Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ravna. Et Himmerlandssagn. Af Johannes V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNA.
543
Ord op, som gik Andvor til Marv og
Ben; han jagede aabenlyst inde paa
Andvors Enemærker. Men Andvor
havde lagt sig hen för at ruge paa
sin Skam og vilde ikke vise sig eller
maale sig med Helge paa nogen Maade.
Helge blev da tilsidst ked af at udæs-
ke sin Fjende. Han slog sig til Ro,
hvad ham angik, med at rejse en Nid-
stang oppe paa Heden, der hver Dag
vendte et grinende Hestehoved mod
Andvors Borg. Og i en magelig Stund
gjorde han en Vise, som siden blev
kvædet af alle og enhver paa hele Halv-
öen, naar de stagede i deres Egetrug
ude paa Fjorden og grov Muslinger op,
et Vers, der kom paa alle Trællelæber
og gjorde Andvors Spe udödelig. Det
löd saaledes:
Andvor har aldrig takket mig
fordi, da jeg fisked med Ängel
imellem hans mimrende Mænd,
han mistede en af de dummeste.
Der kom nu länge, rolige Tider for
Helge. Og for Ravna, hvem Helge iöv-
rigt aldrig tænkte paa, fordi han altid
havde hende.
Ravna var altid at finde i et af
Hjörnerne af den firkantede Bjælkestue
oppe i Taarnet. Hun sad paa en Hynde
af Siv og holdt om sine korslagte Ankler
og saa frem for sig med sine blödt ind-
fattede, duggede Öjne. Naar Helge kom
tilbage fra Jagt eller Udflugt, var Ravna
maaske flyttet hen i et andet Hjorne, og
da havde han hende der med den stille
Mund og det tykke natsorte Haar. Ravna
var yderst tavs af sig, hun sagde om-
trent Ingenting; men hun var altid skön
og skinnende som et Under, altid med
silkefin Hud og venlig at gaa nær. Helge
kyssede hendes smaa Læber og lo över
hendes brune Födder; det var yndige
Födder begge to.
Men hun kom sjælden ud af sit blide
Drömmeri, gav Dage igennem intet sær-
ligt Livstegn fra sig. Det kunde hænde,
naar Helge havde en dræbt Fugl med
hj em, at hun fik Lyst til en af Fjerene,
en röd en, og saa sträkte hun hurtigt
Haanden ud og snappede den. Ravna
tog med de fire Fingre alene, brugte
ikke Tommelfingrene. Helge lo över
hendes Maade og kaldte de to uövede
Tommelfingre for Killinger, der ikke
havde lært at gaa.
Naar Skumringen kom, kunde Ravna
blive mere bevægelig, og undertiden
sang hun. Det vil sige, hun bare aande-
de över sin Stemme, ligesom Vinden kan
lege gennem Rörene i Mosen. Helge
udtalte sig aldrig derom, men han elske-
de at höre det. Selv kunde han ikke
synge, havde ingen Evner i den Ret-
ning. Helge dyrkede ingen Guder. Men
der var to Tegn i Verden, han elskede,
det ene var Regnbuen, naar den stod
spændt över Bygen, som fjærnede sig
paa Fjorden, det andet var Ravnas Sang
i Tusmörket; dog talte han ikke derom.
Ung Helge passede sine Sysler, saa
läng Dagen var, og havde eliers intet at
tænke paa. Han tog ud paa Jagt i sine
Skove eller red planlöst rundt ud över
Heden, saa i Solskin og saa i Regn.
Den höje smækre Knös sled sine Klæder
i Stykker, hans Haar voksede ned paa
Skuldrene. Undertiden blev han borte
hele Dögn og kom hjem med Öjnene
fulde af Ensomhed og Genskær af de
vide, tiende Udsigter; saa havde han
været över Heden og långt udenom
blomstrende Moser österpaa långt ind
i det ubeboede Land. Paa saadanne
Rejser lod Helge sin Hest passé sig selv,
og den gik saa efter de Steder, hvor
det var bedst at sætte Hovene i Lyngen
mellem de spredte Graasten, og imidler-
tid sad den unge Rytter og saa sig om
paa den solbeskinnede dunkeltfarvede
Hede, hvor Gyvelen spredte Guldmönstre
opad de länge Bakkehæld. Eller han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
