Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Den landflygtiges dröm. Af Johan Bojer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN LANDFLYGTIGES DRÖM.
153
lierne, kjender hver sten og knaus igjen
fra för og lytter til det gamle, kjendte
sus i grantoppene. En fugl flakser med
larmende slag væk gjennem skogen,
rödder snor sig som toug över stien, saa
han ofte snubler, og en frisk duft af
lyng og skog bölger gjennem hans sind.
Bare han nu finder en baad ved van-
det deroppe, saa han slipper at gaa den
länge omvej omkring.
Han hopper fra tue til tue indover
myrerne og standser nu og da for at
trække pusten. Og hele tiden lyder
denne kjeridte sus af höjfjæld og vidder
som et fjernt hendöende orgel. Den
höje himmel taber sig i mörke sky-
banker nede ved vidden långt mod vest,
stjernerne tændes, bækkene synger borte
i klöfterne, aa, hvor han kjender det
hele !
Endelig er han ved fjældvandet. Det
ligger der med mörke, muldede bredder
og spejler himlen i skumringen. Han
finder en baad — det er blevet en ny,
men den gamle var jo ogsaa læk, —
og han skyder den fra, hopper ombord
og ror med länge aaretag indover mod
sætrene, medens baaden trækker en leven-
de fure efter sig i den blanke flade.
Her staar de nögne fjeldkammer og
spejler sig, en enkelt grön holme med
nogle birketrær synes at svömme om-
kring, — långt borte löfter en tyk furu
sin krone mod den gyldne himmel. Fi-
sken sprætter og slåar ringe i vandet,
og långt der öst mod Sollidsætrene duk-
ker en gul halvmaane frem og ser ud-
over heierne.
Han undredes över, om det vel var
hans gode veninde Oline Skau, som var
sæterjente i aar ogsaa. Han havde kjær-
net for hende mangen engång — men ude
i verden havde han glemt at skrive til
hende.
Ei, der kunde han se sætrene. Hu-
sene lignede tilfældige stene derborte i
heien, men lidt efter ser han lys, snart
hörtes ogsaa musik og glade stemmer.
Der dansedes ■— hei!
Og baaden skurede mod land, han
sprang ud, tråk den op i sikkerhed, la
saa paa sprang og klöv snart över de
skigarder, som indhegnede sætervolden.
To hunde kom halsende, bjælder löd
fra fjösene og ungdommen dansede paa
volden, men holdt inde, da han nær-
mede sig.
»Hei!» skreg han og slog den ene næve
i den anden. »Hvor er spillemanden?
Lad det bli en halling!» Og han tog
den förste den bedste jente, men hun
vilde ikke, hun sled sig lös og tog flug-
ten. Han tog en anden og slæbte med,
men hun gjorde ogsaa modstand, hun
vilde ikke hun heller.
»Hvad? Hvad er det her for sner-
peri? Ja, saa tar jeg Olina Skau!» skreg
han. »Hvor er hun?»
Men da satte flokken i en lätter. Og
endelig siger gjætergutten: »Hun Olina,
det er da mor til sætertausen det. Tror
du en gammel kjærring er her for at
danse paa nattens tid?»
Da husker han ätter paa den gamle
lægdekjærring og hendes spejl og skam-
fuld sniger han sig afsides, — og lidt
efter ror han ätter udover det stille
vand.
»Hvad hjælper det! tænker han bit-
tert, »at fjæld og skog, myrer og vand
er som för, naar menneskene er biet
andre!»
Men nede i bygden mödte han ätter
den gamle lægdekjærring, og nu sa hun:
»Jeg kunde maaske hjælpe dig lidt. Jeg
kan sælge dig en gammel ildtang, som
kan vise dig alt som det var för i tiden.
Naar du roder med den i glöderne paa
din arne, da skal kirken sættes paa sin
gamle pläds, din mor og jenterne med
skaut skal bli levende igjen, og klok-
kerdatteren kan du ätter ro ud og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
