Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ansigt til Ansigt. Af Henri Nathansen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANSIGT TIL ANSIGT.
343
Hvorfor syntes det ham med et saa usöm-
melig naturligt, at hun havde hvilet i
hans Arme . . .?
Ellen böjede sig tæt hen imod ham
og hviskede:
»Jeg kan höre, de sidder og snakker
om os bagved. Hvor alting dog er mor-
somt i Aften! Hr. og Fru Weng —»,
hun bristede sammen som en Backfisch.
Saa römmede hun sig alvorlig og saa
interesseret mod Fortæppet.
Han havde fölt hendes lette Kaadhed
som et Pust i den træge, sammenlöbne
Luft. Nu rejste han sig og saa ud över
Salen . . .
Var det ham, de alle saa paa og
hviskede om? Gik Sladderen maaske
nu om ham og Ellen . . . og"Astrid. Der
var Blikke, han ikke kendte; men de var
rettet saa sikkert imod ham, at han fölte
dem som knyttede Næver, der tvang ham
til at blinke. Han fölte en dump Harme
stige mod denne Pöbels Ublufærdighed
og lod Blikket svæve bort mod Salens
Baggrund. Nu og da hörte han spidse
Hvislelyd bane sig Vej sorrf Pile mod
den Pläds, hvor han stod, og han stram-
mede sig sammen, saa han syntes, han
mærkede Blodet fälde fra sit Ansigt.
Dybt inde i Parterret var Lyset dun-
kelt som under Bladhang. Derinde i
Skyggen paa sidste Bænk havde han
siddet mangen Gång för — de unge for-
elskedes Bænk — —
Hvorfor sad han der ikke nu? Ellen
mente ikke, man kunde gaa der. Herre-
gud —
Han skimtede pludselig Nyblom og
Robert Tauber inde i Halvmörket. De
saa paa ham i det samme, men tråk sig
ligesom lidt tilbage i Mörket, da hans
Öjne mödte deres. Han förnam en un-
derlig Blegnen över sin Hud. Tråk de
sig virkelig tilbage? Fordi de saa ham?
Han lod ätter sit Blik glide derhen,
saa det strejfede deres Ansigt . . anede,
at de ätter saa paa ham. . og hviskende
böjede Ansigterne sammen, da de troede,
at hans Blik var gledet dem förbi.
Han stod et Öjeblik og saa trod-
sig hen över Salens hundrede Hoveder.
Hvorfor havde de trukket Öjnene til sig?
Troede de, han bekymrede sig om deres
Haan — han kunde gudskelov klare sig
dem foruden. Var det deres Mening at
lukke ham ude fra deres Kres, fordi han
havde knyttet sig til en anden — saa for
ham gærne! De var maaske endogsaa
lumpne nok til at tro, at han vilde svigte
noget, fordi han tilfældigvis havde giftet
sig Penge til. Var det maaske de Smaat-
terier, han havde ofret for Ellens Skyld,
Udenværkerne i hans Kunst, som han
ikke engång selv gad holde — var det de
Bagateller, hans Venner kaldte hans Sær-
hed, hans Föragt? Hvis de vidste, hvor
dybt alle disse sygelige Farver havde bun-
det i Længsel efter den Sol, som han
nu rejste ned til, naar Foraaret kom. Han
skulde vise dem . . han skulde vise. . !
Havde de virkelig trukket Blikket til
sig — eller var det kun noget, han syn-
tes? Men hvor kunde han selv finde paa
den Tanke. . . var der dog noget. . fölte
han da selv . . nej, nej, han havde intet
svigtet! Det var, fordi Ellen var rig — de
taalte ikke, at han havde faaet lidt af
det Guld mellem Hænder, som de alle
havde sukket efter i Löndom. Var Ver-
den da saa fattig, at den ikke undte, at
En blev rig: Hvor taabeligt dette: alle
eller ingen. Vilde Syner, födte af Fat-
tigdom og Nöd! Og Ellens Fader, hen-
des Slægt, Hj em, Omgång . . . hvad ved-
kom det ham altsammen . . . hvad ragede
deres pralende Aandsforladthed ham!
Hans Maal var dem fremmed, som deres
var ham fjærnt, ja forhadt. Men Ellen
var ikke som de andre. Hun var ikke
som de andre. Hun kunde ledes til at
forstaa, elske Kunst og Aand. De skulde
faa at se ... han skulde vise dem . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
