor tale om dem? Det lönner sig
bedre at tale om det, som er det bedste.
For selv det bedste er mangfoldigt —
af forskjellig slags.
Der er halvt naturalistiske billeder
blandt dem, landskaber, som har
tone-værdt selv i den enkle grovstribede
tegnemaner. Som det med sauene på
næs-berget i striregn, der vikingskibene
kommer stevnende ind fjorden mod Orknderne
(s. 643). Eller den vintervei gjennem
skogen med slædefart i fakkelskin, som
heder Olav farer pa gjesting i
Gudbrandsdalen (s. 644). Eller Olavs mænd
brænder i Valdersbygderne (s. 647). Eller
også den gråveirsdags aften, da Asmund
Grankels’dn kommer over Håreks
huskarler, mens de slæber bytte til båds
i udværet (s. 646).
Den djærve brede pen redder her
naturalismen over i prydkunsten. Det
er nyt, det er vovestykke, som ikke
falder ud af rammen.
Det er morsomt at se Munthe gribe
med den ene hånd efter det dekorative
uden at slippe med den anden sin
naturalisme. Men det er morsommere at
se ham gjöre ornament.
Som han magter at lempe en figur
eller en gruppe ind i en ring (s. 642, 643,
650, 652, 662), som han kan fylde en
firkant (s. 642, 662, 663, 664), som hans
fantasi snart frit og legende, snart under
de strammeste töiler ved at finde rythme
i friserne, som åbner hver saga (s. 641,
648, 649).
Der er noget velgjörende i dette
byttespil mellem det naturalistiske og
det ornamentale i Snorre-tegningerne.
Det ene klær det andre, og det hele
blir udogmatiskt og ledigt og spontant.
Man blir så proppet med stilisering
nutildags, at man blir helt ilde tilpas.
Man kan næsten ængste sig for at åbne
et nyt tidskrifthefte, for man har ikke
godt af så mange rodlöse liljer og
snorkler. Bl. a. af den grund gjör det godt
at blade i Snorre og fornemme den lidt
ramme lugt af en bestemt jordsmon på
denne vor stiliserede klode.
For her er der ialfald ingen forloren
klassicisme, og ingen forfrossen
renais-sance, men hedenold og vikingetid og
råkold tåge med stygge drömme og stank
af blod.
Og er det ikke den rigtige baggrund,
som Snorres sagahelte kan skinne frem på?
Da Munthes Snorre-tegninger kom
frem, var der mange, som syntes, at de
var for kunstig naive.
De er slet ikke kunstige, fordi de
er naive. Men de er lige så meget
bevidste, som de er naive.
For Munthe skrev en bekjendelse,
da han skrev ned de linjer:
»Det er intet unaturligt i, at
bevidsthed og naivetet går hånd i hånd; thi
vistnok kan bevidstheden knægte eller
dræbe barnsligheden hos mange, men hos
andre dör den aldrig. Den vandrer med
dem hele livet og kommer på förste
vink.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
