Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Richard Wagner og Mathilde Wesendonck. (Berlin, A. Dunckers Forlag.) Af Gerhrad Schjelderup. Med 4 Billeder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
GERHARD SCHJELDERUP.
mig at rive mig lös fra det sidste anker,
sig Dig det selv, Du der som ingen
kender mit indre liv». Saa påaviser
han, at han umulig kan finde tilflugt
nogetsteds i verden, og »skäl jeg
derimod igen tænke paa at grunde et nyt
asyl, et nyt hjem, efteråt jeg maatte
odelægge bag mig dette, som jeg neppe
endnu har nydt, og som venskab og
den ædleste kærlighed skabte mig i
dette yndige paradis? O nei, at gaa
bort herfra, er for mig det samme som
at gaa tilgrunde. Med disse saar i
hjertet kan jeg ikke söge mig noget hjem.
Mit barn, jeg kan nu blot tænke mig
en frelse, og denne maa komme fra mit
hjertes inderste dybder, ikke fra nogen
ydre foranstaltning. Den heder: ro, ro
for længsler! Seier over ait begær!
Ædel værdig selvovervindelse! Liv for
andre — til tröst for os selv!
Du kender nu den hele alvorlige
af-görende stemning i min sjæl; den
gælder min hele livsanskuelse, min fremtid,
ait hvad der staar mig nær — altsaa
ogsaa Dig, som er mit dyrebareste!
Lad mig paa denne længslernes verdens
ruiner lyksaliggöre Dig!» Saa udvikler
han, hvorledes han af og til vil besöge
hende, for at bringe tröst og lindring.
Han kommer til at blive længe borte:
»Men saa vil jeg igen faa vende tilbage
til mit kære asyl for at hvile efter alle
plager og ærgrelser og indaande ren
luft og fatte ny lyst til det arbejde,
hvortil nu engang naturen har udvalgt
mig. Dette vil da altid, dersom I under
mig det, blive det milde lyssyn der
holder mig oppe, den söde tröst som
her vinker mig. Og skulde Du saa ikke
have vist mig den höieste livsvelgerning!
Har jeg ikke Dig at takke for det eneste,
som synes mig tak værd paa hele
jorden? Og jeg skulde ikke söge at
be-lönne Dig for hvad Du under saa
usigelige öfre og lidelser har tilkæmpet mig?
Mit barn, de sidste maaneder har
blegnet haaret ved mine tindinger. Der
er en stemme i mig, som længselsfuld
raaber efter ro, efter den ro, som den
flyvende Hollænder for mange aar siden
allerede længtede efter. Det var
længselen efter »hjemmet» ikke efter yppig
kærlighedsnydelse. En tro, herlig kvinde
kunde alene tilkæmpe ham dette hjem.
Lad os vie os til denne skönne död, der
stiller alle vore længsler og begær! Lad
os salig dö hen med rolig forklaret blik
og den skönne overvindelses hellige smil!
Og ingen skäl da tabe, naar vi seirer!
Lev vel, min elskede hellige engel!»
Afskeden fra asylet tog han i fölgende
korte billet:
»Lev vel, lev vel, Du kære!
Jeg gaar bort med ro i sindet. Hvor
jeg er blir jeg nu ganske Din. Sög at
bevare asylet for mig. Paa gensyn, paa
gensyn! Du min sjæls elskede sjæl!
Lev vel, paa gensyn.» De fölgende
breve er næsten alle saa interessante,
at jeg beklager ikke at kunne
beskæftige mig nærmere med dem. Jeg
anförer et af de mest lidenskabelige:
i januar 1859.
»Nei föl ingen anger over de
kærtegn hvormed Du smykkede mit
tarvelige liv! Jeg kendte dem ikke, disse
yndefulde blomster, der voksede frem af
kærlighedens reneste jordbund! Hvad
jeg som digter havde drömt, maatte
engang blive mig saa vidunderlig sandt;
paa min jordiske tilværelses usle
jordbund maatte denne ömt-belivende og
forklarende underdug falde! Jeg havde
aldrig haabet det, og nu forekommer
det mig, som om jeg altid havde vidst
det. Nu er jeg adlet, har modtaget det
skönneste ridderslag. Ved Dit hjerte, i
Dit Öie, paa Dine læber hævedes jeg
over verden. Hver tomme af mig er
nu fri og ædel. Bevidstheden om at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
