Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KNUT HAMSUN.
397
HAMSUN-STEMNING. OLJEMALERI AF CHR. SKREDSVIG.
Kjæreste, nei, du binder ikke . . . binder ikke
tnit . . .
Men Solen dukker Skiven ned i Havet
og kommer saa op igjen, röd, fornyet, som
om den har været nede og drukket. Og
Luften er fyldt af Hvisken.
En Time efter siger hun mod min Mund:
Nu maa jeg förlade dig.
Og hun vifter tilbage til mig, naar hun
gaar, og hendes Ansigt blusser endnu, hen-
des Ansigt er ömt og henrykt. Og ätter
vender hun sig om mod mig og vifter» . . .
Thomas Glahn heder han denne Jæger
og Nomade, som her fortæller sit Livs Ro-
man. Han er den klarest udformede Mands-
skikkelse blandt de månge mærkværdige Ham-
sunske Typer. I meget ligner han Johan
Nagel. Men han er ægtere. Han er ikke
bare en lyrisk Stemningsfigur, men et vir-
keligt Menneske. Han har den selvudslet-
tende Ydmyghed, Ligevægtslösheden, den
saare, syge Ömtaalighed og Skyhed, den
evindelige Selvransagning, kort alt hvad der
minder om de Dostojefskijske Karakterer.
Men han er ogsaa en af dem, som Carlyle
vilde kalde en sand Naturens Sön. I Skogen
og Ensomheden hörer han hjemme. Han
ser og föler ufeilbarlig skarpt og sikkert.
Han fornemmer Lyd og Lugt med samme
intense, altid spændte Aarvaagenhed som Rov-
dyret og den Vilde. Han har det födte
Naturmenneskes ustyrlige og voldsomme
Fölelser. Han aander kun i Ekstasen, —
om Morgenen hilser han Bjergene, Solen og
Jorden; om Kvelden fryser han af Forladt-
hed, »naar Dagen kryber ind i Natten».
Dagens Glans og Skin virker paa ham som
glödende Febervisioner. Som en vild, ube-
rört Urtidshjerne »vader han gjennem Skav-
ler af Lys», fraadser i hvide Solsyner og
röde Dommedagsbrande. Han læser Ti-
merne paa Græsset, som lægger sig, paa
Fuglesangen, paa Blomsterne, som lukker
sig, paa Lövets vekslende Farveskjær. Intet
er ham fremmed af det, som lever og gror
omkring ham. Og han er ikke bundet til
Jorden. Han beruser sig i kosmiske Hen-
rykkelser. Han ser med en Böcklinsk Fan-
tasi paa det evig strömmende fredlöse Hav.
Thi han har det mytisk billedskabende
Syn, som er det oprindelige, naturbaarne
Menneske eget.
I Nordlandssommerens evige Dag lever
han sit vaagne Drömmeliv med Edvarda
og Eva og Iselin, sælsorrme, lidenskabelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
