Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Richard Wagner og Mathilde Wesendonck. (Berlin, A. Dunckers Forlag.) Af Gerhrad Schjelderup. Med 4 Billeder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
GERHARD SCHJELDERUP.
som mig selv. Dersom jeg for
fremtiden holder mig mere tilbage — og
skulde jeg ikke göre det efter erfaringer
som den igaar? — saa vær overbevist
om, at det blot sker for at opnaa Deres
tilgivelse ved en behagelig optræden».
Saaledes gaar det videre i samme tone.
Som förste brev fra Tristan til Isolde
er det pudsigt nok. Og den anden
korte billet er karakteristisk for
Wagner:
»Her har de noget smeltet (et
noteblad med nogle polkatakter) som
erstatning for det frosne fra igaaraftes.» De
korte breve blir stadig intimere.
Betegnende er fölgende lille billet: »Jeg har
megen nöd hjemme, fordi De igaar talte
saa respektlöst om Rienzi.» Fru
We-sendonck havde nemlig rost Rheingold
og Valkyrien paa Rienzis bekostning
— og Rienzi var nu engang Minnas
yndlingsopera. — Sentimentalere er han
i to kort, som synes at stamme fra en
senere tid: »Ak den skönne pude! men
altfor sensible! Saa træt og tungt mit
hoved ofte er, vover jeg dog aldrig at
Jæg"g’e det Paa den, ikke engang under
en sygdom — i höjden i döden! Da
kan jeg engang lægge ’mit hoved saa
rigtig behagelig, som om jeg havde ret
til det! De skäl da lægge puden under
det, der har De mit testamente!
»Og min kære muse blir borte fra
mig? Taus venter jeg paa hendes
be-sög; jeg vil ikke plage hende ved
bonner. Thi musen som kærligheden
lyksaliggør blot frivillig. Ve den taabe, ve
den ukærlige, der vil fremtvinge med
vold, hvad der ikke gives frivillig. De
lader Dem ikke tvinge. Ikke sandt,
ikke sandt? Hvor kunde kærligheden
være muse, dersom den lod sig tvinge?
og min kære muse blir i det fjerne?» —
––––-De fölgende breve skriver sig fra
asyltiden. Betegnende er digtet fra
nytaarsaften 1857. Det lader sig ikke
oversætte, saa jeg gengiver det i
originalen :
»Hochbegliickt
Schmerzentriickt
frei und rein
ewig Dein —
was sie sich klagten
und versagten
Tristan und Isolde
in keuscher Töne Golde
ihr Weinen und ihr Kussen
leg’ ich zu Deinen Fiissen,
dass sie den Engel loben,
der mich so hoch erhoben!»
I det skæbnesvangre aar 1857—58
skrev Wagner musiken til fru
Wesen-doncks fem digte: »Engel» (30 nov.
1857) »Traume» og »Schmerzen»
(december) »Steh still» (februar 1858) og
»Im Treibhaus» (mai 1858). Betegnende
er den billet, som fulgte med skitserne
til »Tristan» (juli 1858): »Hvilken
underrig födsel af vort smerterige barn!
Saa maatte vi dog leve? Af hvem kan
man forlange at han forlader sine born ?
Gud staa os bi, os ulykkelige! Eller er
vi for lykkelige? Maa vi selv alene
hjælpe hinanden?»
Sommeren 1858 skriver han: »Dit
brev, hvor sorgmodig har det gjort mig!
Dæmonen drager fra et hjerte til et
andet. Hvorledes overvinde ham? O, vi
elendige! Vi er ikke herrer over os selv.
Dæmon bliv Gud!» — For ikke at
forlænge min artikel altfor meget vil jeg
nöje mig med endnu at gengive to breve,
der er overordentlig betegnende for
forholdet mellem Wagner og hans elskede
Mathilde. Antagelig er det förste det,
som Minna bröd og som gav anledning
til den katastrofe, som bragte Wagner
til at forlade asylet. —
Sommeren 1858.
»Visselig ventede Du ikke at jeg
skulde lade Dit herlige brev ubesvaret?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
