Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ansigt til Ansigt. Af Henri Nathansen - III - IV - Ett kvällsrim. Af Axel Kumlien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANSIGT TIL ANSIGT.
345
vor Lykke, tryllet frem af vört Hjærtes
Stemning, fjäern fra Mennesker og Lar-
men udenom os — stemt sammen med den
fortrolige Tavshed, der vuggede i Luften
mellem dig og mig. Tiden gled dröm-
mende förbi. . . noget ubestemmeligt fra
en Fortid, vi ikke havde kendt, men hvis
Tone vi fölte, vi var födt til at elske og
forstaa, farvede vore Sanser. Astrid . . .
gled du ind i mit Hjærte . . . min Ung-
dom . . . min Lykke . . . og gav jeg dig
tilbage i min Kunst? Var det dine Öjne,
hvis blege Fjærnhed laa över min Farve . .
jeg kendte kun ét Skær, saa alt i det
Skær, elskede det, fordi det blev selve
Livets Farve i mine Öjne. Jeg var dybt
inde i dit Hjærte . . . jeg var derinde, naar
jeg saa, naar jeg tenkte, naar jeg ma-
lede. Jeg elskede mine Farver, fordi jeg
havde set ait, fölt alt sammen med dig,
samme Glæde, samme Smærte. Astrid,
hörer du ... du ved det . . . noget af dig,
af dit Liv, var Livet i min Kunst. Hvad
nu — hvad nu — —
Han fölte pludselig Ellens Haand röre
sig i sin ... Sad han dér med et frem-
med Barn ved sin Side? Havde han
været borte, og var han kommet tilbage
og saa, at der var gaaet hundrede Aar!
Stod han i dette Nu Ansigt til Ansigt
med sin egen Sjæl — spurgte den–––-
og kunde han ikke svåre . . . ?
IV.
Tæppet var nede. Ellen blev sid-
dende endnu en Stund med sin Haand
i hans. Saa böjede hun sig hen imod
ham og sagde:
»Kan du forstaa, hvor man kan spille
saadan? For hun elsker ham jo ikke . . .
spiller kun med ham ...»
Han sagde intet, rystede kun paa sit
Hoved. Saa böjede hun sig ätter ind
til ham og hviskede:
»Men ved du, hvad jeg sad og tenkte
hele Tiden? At det var dig, ham hun
spillede med. Saadan elsker jeg dig.»
Hendes Hoved laa tæt ind mod hans,
og hun spurgte, hastigt aandende:
»Og du . . ?»
»Kæreste ...» hviskede han smærte-
ligt og böjede sit Hoved.
ETT KVÄLLSRIA.
Af AXEL KUMLIEN.
Sörja, sörja, hvad gagnar det?
Kom, min flicka, låt oss förlåta
världen och världens fientlighet!
Det gifs ingen ändå som vet
något om lifvets gåta,
och föga gagnar att gråta.
Låt oss tänka en dag om sänder,
låt oss släcka hvarandras törst;
låt oss, fattiga mänskobränder,
flamma samman i eld, ty först
öfver kärlekens morgonländer
brinner stjärnan af hoppet störst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
