Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ansigt til Ansigt. Af Henri Nathansen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANSIGT TIL ANSIGT.
Af HENRI NATHANSEN.
IGILL WENG stod i Gängen
udenfor Parkettet. Under
det hvide Gasblus saa han
sin Hustru i en blöd Klump
af Kvinder, der kæmpede
förän Spejlet. Hvor latterligt — denne
Optagethed af Livets usle Bagateller 1
Fian saa et Hoved bevæge sig i under-
fundige Manövrer for at komme til, dukke
frem, dukke bort, medens Fingrene dir-
rende gled över tynde Strænge af Haar,
der krusedes op og beföltes ömt og katte-
blödt. Snese af buede Arme var i tyst
og ivrig Bevægelse, som om de alle pil-
lede Fnug, de runde Legemer duvede
og fjedrede uden Ynde, uden Særhed —
en tilfældig Flok af samme Kön, solida-
risk ublufærdig.
Han vendte sit Hoved bort, led som
han blev ved Kvinder i Klump og ved
den Fællesduft af lun Parfyme, der trængte
sig paa. Svage Blus af könsligt Had
tændtes i hans Hjærne. Hvorfor blev
han staaende midt i denne ægteskabelige
Dunst af Kvinder?
Og Ellen stod stadig derhenne i den
lumre Sværm, lod sig rolig trænge og
beröre, syntes ikke at mærke den nögne
Nærhed i disse blöde Tryk, stod kun
stiv og stædig paa sin Ret til Spejlet,
smaadæggende, smaapillende. Hvorfor
kom hun ikke . . . ? Fölte hun intet af
hans jämmerlige Ubehag ved Klumpen?
Han gad male denne Sværm . . . men hun
var jo med deri. At hun dog ikke gik
bort! —
Det var förste Gång, de efter Bryl-
luppet var paa et offentligt Sted. I no-
gen Tid havde han lukket sig inde i sit
nye Hj em — af Träng til at være
ene — af Lede ved Livet udenfor. Laa
det ikke lavt og lumpent paa Lur og
længtes kun efter at trække ham frem
til Beskuelse og spörge: hvorfor — —
hvad nu — —?
Hvorfor — — ? Hvad bröd han sig
om de Spörgsmaal? Han havde taget
Ellen, fri og med Frihedens uoverlagte
Glæde. Hun var gledet ind i hans Liv . . .
danset ind deri. . . Primavera. . med det
Pust af Fest og gyldent Foraar, han saa
ofte havde drömt om i det gamle Ate-
liers nögne Kulde. Foraar . . . Foraar . . . !
Hvad kunde hun for, at hendes Fader
var rig — kunde han selv derför? Hvis
det nu netop var denne Rigdom, der
havde farvet hendes Öjne saa luftige i
deres Blaanen, at han förnam deres Lys
som selve Luftens aabne Blåa — hvis
det var denne Rigdom, der havde givet
hendes Hud det skimrende Skær af Hvid-
hed, Renhed — — hvad saa? De andre
var dog Klude mod hende!
Hendes Sans . . . hendes Sjæl. . . ? Hun
elskede ham, var det ikke Sjæl nok?
Hvad vidste han om de andre, han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
