Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra den danske Literatur. Lyrik. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nen, »mens Riger ramle ned i Grus».
Som myresmaa Insekter föler Menneskene
sig överfor disse Mindesmærker for længst-
forsvundne döde. For deres Fod kan Du
nedlægge »ait hvad Dit Hjærte stäk og
sved af Tvist og Tvivl, af Nid og Nöd».
I tankerige fasttömrede Stropher besynger
Michaelis videre Sfinksen ved Gige og Fa-
raonernes gamle Stad Memfis, han giver
sine Stemninger i Kongegraven mærkelig
fantasifulde Udtryk — disse Digte er i det
hele enestaaende i deres Art i vor Literatur,
poetiske Fortolkninger af en svunden Kul-
tur, som fåår Digteren til at föle, at Tiden
knuser alt med sin mægtige Hammer, at
alt smuldrer, alt bliver Stöv, enten det er
Palæer eller Hytter.
Men ogsaa de fölgende Digte — dels
perlende Stemninger, dels fint udhuggede
Portrætbilleder — hævder sig en smuk Pläds.
Hos Michaelis har man altid en behagelig
Fölelse af at staa överfor en Digter, der
mener det alvorlig med sin Kunst og aldrig
lefler for den Dögnmode, som netop har Kurs.
En af Sophus Michaelis’ samtidige,
Sophus Claussen har med sine »Djævle-
rier» (Gyldendal) ogsaa Krav paa Opmærk-
somhed. Han skriver Vers med större
Lethed end Michaelis, den flydende Form
er hans herskende Ævne, og hans kunst-
neriske Mangler stämmer netop fra disse
altför letströmmende Stropher, foruden fra
en noget letsindig Omgång med Mening
og Betydning.
Ellers er dette Talent ualmindelig vin-
dende snart ved sin Blodrigdom og land-
lige Fylde, snart ved sin satiriske Braad
og sin Heine’ske Respektlöshed. Sophus
Claussen synger med sit eget Næb i det
danske Digterkor. Stævnemödets Uro, det
unge Hjærtes Anelser, Sydens Folkeliv —
alt behandler han i hurtigglidende Stropher
en Sprogets, om end ikke altid i samme,
Grad Klarhedens Mester. Men hvor han
naar höjest, dækker Form og Indhold fuld-
kommen hinanden, og hans Vers kan da
maale sig med de bedste, der for Tiden
skrives i Danmark.
En nydelig Samling Rejserim er L. C.
Nielsens »Rejsen til Rom» (Gyldendal),
hvori Digteren i Erindringen genoplever
sin Italia-Færd ved att fortælle sin lille Sön
derom. I Faderens Stue rejser de hele
Verden rundt, men oftest til Italien, hvor
de en Gång har været:
»Vi drömmer om alle de gamle Byer,
om Sol, om Blomster og Sång,
Vi drömmer om gule Floder,
om grönne Marker og Bjærge blåa,
om alle de Ting, vi sammen saa,
om Vin som giver os Kræfter —
Saa sover vi godt derefter!»
En egen hjærtelig, fin og bölgende
Stemning udmærker disse Digte og giver
dem deres ubestridte Værd.
Nok saa betydelig er imidlertid den
lille Digtsamling, L. C. Nielsen hurtig har
ladet fölge efter sine Rejsedigte. »Van-
dringer» (Gyldendal) er dens Navn, og den
er gennemgaaende et Udtryk for den unge
Digters Udve fra det kolde, solforladte
Norden til det glödende Italien. Lignende
Stemninger som i »Rejsen til Rom» moder
os — Digtet »Rejsen» — men Rhytmen
er mere skarptskaaret og djærvere.
Tankerne kan ofte gaa til Hjemmets
Kyst — særlig i Julen, naar de kære ere
samlede i »Julens hjemlige Klynge», men
Udveen er dog hos denne Digter altid stær-
kere end Hjemveen. Han beruser sig i
den evige Stads »solbrandshvide Skær»,
han dvæler paa dens protestantiske Kirke-
gaard, hvor Döden er Livet, »men Livet
larmende Död!» han jubler över Paris, i
hvis skönne Kastaniegader Foraarsmorge-
nen gaar frem, og han fordyber sig i
Alpenaturens Höjtidsfuldhed. Han er ble-
ven en Vandrer gennem Poesiens Riger og
Lande, der aabenbarer uanede Skönheder
for ham. Alligevel er han dog Dansker,
stavnsbunden til Önaturen, til Fjorden, naar
det dæmrer mod Dag, til Höstnætterne,
hvor Luften er söd af Duft fra Haverne, og til
Havet, der vugger sig i Vælde mod Kysten.
Denne Vandrer, der, hvor han end
gaar, Dag for Dag maa bære hos sig »hver
levet Dag, hvert Nederlag, hver Smærte,
jeg voldte andre», er en fin og lydhör
Sånger, uden store Fagter, uden tragiske
Attituder, men en mandig Besynger af Li-
vets tusinde Stemninger, en Skönhedselsker,
en Soltilbeder, som har forvildet sig op
til det mörke Norden, hvor hans yndefulde
Sprog og formende Ævne vil aabne månge
Hj ær ter for ham.
I Otto C. Fönss’ »Ung Lykke»
(Gyldendal) er det et nygift Pars rolige Idyl,
der lægger Digteren ömme og nænsomme
Ord paa Læben, men han bevæger sig
slavisk indenfor de en Gång afstukne
Grænser — hans Vers er i saa höj Grad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
