Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johs. V. Jensen. En moderne Lyriker. Af Axel Garde - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486
AXEL GARDE,
er ikke uden sjællandsk Interesse, at Re"
sultatet- af det kritiske Mode i
Medice-ernes Kapel mellem den danske Bukoliker
og den store Italiener blev en röd Valmue,
der blussede i Solskinnet udenfor Kapellet.
Den mægtige Rytme, Mandskraften i
Michelangelos Legemer, der er som en Musik,
der slaar mod Væggene i et Tempelrum,
virkede ikke i Kodet hos den idylliske
Dansker. Lidenskaben i denne italienske
Bevægelse fortonede i Drömmen om
Aftenen, der stirrer saa sorgmodigt efter den
svundne Dag. Saaledes drömmer Bogen i
Sjællands Skove. Den Ahorn, der hos
Goethe »steigt rein empor und spielt mit
seiner Last», er ikke vokset i Danmark.
Der skäl mere end en Dröm til at lege
med sin Byrde.
Johs. V. Jensen fornemmer i Bevægelsen
Livets evige Tilblivelse. I Bevægelsen
födes det hvert Öjeblik paany. For ham er
Bevægelsens Ophör Döden, eller rettere
Döden er for ham altid en Stivnen,
Bevægelsen, der löber ud. I dette simple Forhold
til Döden har man netop Maalestokken for
Kraften i hans Livsfölelse. Saadan som
han for Eksempel skildrer Mikkel
Thöger-sens Död i »Kongens Fald», er det Livet
selv, der taler i ham: Mikkels arme Hoved
var som en stöbt Ting, der har spillet
halvfjerdsindstyve Aar i Formen, inden den
kunde blive afkölet og færdig. I
halvfjerdsindstyve Aar var hans Ansigt flydende og
bespeilet af Livets tusinde Udtryk, hans
Öje var som levende Metal, der fanger
Lys, indtil en Hinde drager sig hen over
det, og det bliver fast og koldt, störkner,
som Meningen er. Nu var Mikkel færdig.
Stöbningen var endt. —
I denne Död er der ingen Mulighed
for at komme til Siden og af Vejen i en
Metafor, fordi denne Död i allerhöjeste
Betydning er Sansernes og Legemets Död,
fordi Döden her er Bevægelsen, der
standser. Det er selve den nögne Dödsångst.
Men den Digter, der har skabt denne
Skildring, er i Besiddelse af en Livsfölelse,
der hvert Nu gaar som en levende Ström
mellem ham og hans Omgivelser.
IV.
Med et saadant Temperament, der
op-löser alle faste Former i deres Bevægelse,
denne lyriske Impressionisme, maatte Johs.
V. Jensen tidligt gribes af Udvé. Det er
hans Sansnings Art, at det förste Indtryk
altid er det stærkeste, ligesom hans
Indtryk overhovedet kun bliver til gennem
Sansning, og Hungeren efter Indtryk, der
kan fylde ham, skaber Rejselysten hos ham.
»Jeg maa se nyt for at tænke nyt»,
skriver han selv og giver dermed det nöjagtige
Udtryk for, at han ikke er Tænker, men
Iagttager.
Allerede i hans Skildringer af det
hjemlige jydske Landskab kommer dette
Temperament til Udbrud. Der er altid Vind
i hans Landskab, Hedens graa Taager staar
ikke, de driver over Himlen: Vinden
kommer forbi som en Fremmed, der puster
for sig selv, tænker over sit eget lange
Ærinde og rejser videre. Det er den
samme nye Belysning fra det Fremmede,
som gaar forbi, der giver
Himmerlandsfor-tællingen »Wombwell» dens Dybde:
hvorledes det store Menageris Ankomst til den
afsides jydske Bondeegn forrykker alle de
vante Forestillinger og giver i Længslen
alle Ansigter deres egentlige Liv, saa Egnens
Folk med eet synes, at de först nu
aaben-barer sig for hverandre. Paa samme Maade
ser de tre Himmerlandsdrenge, der ved en
æventyrlig Hændelse er komne op paa
Bukken af en af Menagerivognene, netop
Egnen i det Lys, deres nye glade
Overmod kaster: De synes, at Heden og de
kendte Höje, ja selv Skærvebunkerne ser saa
langt efter dem, idet de körer forbi, at de
bliver ligesom hjerteklemte over ikke at
kunne göre noget for de fattige Ting.
Johs. V. Jensen kan ikke ligge paa
Nakken i Lyngen og drömme. Han maa
selv paa Vandring. Som det ene Indtryk
blot ved den svageste Antydning straks
udloser det andet, som da han af den lune
Vildtlugt, den svage Moskusduft fra
Malajpigens Legeme erindres om de gamle
Bondehaver fra sin Barndom, om Lugten af
Malurt, Ambra, Hyld og Valmue, om de
Gamles Senge, om Dynerne i Alkoven, og
Hestestalden, og Karret, hvori der vaskes
Fåår — saaledes maa der netop det nye
Indtryk til, forat Udlosningen i det hele
kan komme i Stand. Hans Verden bliver
til gennem en Samtidighed af alle hans
stærkt farvede Erindringer. De staar altid
tilrede, fra Barndommens jydske Hede med
Kammeraterne og »Svaneknivene» og over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
