Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ansigt til Ansigt. Af Henri Nathansen - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
HENRI NATHANSEN.
kendt? Hendes Sjæl var dog ren, selv
om den ikke var andet. Klude . .. Klude
var de andre!
Han hörte det hviske svagt smilende
i sine Tanker: hvorfor vilde du-se Astrid
Kruse spille iaften? Han slog det bort. . .
det var Ellen, der vilde det. Men ön-
skede du ikke ogsaa selv. .. r Han slog
det ätter bort. . . ligesaa gærne Astrid
som en hvilkensomhelst anden. Der duk-
kede et Par Öjne frem i hans Sind —
han syntes, hans egen Sjæl saa paa ham.
Naa, ja — maaske havde han ogsaa selv
vulet. . . hvad saa!
Han vendte trodsig sit Hoved, som
om nogen havde sagt ham imod. Henne
fra Spejlet kom Ellen, barnlig i sin lidt
kælne Ynde . . . hun var jo ogsaa et Barn.
Hun löftede sig i Gängen som et fint og
fornemt Dyr, under det let posede Liv
vuggede det unge Bryst lunt og levende . . .
som Fugleunger tænkte han og smilte.
Hun stod og tråk de länge Handsker
paa med et svævende Smil mellem ham
og Publikum,der var begyndt at hviske
omkring dem . ..
»Det er morsomt, synes du ikke, saa-
dan at være ude sammen — nu.» Hun
lo med en lille pludselig Lätter, der stop-
pede i Farten, ångst for sin egen Kaad-
hed. »Hm», sagde hun saa, rettede sig
i Ryggen og slog Slæbet damesikkert
bag sig. Det var, som om hun med et
traadte ind i Ægteskabet. »Du har vel
min Kikkert og Billetterne? Saa kan vi
godt gaa ind.»
Han kastede i Forbigaaende et Blik
i Spejlet. Hvorfor havde han dog ladet
Haaret klippe? Javist — det var lige-
gyldigt — og naar Ellen nu havde ön-
sket det. Men saa han ikke ud som en
anden .. . som alle de andre . . .
Hun gik et lille Stykke förän, tryg,
underlig sejlende. Kölvandet . . . tænkte
han med et Smil, idet han fulgte.
IL
Hun talte ivrigt smaapludrende, idet
hun samlede Slæbet og gik ind paa Ræk-
ken. Han gad intet se, fulgte, med Blik-
ket ligegyldigt slöret — men anede An-
sigter, der böjede sig sammen, og en
sagte Summen, der fulgte dem som en
Fluesværm. Lidt inde paa Rækken stan-
sede hun, spurgte om Nummer. Hilste
pludseligt og indtagende paa nogle Be-
kendte, nævnede deres Navn som Op-
fordring til ham om ogsaa at hilse. Idet
hun vendte sig og gik videre, hörte han
Silkens intime Hvisken —
Hun satte sig med månge smaa, hem-
melighedsfulde Bevægelser, inden Sködet
fäldt til Hvile. Saa böjede hun sig hen
imod ham, lykkelig över Fællesskabet
under de månge Blikke. Hans Öjne gled
ömt över Haarets modne Fylde, der Jige-
som tyngede hendes Hoved en Kende
og gav hendes Pande Ansigtets ene-
ste Skygge. Han syntes, han anede
Blodets rene Farve under den spæde
Hud . . . blegne ud längs de vejrende
Næsebor, der var skære i deres Rosa som
smaa Konkylier. Den lidt korte Over-
læbe saa til, saa uvidende uskyldig. Midt
i denne Sværm, der sad fordelt og ikke
kunde röre hende, fölte han hende som
den, han elskede at föle. Kæreste. . .
kæreste. . . aandede det sagte i hans
Hjærte. Han sad og nöd hendes Nær-
hed som Fornemmelse af Sol og lykke-
lig Sansning. . . fattede ikke rigtig, at
hun havde hvilet i hans Arme . . .
Han kom til at smile af sig selv og
fölte stråks Gulvet under sine Födder.
Hörte den summende Lyd af sammen-
stemt Spænding og Aandedrag fra Salen
bag sig. En svær Därne tog Pläds ved
hans Side, hendes Duft og Värme bredte
sig i södlige Dampe om ham. Han
vendte sit Hoved mod Ellen og sansede
hendes Huds svagt duftende Värme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
