Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johs. V. Jensen. En moderne Lyriker. Af Axel Garde - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
AXEL GARDE.
og en Duft. Intet gaar forbi ham, dens
Liv bliver uafbrudt til paany i hans
Hoved. Hans Fantasi svinger endeligt i Täkt
i denne Stenrytme, i hvilken han ser den
viljeblevne Dröm og det tyske Knytteivers
oversat til Vers i Jern, Rim i Staal og
Sten. Som Byens Dagliv gaar forbi ham
i sin knusende Vægt, medens Larmen
beskriver sin Bue over Dagen, strækker hans
Stemning sig fra Kæmpehjulet over
Verdensudstillingen, i hvilket den moderne By
fik sin lyriske Bekræftelse, sin Pointe, til
Fabrikken i Forstæderne, der ringer sig
om Byen som Barken og Basten om Vedet,
— derude hvor Safterne flyder,
Raastof-ferne bearbejdes og Ernæringen gaar for
sig. Det er selve det moderne Arbejdes
Täkt, der ogsaa er Takten i hans Poesi.
Der er al god Rimelighed i, at Johs.
V. Jensen, der er en saa ypperlig
Naturmaler, ikke fordi Naturen er en Dröm for
ham, men fordi den bliver levende for hans
Sanser til de mindste Enkeltheder, indtil
hver Ting fåår sit eget Liv, i hvilket han
bliver Medvider — »min Leguan i
Skoven, Goddag!» hilser han broderligt
Firbenet i Birubungas Skove — der er al god
Rimelighed i, at netop han bliver det
moderne Arbejdes Lyriker, naar han stilles
overfor det. Hans Sansesystem er
indstillet paa Nöjagtighed, han maa föle Trang
til at göre sig sit Forhold til den
»smed-dede Natur» lige saa bevidst som til den
levende.
Naturligvis er Storstaden slet ikke længere
een By, hver Bydel har sin Befolkning, sin
Ejendommelighed, sit bestemte Særpræg.
Man kunde anstille hele geografiske
Betragtninger over den; man drejer fra den
ene Gade ind i den anden, som kom man
ind i et nyt Land.
Men som Byen ligger der, har den jo
alligevel som i en Totalsum en Stemning,
en Tone, der svarer igen inde i os, og
som det er muligt at gribe. Bag ait det,
vi ser, er der et Arbejde, der har
frembragt denne moderne Bys Organisme. Som
den staar foran os, er den Udtrykket for
en Kraft. Det er dette Indtryk, Johs. V.
Jensen som i et Symbol samler i sin
lyriske Stemning af den moderne Maskine.
Det er et Tegn, der kan tydes, naar han
saa ofte som Billede benytter Maskinen,
der er bundet og reguleret Kraft. I sin
Forbindelse af modstandsdygtige Legemer,
der er saaledes indrettet, at mekaniske
Naturkræfter tvinges til at virke under
bestemte Bevægelser, er Maskinen et
Paradigma. Naar vi glæder os over den, er
det ikke blot, fordi vi ser dens Nytte, det
er tillige, fordi vi staar overfor den
Bevægelse, der er bleven vor Tidsalders Stil.
Vi fåår et Skönhedsindtryk, der svarer til
vor Sans for Bevægelse og Ligevægt.
Maskinen er Udtrykket for en Kultur, som
har omformet Samfundet, og som har sin
egen Plads i Menneskehedens Udvikling.
Fra de förste Vognhjul, der blev lavet
efter de som Valser benyttede Træstammer
under en Byrde, der skulde transporteres,
til Staalmaskinen med dens Akse af
kompakt, drejet Metal, der staar og maler med
sin samlede Kraft, betegner Maskinens
Historie et Lag i Kulturudviklingen, der i en
jævn, uafbrudt Ström gaar jævnsides med
og neden under den vekslende
Kulturbevidsthed, der hviler paa den vekslende
Udformning og Vækst af Ideindholdet i
Tankens Kultur. Som dens Historie er
Resultatet af Lydighed mod Naturen, er dens
Udvikling samtidig den menneskelige
Hjernes Historie. Den staar ikke i
Modsætning til Naturen; Naturforskningen og
Ma-skinvidenskaben staar i et Vekselforhold
i Studiet af Menneskets Tanke og Væsen.
I Maskinen har Naturens Love forenet sig
med Menneskets dristigste og fineste
Logik. Og naar Johs. V. Jensens Lyrik er
en Stemning af denne videnskabelige og
taalmodige Kultur, der i Historiens Löb
kun har Fremskridt at opvise, saa er det
Tegnet paa, at Poesien og Arbejdet paany
er ved at finde hinanden. Det er værd
at lægge Mærke til, at de lyriske
Symboler fra Kærminden og Bögetræet i den
midtsjællandske »Romantik» nu er flyttet
over paa Stempelstangen og det roterende
Svinghjul. Det er en Maalestok for
Harmonien i den moderne Bevidsthed, at den
moderne Tids Stil, hvis förste Ytring er
Papins Dampcylinder i Museumsgaarden i
Kassel, er sluttet saa vidt rundt, at den
kan spejle sig i den kunstneriske Fantasi.
Der er i Johs. V. Jensens
Prosa-Hymner til den Dag, der staar rask og færdig
ind ad Ruderne til ham, medens der
ligger som en Horisont af Lyd omkring
Byen, et tydeligt Opbrud af den lyriske
Sindstilstand i den danske Poesi, som om
den lille trange Kreds, ind i hvilken Dröm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
