Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK PONTOPPIDAN
105
HENRIK PONTOPPIDAN I SIN VILLA I HILLERÖD.
skelige Overbevisnings Usikkerhed överfor
Stemningssmitte, da den förståndige og
fri-sindede Månd, efter haanligt at have afvist
Tanken om at se Prinsesse-Indtoget,
uvil-kaarlig omstemmes og tilsidst hidsigt
be-taler den höjeste Pris for Billetten, kommer
försent, fåår et Par knækkede Ribben —
og intet at se. Det er næsten altid klogt,
undertiden mere klart end dybt. Han kan
ödelægge en fin Idé ved en altför
selvbe-hagelig Spöt som i den haardt humoristiske
»Naar Vildgessene trækker förbi» med den
agtværdige Adolfs skræppende
Flyve-For-nemmelser, da hans Ven bryder ud af
Borger-skabet. Og han kan nää den overlegne
Mester-Kunst med den tamme Rovfugls
»Örneflugt», dette vittige Modstykke til H.
C. Andersens: det gör ingenting, at man
födes i Andegaarden, naar man dog har
ligget i et Svaneæg — »For det hjælper
alligevel ikke, at man har ligget i et
Örne-æg, naar man er voxet op i Andegaarden».
Grænserne for hans kunstneriske Evne
läder sig kortlægge mellem et Par af
No-vellerne. Vi kan til den ene Side tage en
Historie som »De Vises Sten». Den
skild-rer filosofisk Oldingen, som sidder i
Ör-kenen og smiler: det herligste Land og
Slot har han ejet og Jordens skönneste
Datter, men af sit Folk blev han forraadt,
af sin Hustru forhaanet, og hans Sönner
stäk hans Öjne ud, inden de drev ham i
Elendigheden. Og han smiler, Hvilken
er da de Vises Sten, han har fundet? og
Oldingen svarer: Det er den dybe, tavse
Menneskeforagt! . . . . Bum! det kommer som
et Slag paa Stortrommen, huit. Den
filosofiske Tanke bærer ikke Pontoppidans Kunst.
Men den tungt jordnære, den animalske
Livsfölelse ligesaa lidt. Vi kan tage »En
Bonde». Den skäl vise os Per Bondes
in-stinktive Kærlighed, stærk som Döden, til
den Jord, af hvilken han er runden. Der
er meget rigtig set og en Del tvivlsomme
Fagter og Taarer, da han maa förlade
Gaar-den. »Og altid talte han om de Heste og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
