Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Den unge Robinson. Af Edvard Blaumüller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN UNGE ROBINSON. 647
hedshelt. Desuden tre, fire Komedier
og et enkelt Syngestykke. For Tiden
arbejdede han ydermere paa en romantisk
Fortælling, der allerede stod ham i over
halvtredje hundrede ottelinede Vers. Rent
bortset fra kolossale Bunker af
Romancer og Lyrik. ..
Han var sig sit Kald bevidst og vilde
se det anerkendt. Hvad ogsaa lykkedes
ham.
Han blev först Klassens Digter og
avancerede, efter at der ved forskellige
Lejligheder var lagt Beslag paa hans
Evner indenfor en videre Kres, til at blive
hele Skolens. Den formelle Udnævnelse
med Tiden »Skolepoet» modtog han,
ligesom tidligere sit Navn, af Inspektören,
og dannede under denne Signatur en fast
Skive for höj sammes daarlige Vittigheder,
der sjælden bed og endnu sjældnere
hindrede ham selv i at bide fra sig.
Hvor spændt Forholdet var, kan
belyses ved en enkelt Tildragelse blandt
hundrede.
Ifölge Skoleplanen blev én ugenlig
Time i dansk brugt til Höjtlæsning.
Inspektoren besörgede ikke selv dette
Arbejde. Det manglede ogsaa bare. Klassen
havde en bestemt Oplæser, som i Slingres
affekterte Sprog hed Anagnost, og
naturligvis var den sletteste, man kunde
udtage til dette Brug.
En Dag blev Hostrups »Mester og
Lærling» foredraget fra Katedret under
fuldkommen Ligegyldighed i det
halvsovende Auditorium.
Der optræder i dette Skuespil en
ung Digter, arbejdende paa en
Tragedie, han aldrig kan faa færdig.
Inspektören, der selvglad svansede
op og ned mellem Bænkene, idet han
med Tommelen glattede sit friserede
Aalehoved, memorerede aabenbart i
Mangel af bedre en af sine egne beromte
historiske Remser. Hans Læber bevægede
sig lydlöst i et ejendommeligt deklama-
torisk Tempo, der var nogenlunde fælles
for dem alle — en Omstændighed, som
til Gengæld udelukkede ethvert Forsög
paa at tyde Öjeblikkets Text. Men det
kunde jo godt være f. Ex. fölgende:
»Vort kære Fædreland afstod ved
denne sörgelige Lejlighed Herjedalen
og Jæmteland, samt Halland paa tredve
Aar. Hvorefter Frankrig og Rusland
indtraadte som Garanter for denne sau
vigtige Fred».
Da vejred han pludselig over
Hostrups Digterling. Hum, hum! Han
smaskede ligefrem af Henrykkelse, idet han
sendte den intet anende Robinson et
svinepolisk Blik.
En Kollegal
Pyt, Sigtede fölte sig ingenlunde
ramt. Hans Tragedier kunde bringes paa
Brædderne naarsomhelst. Men ved
Apol-lon — det skulde Slingre faa betalt!
Robinsons Opmærksomhed overfor
Skuespillet og de deri forekommende
Personer skærpedes indtil det visionære.
Funtus! Den sölle Aage —
Ellefol-kets Barn, der nylig var stegen op paa
Jorden, som ikke vidste Besked om
no-gen Verdens Ting, og som hver Gang,
han gik fejl i Byen, af sin Formynder
undskyldtes med, at han lige var
kommen fra Jylland . . .
Nu havde han sin Fjende paa
Kornet. Inspektören kroede sig ■— som alle
hans Landsmænd hinsides Lillebælt —
af sin Herkomst ...
Saa ofte i Resten af Stykket Aages
Jyskhed bragtes paa Bane, stirrede
Robinson paa Læreren og skoggerlo 1
En Katastrofe maatte komme. Og
den kom.
Skolens store aarlige Bal stod for
Dören. En Komité fra
Afgangsklasserne traadte sammen for at ordne ait
for-nödent. Noget nær det vigtigste, men
ogsaa vanskeligste at faa i Stånd ved en
saadan Lejlighed var den traditionelle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
