Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Den landflygtiges dröm. Af Johan Bojer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN LANDFLYGTIGES DRÖM.
mor i den gamle stue, ätter kjöre til
kirke i den röde gig, ätter se bygdens
unge jenter med skaut og salmebog, og
blandt disse er der en især . . .
Maanen skinner i brede strömme
henover fjorden, stranden nærmer sig,
gaardene skimtes förän fjældene; men
bygden ligger i dyb sövn, og kun et
eneste lys ses; der ligger kanske en syg
bag det vindue.
Endelig skurer baaden mod fjæren,
og han rejser sig og hopper i land.
Hvad? Jamæn staar ikke hans gamle
mor i fjæren og venter ham. Nei god-
dag du, er du virkelig oppe saa sent,
fordi du venter mig?»
»Skulde jeg ikke være oppe, naar
jeg vidste du kom! Skynd dig nu, saa
vi kan komme ind og faa tændt lys,
jeg undres paa, om du har forandret dig
meget.»
Gammel og skjæv gaar hun ved hans
side op över bakkerne. Stuen staar der
med hvid mur under tömmervæggen, og
de hvidmalte vindueskarme skinner mod
maanen og hilser velkommen.
Men inde lugter det af granbar, som
er strödd paa det nyvaskede gulv, og
paa bordet staar römmegröd og fladbröd
og melk og gjedost.
Og mens han ny der de kjære hjem-
lige retter fåår han vide, at alting er
akkurat som för. Mor tenker ogsaa
iaar at være sæterbudeie, men i mor-
gen er det söndag, og da skal han vel
kjöre hende til kirke i den röde gig?
Endelig gaar de til ro. Han sover
i sin gamle seng, lagenerne dufter saa
kjendt, fordi mor selv har vasket dem,
skindfælden er ny, og höiet under ham
dufter friskt, fordi det blev taget ind fra
volden i dag.
Da han vaagner den næste morgen,
staar mor med kaffe paa sengen.
Han stod op, tog sine stövler og
gik hen i staburet for at smöre dem af
den gamle gryde. Saa tog han bidsel
og hentede hjem fra hestehagen den
svarte hoppe, klinkede dens skoer fast
og satte den saa for den röde gig.
Saa traadte mor ud i sin blomstrede
hue og sit sorte sjal om skuldrene. Og
solen stod höjt över de afslaaede marker
og bolgende akre mens de rullede af-
sted ad den brede almanvej. Gaaende
standsede og trykkede sig ud paa vej-
kanten for hjulene, kirkeklokkerne op-
fyldte luften, hunde halsede, unge piger
gik med salmebog og hvidt skaut, og
vejene bleve sorte af kirkefolk, — alt
var som för.
De kjörer ogsaa förbi en ung pige i
lys kjole, datter af skolelæreren, og hun
rödmer og ser op, idet de ruller förbi.
Husker hun maaske den gång de roede
ud sammen — de to — for at fiske,
men i stedet kom de til at lande paa
en liden o.
Endelig drejede de ind i den store
skog förän kirken, og her gik gjæterne
som för med sine bölinger, og de blæste
paa bukkehorn og de smiede paa löjpe-
kviste og tyggede bark og spyttede
brunt som tobaksspyt — akkurat som i
hans egen barndom.
Men her blir den ellers saa spake
hoppe sky og sætter afsted, sælepinden
springer ud, vognarmen falder ned, den
anden arm knækker, begge armene bar-
dus i vejen, hesten sindssvag, moren
slynges til en kant, han til en anden,
og hesten fly ver en tredie vej.
Endelig kommer han til sig selv og
reiser sig op. Gudskelov han har sine
lemmer i behold. Men hvor er moren?
Han springer afsted og raaber, stir-
rer till alle kanter, raaber paany. Intet
svar. Kirkefolk er der ikke mere af,
kirkeklokkerne tier, og han er ganske
alene i skogen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
