Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I04
CHR. G ULMANN
til at græde». Men der er först og
frem-mest den gode Traditions Stil, velgörende
ved sin Ro og dobbelt elsket ved sin
Mod-sætning til Bångs syntaxijendske
Impre-sionisme og Karl Larsens dybere
indtræn-gende, men ogsaa mere fordringsfulde
Sprog-nuancering.
*
Der er for et ungt Sind lavt til Löftet
i månge af de gamle danske Præstegaarde.
Den förste kunstneriske Livsytting hos ham
bliver Revolten: det förste Pontoppidanske
Anslag höres i »Kirkeskuden» (som i
övrigt er en underholdende könt rörende
Al-manak-Historie), dér hvor Drengen under
Gudstjenesten sidder med bitter Udlængsel
og ser paa Kirkeskuden og föler sig som
en slig Fuldrigger hængt op i en Kirke.
Hans næste Ord fra Hjertet bliver
»Sandinge Menighed», der ungdommelig usikker
som Fortælling er fast nok fölt i sin Spöt
över Folkehöj skolens fagre Ord, der slattent
falder sammen överfor Livets stærke
Realiteter. Denne Trods giver sig nu, med
ud-præget Modsigelseslyst, til mistænksomt at
undersöge, hvad der har Kurs paa Markedet.
Hvorledes forholder det sig f. Ex. med
Kærligheden, som altid prises romantisk?
Saa gifter han sin idealske
kærlighedskræ-vende Bondepige med en hjulbenet
Hus-mand (som öven i Köbet först har faaet
nej af en anden) og gör dem lykkelige i
Livets ærlige Samarbejde, men viser os
Præstedatteren, der giftede sig rosenrödt,
ak, nu saa udslukt og skuffet. Eller
hvor-dan er det med vor höjtpriste Humanitet?
I den brillant tilspidsede Novelle: »En
Fiskerede» opstiller han Side om Side
mid-delalderlig Plyndring af de Strandede med
Redningsvæsnets (det romantisk priste
Redningskorps!) forsultne Interesserthed og
kold-blodige Udnytning af Ofrene. Men
aller-helst viser han som grel Modsætning til
den velnærede Folkelighed sine
Skyggerids fra Hytterne.
Der er noget af Skolens Krav og
meget af hans Mandshjertes Vilje, naar han
söger ned til Samfundets kummerlige
Sted-börn. Og der er overmaade meget af hans
oprörske Modsigelseslyst. Saa se dog
selv-tilfredse Samfund paa disse usle, klinede
Lerhytter, der klumper sig sammen nede i
Solen; inde i de smaa, mörke, fugtige Rum,
sidder de arme Folk ved deres Kartoffel-
mos og Brændevin, bojet af Værk, gnavet
af Utöj, frygtsomt ventende den Dag i
Alder-dommen, da Bonden kaster dem ud af
deres Hule og »Sognet» tager dem — hjem
i Egnens Stolthed og Pryd, det knejsende
Arbejdhus, som Fremmede sikkert ikke vil
anslaa til mindre end et Ting- og
Arrest-hus, et kgl. Tugthus el. lign. Indtil Döden
gör os alle lige. Lige? Nej stop, der er
virkelig Forskel paa en stor Begravelse (til
4 Mark og 8 Skilling) naar Klokkens
malm-fulde Stemme höres, og saa naar en af hine
fattige Stympere ligesom ad en Bagvej lister
över i Evigheden uden anden Musik end
Præstens Amen og Grusets hule Bump paa
det tynde Kistelaag.
Tiden har taget noget af Styrken fra
disse Landsbybilleder — som fra
Drach-manns Olje-Mariner og Schandorphs
Smaa-folks-Karikaturer. De har Försteretten, men
de andre, som kom bag efter, har levet i
Hytterne, de har lyttet til Smaafolks Sprog
med Karl Larsen’ske Forudsætninger • de
har lært at se af Drachmann og
Pontoppidan og Schandorph og har set skarpere
— og de har undertiden skrevet egen Nöd
og Kummer. Hos Pontoppidan mærker
man hyppigt Hensigten, mærker altför
aaben-bart Moralen. Hvor Jakobs store So dör,
ræsonerer han særdeles tydeligt: » Saa maatte
det dog meget hellere — naar ondt skulde
være — have været et af Börnene». Den
skarpt opridsede Fortælling »En stor Dag»
med den hængte Drukkenboldts lille
hæs-lige Dreng, der er Dagens Helt, ender
af-holderisk med, at den »Fremmede» läder
Brændevinskaraffen fjærne. Og
»Vandre-ren» udslynger som fra en Tribune:
Frihedens — Fremskridtets — Humanitetens
Aarhundrede!
Det forhindrer selvfölgelig ikke, at de
bedste af Historierne stadig lever ved deres
fäste Pontoppidanske Præg.
Dette Præg udlöser sig efterhaanden
lettere i Linjerne og smidigere. Hans Spöt
bliver mere mangfoldig, helt ud til det
journalistisk flygtige. Han kan i et Blink
sam-menfatte et Billed i skælmsk Perspektiv,
som naar han i »Knækkerten» giver en
hel Side af Smaabyens Karakteristik i den
stigende, tilsidst skæbnesvangre
Opmærk-somhed, som Knækket i den unge, lovende
Adjunkts Hat tildrager sig. Det Hele er
ingenting og dog en lille Verden. Han
viser i urovækkende Förkortning den menne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:49:15 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1907/0124.html
