- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fjortonde årgången. 1905 /
390

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

390

CARL NÆRUP.

overtroiske Respekt for alverdens lumpne
og ubetydelige Tilfældigheder, havde han
vraget alt, som ikke besad Stemningsværdi.
Fra Begyndelsen til Enden var her kom-
poneret og stiliseret, til hvert Ord lyste af
Digterens egen Sorg og Fryd, og Stykket
stod der som et gyldent Net, i hvis glit-
rende Masker det fortællende og fantase-
rende »Jeg» var indfanget. Denne Stil syn-
tes uendelig smidig og udtryksfuld, — en
helt gjennemfört lyrisk Prosa med frit slyn-
gede, tvanglöse Rytmer, med melodisk mo-
duleret Stigning og Fald.

Paa de unge modtagelige Sind virked
denne rige stemningsmættede Prosa befri-
ende og befrugtende. Der stod op af den
en sterk, berusende Aande af et eget Sind;
en suveræn, skrankebrydende, grænseflyt-
tende Personlighed. I al Stilhed, tiden et
direkte tydeligt Ord, uden et eneste Skridt
hinsides den usynlige Tryllekreds om Dig-
terens Land, gjorde her en ny Livsbetragt-
ning sig gjældende. Hos denne Forfatter
brændte bag Lidelsen ved Virkeligheden
den Oprörsfölelse, som altid er den dri-
vende Kraft i de Unges Sind, og över hans
dæmpede, rykvis opblussende og heftige Tale
laa den Stemning af Hjemve mod et ukjendt
mystisk Fædreland — som maaske blot er
Oprörsfölelsen i en anden Form.

— Udpaa Vaaren 1890 kom »Sult» som
Bog. Fragmentet fra »Ny Jord» var såt
ind mellem tre nye store Kapitler, og det
udgjorde et ståteligt Romanbind paa 333
Sider. Det modtoges af Kritiken med næ-
sten enstemmig Anerkjendelse. De yngste,
uforbeholdneste Læsere sagde, at siden »Niels
Lyhne» havde ingen Bog gjort et saa vold-
somt Indtryk paa dem. De henreves af
dens hektisk blussende, urolige, snart dvæ-
lende og stilfærdige, snart oprevne og ja-
gende Skildringer. Det var en ny, roman-
tisk udskeiende og vilkaarlig Fantasi i dens
Ord og Billeder. Der steg et hemmelig-
hedsfuldt besnærende Tungsind op af dens
kjölige, höstklare Poesi. Og saa var det
jo Bogen om den unge Digter i disse siste
Dage, . . . den gamle Historie om den be-
gyndende Skribents Lidelsesgang gjennem
alle Armodens Ydmygelser og den hele Skala
af Fölelser, lige fra faldefærdig Undseelse
og Beskedenhed til vild Stormandsgalskab.

Som en besynderlig uforstaat og ufor-
staaelig fremmed Fugl streifer han om blandt
Byens Menneskemylder. I ham födes de

fjerne blændende Skjönhedssyner, for ham
toner og lyser Tingene med de sælsomme
ubeskrevne Lyd og Farver, som de fornem-
mes af hine lykkelig forrykte Visionære . . .
Kunstnererne, Dagdrömmerne af GudsNaade.
Men at han er alt dette, derom ved ingen
noget. Han er en Udstödt af Menneske-
nes Samfund, en Paria i sin usle Drägt og
ved sit afstikkende umandige Væsen.

Naar han vaagner om Morgenen, slaaes
han stråks ned af hele den haablöse Elen-
dighed, som omgiver ham paa alle Kanter.
Hans ynkelig fattige, afribbede Kot uden
Ovn og uden Laas for Dören, hvor Gulvet
giver sig for hvert Skridt, og Vinden piber
ind af tusen Sprækker, minder ham mest
om en ormstukken Ligkiste. De faa Ting,
han engång eiede, er gaat til Pantelaane-
ren. Hver Dag i länge Tider har han dre-
vet rundt og meldt sig til alle mulige le-
dige Bestillinger, men blot mödt Afslag,
halve Löfter, rene Nei.

Saadan er hans borgerlige Milieu.

Og derude — under den blåa Himmel...

»Hösten er kommet og har allerede be-
gyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og
Smäadyr har faaet det förste Knæk, oppe
i Træerne og nede paa Marken höres Ly-
dén af det stridende Liv, puslende, susende
uroligt, arbeidende for ikke at forgaa. Alle
Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rö-
rer sig endnu engång, stikker sine gule
Hoveder op af Mosen, löfter sine Ben, fö-
ler sig frem med länge Traade og synker
saa pludselig sammen, vælter om og vender
Bugen iveiret. Hver Vækst har faaet sit
Særpræg, et fint henaandende Pust af den
förste Kulde; Straaene stritter blege op mod
Solen, og det affaldne Löv hvisler henad
Jorden med en Lyd som af vandrende Silke-
orme. Det er Höstens Tid, midt i For-
gjængelsens Karneval; Roserne har faaet
Betændelse i Rödmen, et hektisk, vidunder-
ligt Skjær över den blodröde Farve» . . .

Han föler sig selv som det faldefær-
digste Kryb i denne döende Verden.

Suitens »glade Vanvid» i de klare Höst-
dage viger for den sorte Haablöshed under
Vinterhimlens onde, graa-vaade Mörke. For-
tvilet sidder han Dagen läng paa sit Væ-
relse nede i det usle Logihus i Vaterland eller
streifer om i Gaderne og piner sin Hjerne
for at finde hine sjeldne kostelige Ord og
Billeder, der alene kan udtrykke, hvad hans
Sanser har fornemmet og Sjælen skuet . . .,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:47:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1905/0428.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free