Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STREJFTOG I NY DANSK LITERATUR 511
Fortælling, hvis Hovedperson man ikke kan
nægte sin fulde Deltagelse.
»Kyllingesorger» er i Virkeligheden en
gribende Ægteskabsroman — Romanen om
en abnorm Kvindes Kærlighedslængsler og
de Ydmygelser, hun paadrager sig, naar
Dötrene voxer til og forstaar deres Moders
sygelige Tilböjeligheder.
Jonna Krog er et stakkels, forpint
Menneskebarn, som uden vilde Klager gaar
til Bunds. Det er lykkedes Karin
Michaelis at göre hende — ikke til en
Hver-dagsmaske, men til en lidende Kvinde,
der kæmper en fortvivlet Kamp med
Af-sind og Selvmord. Hendes uroligt
flak-kende Öjne stirrer En i Mode fra Bogens
Blade: Er der da ingen Lindring for
hendes Kvide, er hun uigenkaldelig fördömt,
kan Moderfölelsen, der siver frem fra
hendes stakkels, mishandlede Hjærte, ikke
frelse hende.
Der er imidlertid kun en Redning —
Döden, "som udfrier hende af det Liv,
hun nu kun finder grimt. Döden er den
forsonende Slutningsakkord i det
Livsbil-lede, Karin Michaelis har tegnet i nervös
Hast, men med en sjælden Afrunding og
Prægnans. Hvis hun nu kunde slippe de
abnorme Existenser og vende sig mod
Tilværelsens lysere Sider, vilde hendes
Kunst og hendes Læsere kun vinde derved.
Den rige Romanliteratur i Danmark
har hidtil været paafaldende fattig paa
sociale Skildringer. Arbejdernes Slæb,
Lön-konflikterne i Storstaden, Fabrikslivet,
Proletariatets Kamp for Tilværelsen er næppe
nok bleven berört i danske Romaner. Og
först for nylig har et Par Forfattere, som
Johan Skjoldborg i sin mærkelige Roman
»Gyldholm», der tidligere har været
om-talt her i Tidsskriftet, Jeppe Aakjær og
A. C. Andersen, begyndt at belyse
Lan-darbejdernes og Husmændernes Kaar. Alle
tre ved god Besked med, hvad de skriver
om. Særlig virker Aakjær nögternt og
ær-ligt i sin nye Fortælling »Paa Aftægt»
(G. B. N. F.). Det er et helt socialt
Problem, han her behandler —
Aftægts-mandens Stilling, naar han har afgivet
Gaar-den til sin Sön eller Svigersön og nu
boende af Naade i sin gamle Gaard bliver
en tavs, men kritisk Tilskuer til den nye
Drift. En dansk Dömmer — Overauditör
C. I. Wolff — har for månge Aar siden en
Gång i sin Bog »To Samfundsonder» yt-
ret sig om hele Aftægtssystemets
Fordær-velighed, ved at paavise, hvorledes en
Mængde Mord foröves paa disse gamle
Mennesker, der efter den nye Ej ers Skön
lever for længe og derved falder ham
ökonomisk til Byrde. Bonden er
nöjeseende — han kender Pengenes Værdi —
og Aftægtsfolkene har le vet deres Liv.
Hver eneste Dag, de stadig sidder i deres
tränge Stue og fåår deres Forplejning, er
en Dag for meget.
Og det er dette Forhold, Aakjær skiL
drer i sin Bog, mörkt og uhyggeligt, men
sikkert i Overensstemmelse med Sandheden.
En Række Typer paa Aftægtsmænd og
Aftægtskvinder passerer os förbi, alle
böj-ede af Tilværelsens Tryk, næsten alle
be-rövede en menneskeværdig Existens. Den
ene af Forgrundsfigurerne, den gamle Jens
Christian hænger sig fortvivlet, hans Hustru
Edel jages saa at sige ud af Gaarden af
dens nye Ejer, der ikke under hende
Maden og forfölger hende med Skældsord og
Slag. I sin Nöd tager hun tilsidst for at
tjene Föden, gammel og skröbelig som hun
er, Pläds som Kalkunpasser paa en
Her-regaard i Nærheden. Hun lever i et
us-selt og forfaldent Skur, og her bliver hun
en Aften til sin Rædsel overrasket af
Gaardmanden, der gaar i stadig Frygt for,
at hun skäl komme tilbage til Aftægtsstuen,
og dör af et Hjærteslag, forinden han fåår
lagt Haand paa hende. »Hendes Morder
mærkede ikke, at han stod og kvalte et Lig.»
»Paa Aftægt» bliver da en social
An-klage i digterisk Form, medens
Overauditör Wolffs Indlæg var baaret af
Dommer-skarpsindighed og juridisk Klögt. Lad
Aakjærs Farver end være grelle — de
forskellige Skikkelsers Livsskæbne er
gen-givet med saa stor Älvor, med saa
ubarmhjærtig Sanddruhed, at det gyser i En.
Aakjær hörer til den jyske Skole i
vor moderne Literatur. Som god Jyde
föler han sig da ogsaa forpligtet til at
præge sit Sprog med talrige Dialektord,
som uden Förklaring er absolut
uforstaa-elige for en Gennemsnitsdansker. Her er
han absolut inde paa en forkert Vej. For
et »Bygdemaal» er der ingen Sympati i
den danske Læseverden, og vil Aakjær
ikke udsætte sig for at blive lagt i
Sprog-karantæne, som Tilfældet f. Ex. har været
med Arne Garborg, hvis senere Böger
næppe læses udenfor en exklusiv Kreds,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
