Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
CARL NÆRUP.
med nogle og sytti Öre til Mad. Hvad
ligned det at være Menneske for saa lidet?
Man albued sig frem i sit Ansigts Sved i
nogle faa Stövets Aar, for saa at förgaa
alligevel, alligevel . . . Aa, det endte med,
at han skaffed sig ud af Verden og fik en
Ende paa det! Vilde han nogensinde kunne
gjöre Alvar af det? Ja, og ved Gud i Him-
len ja, han skulde ikke vige tilbage! Og
i denne Stund var han aldeles henrykt över
at have denne simple Udvei i Baghaanden;
han fik Vand i Öinene af Begeistring og
aanded næsten höilydt. Han vugged alle-
rede om paa Himlens Hav og fisked med
Sölvangel og sang dertil. Og Baaden var
af duftende Træ, og Aarene blinked som
hvide Vinger; men Seilet det var af lyseblaat
Silketöi og var klippet i en Halvmaane . . .
En skjælvende Glæde gjennemfor ham,
han glemte sig væk, fölte sig hen fört og
forstak sig ind i det rasende Solskin. Stil-
heden gjorde ham aldeles besat af Tilfreds-
hed, intet forstyrred ham, blot oppe i Luf-
ten sused den blöde Lyd, Lydén af det
uhyre Stampeværk, Gud, der traadte sit
Hjul. Skogen omkring rörte ikke et Blad
og ikke en Naal. Nagel kröb sammen af
Behag, tråk formelig Knæerne op under sig
og huttred, fordi altsammen var saa godt.
Det kaldte paa ham, og han svared Ja;
han reiste sig op paa Albuen og saa sig
om. Ingen var tilstede. Han sagde Ja endnu
engång og lytted; men ingen viste sig . . .
Han var i en gaadefuld Tilstånd, fyldt af
psykisk Behag; hver Nerve i ham var vaa-
gen, han förnam Musik i sit Blod, fölte sig
beslægtet med hele Naturen, med Solen og
Bjergene og alt andet, kjendte sig omsuset
af sin egen Jegfölelse fra Træer og Tuer
og Straa. Hans Sjæl blev stor og fuldto-
nende som et Orgel inde i ham, og aldrig
glemte han, hvorledes den milde Musik lige-
frem gled op og ned i hans Blod.»
Saa kommer der et Menneske og for-
styrer ham. En Månd fra By en med et
långt Bröd under Armen og en Ko, som
han trækker efter et Taug. Nagel glemmer
med et alle sine ophöiede Fölelser: »Det
var den Indfödte med Kaka under Armen
og Kua i Hælene». Han reiste sig og gik
mismodig og ophidset hjemad. »Nei, han
fik beständig Ret, det var bare Transtövler
og Lus og Gammelost og Luthers Katekis-
mus överalt . . . Og Menneskene var mid-
delshöie Borgere i tre Etagers Hytter, de
aad og drak til Nödtorft, kosed sig med
Toddy og Valgpolitik og handled Dag ud
og Dag ind med Grönsæbe og Messing-
kamme og Fisk. Men om Nætterne, naar
det tordned, da laa de og læste af bare
Ångst i Johan Arndt. Ja, skaf os en eneste
ordentlig Undtagelse og se, om det läder
sig gjöre! Giv os hid for Exempel en ud-
viklet Forbrydelse, en fremragende Synd!
Men ikke den latterlige og borgerlige Abc-
Vildfarelse, nei den sjeldne og haarrei-
sende Udskeielse, den delikate Ryggeslöshed,
Kongesynden, fuld af Helvedes råa Herlig-
hed. Nei, det var smaat det hele, Herre-
gud, hvor det var jämmerligt! Hvad synes
De om Valgene, min Herre? Jeg har den
störste Frygt for Buskerud» . . .
En Tilværelsens Udlænding kalder Na-
gel sig. Det er han nu ikke. Han har
ofte et ganske kraftigt Tag paa Tingene.
Og han ser dybt i menneskelige Forhold,
som ingen anden har Anelse om er mis-
tænkelige. Nærmest kommer man ved at
kalde ham en lidenskabelig interesseret
Tilskerer, en rastlöst omflakkende Reisende,
som hungrer og törster efter Oplevelser,
men som maa nöies med at beruse sig i
sin egen overmenneskelige Vidunderlighed.
En Dag har han imidlertid opbrugt sin ikke
overdrevent store aandelige Kapital. Han
staar for os ribbet for alt sit brogede Flit-
ter. Nu er Tiden kommen til at bruge
Giftflasken. For siste Gång samler han
sine Kræfter til en Anklage med Tilværel-
sen. Hulkende af Smerte og Raseri for-
bander han hedt og inderlig det hele . . .
Alle Mennesker og Kjærligheden og Livet
er Bedrag; alt, jeg ser og hörer og fornemmer,
er Bedrag, ja selve Himlens Blåa er Ozon,
Gift, Sniggift — — Og Gud, hvor det er
kjedeligt altsammen, Guud, hvor det er
kjedeligt altsammen . . .
Det er Causeuren Hamsun, der som of-
test förer Ordet i »Mysterier». Med en
varm, indtrængende, utrættelig strommende
Veltalenhed tumler han sig i de steileste Pa-
radoxer, de lystigste Modsigelser. Han vil
sætte Verden paa Hovedet og slaa Læseren
ned i stum og afmægtig Forbauselse. Hans
Haand er knyttet mod alle regulære Stor-
heder og alle anerkjendte Værdier. Mod
Ridderne af den uomtvistelige Ret, Inde-
haverne af Menneskemængdens Beundring
og Agtelse ... de selvfölgelige Herrer över
Massernes Tro og Kjærlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
