Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Norsk litteratur i 1904. En gjennemgaaelse af Andreas Jynge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANDREAS JYNGE.
lig og saa stor, fordi den er en essens af
de enkelte menneskers inderste væsen i
deres sterkeste og deres svageste öieblikke.
Det er et verk af en betydelig digter, et af
de störste kunstverker i nynorsk literatur.
I slegt med Karen i »Kjærlighedens
tragedie» er fru Eva i ^Kvinden skabt af
manden». Denne lille bog, der udkom
ifjor vaar, danner idethele en interessant
parallel til Heibergs kjærlighedsdrama. Men
der er den afstånd mellem dem, som der
nödvendigvis maa være mellem en psyko-
logisk studie og et digterverk, der fantasi-
fuldt og beaandet taarner sig op över de
psykologiske studiers grundmur. Den ano-
nyme forfatterinde giver — under en
streifvis polemik mod dr. Weiningers verk
»Geschlecht und Charakter» — en selv-
skildring, idet hun med ærlig vilje til ikke
at romme undaf prover dette verks paa-
stande og slutninger paa sig sel v. Hendes
hovedresultat er, at hun maa elske og els-
kes, eliers savner hendes liv det indhold,
som for hende gjör livet til liv. Og skjönt
der hos hende fmdes to afledende strömme,
först moderfölelsen og dernæst evnen til
selvstændigt arbeide, udspilles der ogsaa
her en kjærlighedens tragedie, som rigtignok
ikke ender i en brat katastrofe, men i en
langsom gliden ud i de gråa dages ensfor-
mige hav. Bogen vakte stråks opsigt. Det
sensationslystne publikum bröd öieblikkelig
gjennem anonymiteten og greb forledet af
bogens form fat i de ydre begivenheder og
oversaa, at selvbekjendelsens gjenstand er de
indre begivenheder, det, som lever og rö-
rer sig i den kvindesjæl, som her har aabnet
sig. Da det saa meget snart blev bekjendt,
at skuespillet »Edderkoppen», som udkom
— ligeledes anonymt — nogle maaneder
efter, skrev sig fra samme haand, opnaaede
hun i det store publikums öine at blive fjor-
aarets enfant terrible i norsk literatur. Hun
har i dette skuespil, der i teknisk hen-
seende er långt fra at være vellykket, skild-
ret et kvindeligt monstrum, en halvgammel,
men altid lige livsgraadig »jomfru», der
under hellighedens og godgjörenhedens ma-
ske spinder det sjofle net, hvori hun fan-
ger sine mere og mindre rygradslöse med-
mennesker, som hun gjör til redskaber for sit
magtbegjær og sine erotiske tilböieligheder.
Meget forskjellig fra Karen i »Kjærlig-
hedens tragedie» og Eva i »Kvinden skabt
af manden» er den kvinde, fru Amia Munch
har skildret i romanen »Glæde». Hendes
liv er en flugt fra erotiken til venskabet.
Det levende grunddrag i hendes natur
er en mere og mere bevidst fölelse af
at staa i förbindelse med en oversanselig
magt, hvis væsen udstraaler godhed og
kjærlighed. Og denne fölelse skaber hos
hende den store, varige »glæde», der igjen
med hendes egen livsskjæbne som bag-
grund bestemmer hendes livssyn og former
hendes livsideal: menneskene er ikke saa
gode og kjærlige mod hverandre, som de
burde, — de er mere ulykkelige end onde,
—■ de skulde alle föle sig som brödre.
Den store roman er ikke synderlig godt
komponeret. Forfatterinden rober ogsaa
til sine tider en usikker smag; men der
findes afsnit, som er præget af den psy-
kologiske kunsts fine intimitet.
Vi har hidtil bevæget os mellem jor-
diske kvinder; men den meget unge därne,
som Alvilde Prydz fantaserer över i sit
höitidelige skuespil »Undine», har aaben-
bart rystet alt jordisk stö v af sine hellige
födder. Som syttenaars pige har hun væ-
ret forelsket, men da den historie gik i
baglaas, er hun selv gaat samme vei. Hun
indhyller sit eget portræt i sörgeflor, klæ-
der sig i sorgfuldt blegblaat og vandrer
omkring som et merkeligt, mystisk væsen,
uudgrundelig baade for sig selv og sine
omgivelser, der aabenbart — ligesom for-
fatterinden •— nnder hendes selvdyrkelse
ganske i sin orden. Og det værste er, at
hendes affektation smitter etpar af de mand-
folk, hun moder, saa at de i sin — selv-
fölgelig ganske resultatlöse — kredsen om
denne levende mystifikation begynder at
tale med serafernes ikke let forstaaelige
tungemaal.
Det er velgjörende at komme fra denne
blegblaa affektation til de skjönne, varm-
blodige kvinder, som lever sit liv i Tho-
mas P. Krags roman »Gunvor Kjeld».
Det er flere aar, siden Krag har skrevet
en betydelig bog; men denne sidste viser,
ätter hans store evne. Han er brudt ud i det
dagklare liv med aabne öine og aabne san-
ser uden derför at slippes af det greb, som
livets hemmelige, urovækkénde magter har
i hans sind. Hans sjæl har opfanget det,
som lever i menneskenes indre i længsel
og lidelse, i skjönhed og mörke, i glæde
og ångst. Hans kunst rummer baade li-
vets ungdomslyrik og dets sagte hento-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
