Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2
SVEN LANGE
»Ja, ja, ja,» raabte Farisæeren.
»Men saa er det jo Herodes, der
skal dømme ham», udbrød
Landshøvdingen med et helt fornøjet Udtryk i
Ansigtet.
De hørte det dernede, og der blev
«n pludselig Stilhed.
»Herodes kom hertil iaftes,» vedblev
Pilatus med en høj og fornøjet
Stemme, -— »lad ham dømme ham! Gaa til
Tetrarken med ham og lad mig blive
fri! Afsted med Jer!» raabte han og slog
begge Hænderne ud imod dem, »afsted
med Jer!»
»Til Herodes!» brølede den fede
Farisæer pludselig og strakte begge sine
tykke, røde Arme i Vejret. Og han løb
hen til venstre, vendte sig mod de andre
og vinkede med Armene.
»I finder ham i Salomons Palads!»
raabte Pilatus ned til dem.
»Til Herodes, til Herodes!» skreg de,
— og uden at ænse Landshøvdingen
satte Skaren sig larmende i Bevægelse
henimod den vestre Side af Pladsen, hvor
en snever Sidegade mundede ud. Den
Anklagede var helt forsvundet imellem
dem, det saa ud, som de slæbte ham
frem mellem sig som en Byldt.
Pilatus stod og saa’ efter dem, til de
var bleven borte om Hjørnet. Saa
rystede han paa Hovedet og gik tilbage,
idet han lod sit Blik glide ned over
Pladsen, der nu var helt belyst af Dagen.
Der var slet ingen Mennesker at se
dernede mere. Kvinden og det lille Barn
var forlængst gaaet bort, — og et
tilgitret Vindu paa Muren helt borte,
hvorfra en gammel, hvidhaaret Månd
ubevægelig havde betragtet Farisæernes Skare,
var atter tomt.
Da Pilatus kom hen til Vestibulens
Søjler, stod den Frigivne dér tilligemed
en lille græsk Slavinde og ventede paa
ham.
Slavinden bøjede sig for ham.
»Claudia Procula hilser, hun er i
Pe-ristyliet,» meldte hun sagte.
»Jeg kommer,» sagte Pilatus, lagde
sin Haand paa Junius’ Skulder og gik med
ham ind gennem Huset.
»Jeg fik dem bort», sagde han og
saa’ muntert paa den Frigivne, —
»saadanne gale Mennesker overlader jeg
gerne Herodes. Han er jo selv gal.»
»Saa bliver de vei enige,» smilede
Junius.
»Hvordan har Claudia Procula sovet
inat?» spurgte Pilatus lidt efter, idet han
vendte Hovedet om mod den lille
Slavinde, der fulgte efter dem.
»Ikke godt», svarede hun,
»Herskerinden klager over onde Drømme.»
Pilatus rynkede Brynene. »Stakkel»,
mumlede han, »Juno Lucina staa os bi!»
Lidt efter stod de i Peristyliet, der
var stort og luftigt, men saa’ underligt
ufærdigt ud, fordi Væggene var graa og
nøgne, uden Dekorationer. I de to Aar,
Landshøvdingen havde boet i Jerusalem,
efter at han paa Cæsar Tiberius’
Befaling havde maattet flytte hertil fra
Cæ-sarea, havde det ikke været ham muligt
at faa dygtige Malerhaandværkere
herover fra Italien.
Men den lille firkantede Have midt
i Rummet under den blaa Himmel
prangede med skønne Blomster. Op af
Søjlerne slyngede sig gule og hvide Roser
i overdaadige Klynger, som i Cumae,
og der var Bede af mørkeblaa Violer og
højstammede Kameliatræer med deres
røde og hvide Blomster, og store,
søjleformede Kaktus, som med deres svagt
buede Grene mindede om de hellige
Lysestager derovre i Templet.
Solskinnet faldt skraat ind paa
Muren lige for, Haven laa endnu i Skygge.
Og her, midt imellen alle disse stærke
og dybe Farver, midt i denne stille, duf-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
