Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK PONTOPPIDAN
i ii
bragt Paradoxet. Det var allerede i hans
förste Fortællinger, hvor han f. Ex. i »En
Kærlighedshistorie» ordentlig maa
söndags-pynte Husmandsstuen for at göre den til
et overbevisende Lykke-Hjem. Hvad andet
er vel hele Romanen »Isbjörnen», hvis
grönlandske Naturpræst er en grotesk
Udæsk-ning til vor hjemlige Bourgeoisi- Gejstlighed.
Gærer det ikke i Nattevagts Skildring
af den röde Maler. Boçen er uforglemmelig
ved det yndefulde Billed af Ursula, hvem
Jörgen Hallagers uforsonlige Stejlhed dræber
(hele Historien er i Virkeligheden kun det Par
Scener mellem, dem men hvor
menneske-lig levende og fyldte af smertelig Ömhed!),
men der er unægtelig stejl Virkning i
Sotningen med det anarkistiskt fraadende: hold
Galden flydende, det rent lyriske Paradox.
Dermed er dette Motiv endnu ikke
gennem-spillet. I sit ny Drama »Asgaardsrejen», som
er ettræet Drama, fordi Pontoppidan
begrebs-tunge Kunst overhovedet vanskelig kan
komme frit ud fra og ind bag Menneskene
og deres Handlinger, hörer vi ätter hans
radikale Ridder af en noget bedrövelig
Skik-kelse docere: »Men naar de Levende
drömmer altför saligt, aabner Gravene sig, og
Helvede slippes lös. Frihedens döde Helte
og Martyrer, det hele blege vilde Tog af
fordömte Sjæle jager gennem Ungdommens
Drömme og ægger de modige til ny Kamp
og nye Eventyr». Nu kunde man mistænke
Forfatteren for Ironi, al den Stund samme
Radikalers hele Resultat er at ægge sin
Niece til at flygte bort og forsöge sig som
Journalist og rejsende Korrespondent —
den stakkels lille Provins-Pige! Men vi
staar her överfor det ureflekterede
Friheds-Ideal: den rene Lyriks Udfolelse i hans
Forfatterskab, som han selv ved er Lyrik
(derför reducerer han f. Ex. siden den röde
Maler til en uskadelig Fotograf-Medhjælper)
og som han ikke kunstnerisk kan udnytte,
uden netop som det paradoxale
Spræng-stof, hvor han logisk ikke kan komme hastigt
nok frem. I sig selv er hans Brug af
Paradoxet et af de tydeligste Tegn paa
Traditionens Styrke i ham. Ti Paradoxet peger
vel frem efter. Men det er mindre en ny
Sandhed end en ny Side af en gammel
Sandhed og födt som dens beregnede
Mod-sætning. Det er drejet tilbage mod dem,
der skäl overraskes. Det vender de solidt
kendte Ting paa Hovedet: men se, saadan
kan de ogsaa staa:
Dog finest og dybest borer hans Kunst
sig ned, hvor han ikke sprænger
Traditionen, men uddyber den og borer sig
igen-nem den — som i hans sidste lille Roman
»Borgmester Hoeck og hans Hustru», hvor
det ikke er konstruerede Problemer, men
Livets simple og lavmælt dödelige
Problemer, det drejer sig om. Borgmester Hoeck
er en Sidenius, dog höjere i Kultur end
dem, vi sidst mödte — og kun saa meget
desto farligere, fordi han er snæver i sin
stive Retskaffenhed og uden Naade överfor
den Livets Uligevægtighed og lunefulde
Væxt, som han ikke begriber. Vi forstaar
ham her — skulde Pontoppidan ikke for staa
en Sidenius! — fordi hans Hustru i Slægt
og Blod har en uroligt kriblende Lyst til
atde-le udaf sit värme Hjertes Överflöd, ja, slet
ikke er ret ærlig og sandfærdig; men vi
tilgiver ham ikke, for med ait er hun k
ærlig og paa sin Maade trofast, og hun
dræ-bes af hans Kulde.
I dette Dobbeltportræt har Henrik
Pontoppidan med harmfuldt Digtersind og
kær-lig Menneskeviden skabt den ædleste Kunst
for Menneskehjem. Det er en Hjertets Sejr
över det selvgode Sidenius-Sind.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
