Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Norsk litteratur i 1904. En gjennemgaaelse af Andreas Jynge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORSK LITERATUR I 1904.
319
nende elegi. De mennesker, han skildrer,
er snart naturer, i hvem livet er stort og
sterkt og varmt i mangfoldig, forskjellig-
artet udfoldelse og snart pjankede, hjerte-
törre væsener. Det er livsidealismens faa,
ranke, stadig stridende individualiteter stedt
blandt mennesker, for hvem det daglige
yelvære, den hævdede norm, den trygge
ensartethed er alt. Den store roman, der
er skrevet i Thomas Krags skjönne, ryth-
miske sprog med de myge bölgelinjer, i stor
episk bredde, omfatter to generationers liv.
Det er en nutidsroman, men de ydre om-
skiftelser i de perioder, som gjennemleves,
afspeiler sig ikke hos bogens mennesker,
den handier kun om deres personlige liv.
Ogsaa Jens Tvedts »Djup jord» ud-
merker sig ved sin fine kvindeskildring.
Den vakre, livsvarme, vaagne fortælling
handier om to unge menneskers kjærlig-
hed, om standsfordom, som lægger sig
iveien, og om moderfölelsens forsonende
evne. Man træffer den samme förening af
gode egenskaber som i forfatterens tidligere
digtning: hans virkelighedssans og skjön-
hedsglæde og det harmoniske samspil af
lime og älvor.
Som en mörk modsætning til denne
lyse bog staar den unge forfatterinde
Ragnhild Jo’Isens fortælling » Rikka Gån ».
Den skildrer en ung kvinde, som længter
mod skjönhed, men drives först af andre
og saa af sine egne sanser ud i livets
grimhed. Det er et menneske med sterke
fölelser, som gjennem sindets lidelser fåår
en stadig dystrere glöd, til sjælen synker
i mörke og flammer i fortvilelse. »Rikka
Gån» er en kraftig bog, vokset frem af et
lidenskabeligt kunstnertemperament med den
sterke fantasis Iivgivende evne. Hvad der
i udformningen af enkeltheder ved förste
öiekast kan virke som maner, ja endog som
maner opstaat under literær paavirkning,
falder i virkeligheden ind i beretningens
ene, store, sorgtunge rythme.
Ogsaa hos Andreas Haukland merkes
en voldsom, lidenskabelig natur. Som kunst-
ner elsker han det brutale og de sterkt-
flammende farver. Der har været noget
ubændigt, uciviliseret ved ham; det har
givet sig udslag baade i kraftfuld oprinde-
lighed og i grove smaglösheder. I den
serie af beretninger, som han fremdeles
hölder paa med, om den omvankende nord-
landsgut har han ofte givet levende og
kunstnerisk udmerkede billeder af nord-
landsk natur og folkeliv og samtidig skild-
ret det mandlige driftsliv vildt og utilhyllet.
Den sidste fortsættelse »Hvide nætter» vir-
ker des værre kun som et nyt kapitel uden
nyt indhold.
I hovedpersonerne i Rasmus Lölands
og Jappe Nilsse?is tildels vellykkede psy-
kologiske kjærlighedsnoveller »Umskifte»
og »Kun en gång vaar» skimtes det en-
somme menneske. Dette hyppige moderne
fænomen spiller som överalt eliers en frem-
trædende rolle ogsaa hos flere af vore for-
fattere. Vi moder det som et fornemt sind
i en luvslidt ham i Oscar Aagaards flyg-
tige overfladeskildring af ottiaarenes literære
bohem. Og Mons Lie har i romanen
»Månd överbord!» ätter fremstillet et nyt
individ af de månge, som efter sin natur
ikke kan glide ind i det moderne livs spor,
men famler og kaver ved siden af. Det
er et reflekterende, realitetsræd menneske,
for hvem valgets öieblik, da han endelig
engång maa skride til handling, ganske
naturlig bliver et svaghedens öieblik, og
som dermed stödes ud af den svingnings-
linje, hvori hans sind bevæger sig. Bogens
tone har faat klang af den paa en gång
kloge, nervöst eksalterede og pedantisk for-
skruede månd, som skildres. Og hele ro-
manen er fyldt af det nervöse menneskes
jag, af hans sinds andpustne flakken, hvor-
under alle indtryk forsterkes, til fölelsen af
livets umulighed slynger sig gjennem alle
fornemmelser og kvæler. Den har baade
en menneskestudies interesse og den gode
romans spænding. Og som altid hos Mons
Lie merker man kunstnerpersonlighedens
umiddelbare nærhed.
I modsætning til de to foregaaende er
den ekscentriske begavelse i Knut Hatnsuns
nordlandsfortælling »Sværmere» ikke et
sindsoprevet menneske, men en freidig,
uvorren, glad fyr, der ved at arrangere sig,
og som tilsidst gjör sin lykke. Bogen lyser
af godt humör, der omsætter sig i mor-
somme indfald og vittig spög. Og man
nyder den rammende, kvikke, gladlynnte
menneskeskildring. Samtidig skal nævnes
Johan Frederik Vinsnes’ delvis ganske
muntre komedie »Wurm», der ogsaa fore-
gaar i Nordland, men rigtignok i det syt-
tende aarhundrede. Tonen er ikke altid
holdt, men menneskene er godt og for-
nöielig karakteriseret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
