Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
no CHR. GULMANN
til Ensomheden i det yderste Vestjylland.
Og Förf., som i sin Sidenius-fjendske
Be-gyndelse endogsaa bespottede Kierkegaard,
läder nu Per bojet över sit Liv, tænke
En-somhedens stille og stærke Tanke. Og
til-sidst forenes hans Liv dog med Jacobes,
hvis Börnehjem han testamenterer sine
sam-mensparede Penge, som hun modtager med
Glæde. Per var hendes Lykke, hendes Sorg
og hendes Livs Indhold. Hans og hendes
bliver dette Hjem for Fremtidens frie og
glade Born. Hvilket er smukt; men ikke
sändt. Dertil var hin Per virkelig altför ringe.
Derför er Lykke-Per ikke bleven det
gyldige Opgör med en Tid som »Adam
Homo» var. Men det bærer mærkelige
Vidnesbyrd om den utrættelige Indtrængen,
den stadige Dybde-Væxt i Forfatterens Sind.
Om ikke det mangfoldigt levende
Tids-billede blev det et höjst værdifuld
Tidsdokument fuldt af djærve og selvstændige
Randbemærkninger.
*
Der er nu det mærkelige ved
Lykke-Per, at hvad Emmanuel i »Dommens Dag»
kasseres for, det rammer Per, som frikendes,
meget værre. Emmanuel forfuskede og
forlod Kone og Born. Per gör ganske det
samme — kun ikke af den samme ideelle
Overbevisning. Pontoppidan kan indvende,
at han gör det mest for at redde Börnene
og Hustruen, som en brav og
stam-mende Godsejer bringer Lykken. Men hvis
Godsejeren nu ikke havde giftet sig med
den Fraskilte, eller hvis Börnene som
Sted-börn var bleven kuede — hvilket vel kunde
tænkes, hvad saa?. . . Pontoppidan vidste
jo nok, hvordan det vilde gaa videre i
Bogen — Per kunde ikke vide det.
Her er et Hul i Historien . . . Rigtig
indgaaende belyst er ganske vist heller
ikke Skilsmissen i »Det forjættede Land».
Det er ikke manglende Interesse fra
Forfatterens Side. Tværtimod. Han har ikke
faaet Pläds til den dybere Udredning. Saa
stærkt ligger Sägen ham paa Sinde.
Henrik Pontoppidans Digtning er, med
al sin retskafne Forargelyst, erotisk den
blufærdigste i vor moderne Literatur. Han
er ångst eller dybt mistænksom överfor den
udöbte Eros (Ung Elskov, Den gamle Adam).
Derimod har han med sit protestantiske
Sind den dybeste Interesse for Mands og
Kvindes Forhold i Ægteskabet. Han har
skrevet ikke mindre end fire Böger om det.
Den förste, »Mimoser»,skulde være et
Mand-folke-Svar paa Handske-Moralen, den blev
halvt en Hyrde-Roman, hvor Hyrden er
Herremand og spiller paa Obo, halvt en
usandsynlig Kærligheds-Intrige. Förf. er
ganske usikker — den Sag kunde han
san-delig ikke spöge med. En Del Aar senere
kommer saa »Den lille Rödhætte» og »Det
ideale Hjem». Desværre har Pontoppidan
gjort »Lille Rödhætte» til en
Kriminal-Roman över Meneds-Motivet fra en af sine
förste Noveller (Arv): dens Aands-Indhold
er den nydelige Rödhættes Förvandling til
den bedske Kvinde »Tudsen». Den
be-gyndte, da Manden efter en Strid sagte
tröstende, at de jo ikke var ulöseligt
bundne til hinanden, og hvis de ikke passede
saa godt sammen .... »Hvad der for mig
var urokkeligt som selve Verdens
Grund-vold, det var i dine Tanker et
Arrange-ment, der kunde ændres efter
Forgodtbe-fmdende». Og Chorus erklærer ved
Bogens Slutning, at fra denne forbryderiske
Lov om Skilsmisseretten stämmer
fortrins-vis den Uvederheftighed, der er det
moderne Samfunds Kræftskade. Tænke sig
rokke ved selve Samfundets Fundament:
det ægteskabelige Hjem. Det er god
gam-mel-kirkelig Tale.
»En Tilbagevenden til de gamle
Former er nu en Umulighed», sukker han
imid-lertid. Saa udkaster han, for dog at frelse
Hjemmene, sin nye Samfunds-Tanke:
Börnene skäl samles i Moderens Slægt,
beskyttes af hendes Brödre. Her er dog
Hjemmets egentlige Aand og Sammenhold,
hvorimod Ægtefæller altid maa blive
hinanden fremmede, fordi Minderne, hele det
tidligere Livs Indhold staar dem imellem.
Dette er sändt og af dyb Betydning. Men
alligevel afgörende? Byder ikke netop de
forskellige Forudsætninger, om Valget ellers
er lykkeligt, den egentlige gensidige
Ud-vikling og Opdragelsen af den smidige
For-holdsfölelsens Forstaaelse, der er Livets
Be-rigelse! Ganske afset fra de praktiske
Vanskeligheder ved Forfatterens Idé har
man jo i övrigt Lov til at spörge, hvori
Zoologiens Verden han finder den Onkel
-Kærlighed, der skäl aflöse Faderfölelsen,
som han ikke fandt ude i Naturen.
»Det ideale Hjem» er fængslende som
Pontoppidans dristigste Paradox, hvad der
vil sige noget. Han har altid elsket og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:49:15 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1907/0130.html
