Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ravna. Et Himmerlandssagn. Af Johannes V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
542
JOHANNES V. JENSEN.
Helge raabt saa tit, da de var smaa, naar
han vilde beskæmme hende, fordi hun
havde sort Haar. Det var begyndt som
et Ögenavn, men nu löd hun det gærne’
og hed ikke andet.
Helge selv var lyshaaret og hvid
överalt paa Skindet, men Ravna var
brun som Mjöd; hendes Haar gnistrede
som det sorteste i Verden. Hun havde
ikke blåa Öjne, hendes Öjne var mörke og
blöde. Helge var meget större end hende.
Inde i Skoven nedgravet ved et Træ,
som man kun kunde finde, naar man var
indviet i Mærkerne, beroede Helges Arv
af Kostbarheder, månge gode Vaaben,
Guldringe og sjældne Prydelser, som
Faderen havde hentet hj em fra Udver-
denen; om de Ting talte Helge aldrig.
Helge havde foruden alt dette arvet
■en gammel bitter Ufred, der havde be-
staaet i flere Slægtled mellem Hövdinge-
ne her i Vigen og saa dem i Bugten
paa den nordre Side af Halvöens Fod.
Drotten der havde Land nordefter, men
havde altid gjort Krav paa Halvöen
ogsaa. Den, der nu styrede, hed Andvor
og var en gammel Månd. Han var ofte
bleven slaaet af Helges Fader, og det
havde gjort ham gammel för Tiden af
Hævnsyge.
Noget af det förste, Helge tog sig
for efter at være bleven Månd paa Bor-
gen, var at begive sig tværs över Halv-
öen över paa den anden Side for at
undsige Andvor. Han red helt ind
under Porten paa hans Borg og hvælle-
de op til ham, at nu var han Herre paa
Halvöen, og nu skulde det ikke undre
Andvor, om der timedes ham en Ulykke
nu og da i Fremtiden.
Andvor ludede sit magre Hoved frem
över Bjælkekransen paa Taarnet og nik-
kede, nikkede maallös af Vrede. At
Helge udfordrede ham, som var tre
Gånge saa gammel, var en Forsmædelse,
der fik det til at svimle for ham.
Helge red bort med det samme,
mens Andvors Folk sköd Pile og Spyd
ned efter ham uden at have Held til at
ramme. Men otte Dage efter viste fem-
ten Månd i Kohuder sig paa Brinken lige-
overfor Helges Borg. De kom ud af Sko
ven tudende i Uroksehorn, og i Spidsen
for dem red Andvor i fuld Bevæbning;
det var aaben Fejde. De prövede först
at storme Taarnet, men det kom de
daarligt fra, det kunde ikke stormes.
Saa lagde de sig for Borgen og belej-
rede, lod en Hær af Trælle göre Jord-
arbejde og indrettede sig paa at blive
liggende og suite dem ud af Taarnet.
Det lykkedes dem heller ikke; de led for
svære Tab.
Helge og hans Besætning af Trælle
havde al Fordelen, da de befandt sig i
Höjden. Krigen var dem til daglig
Morskab, det adspredte dem at slippe
Sten ud fra Taarnet og lade dem fälde
ned paa Belejrerne, naar de kom for
nær. Til Tidsfördriv kogte de Vand
og hældte ned, og de udtænkte Puds,
som var saa sorglöse og överflödige,
at Andvor skar Tænder af Græm-
melse. Kruvst var dygtig til at ud-
gruble alle mulige Krigspuds. Helge
opfandt selv personlig en Slynge, hvor-
med de fangede en af Andvors Mænd
og halede ham op i Taarnet til ufor-
glemmelig Skændsel for hans Kamerater
nedenunder.
Den Dag det skete, hævede Andvor
Belejringen og drog hjem, hjærtesyg af
den Vanære det var. Han kom sig al-
drig rigtig, för siden, hvorom mere skal
blive fortalt. Harmen slog i den Grad
ind, at han ligefrem försvor at have
mere med Helge at göre, han vilde ikke
en Gång krige paa ham. Ung Helge
opfordrede ham endda mere end nok
sidenhen efter Belejringen. Han red af
og til över til Andvors Borg og af-
sköd en Pil mod Porten eller raabte et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
