Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
Pilatus rynkede Panden og rejste sig.
Han vilde tale haardt til hende og
skamme hende ud for hendes barnagtige
Opførsel, — men pludselig huskede han paa,
i hvad Tilstand hun var. Saa smilede
han ømt og gik hen og strøg hende
varsomt over Haaret, -— Ansigtet havde
hun begravet i Puderne.
»Claudia», sagde han, — »jeg vil
give dig noget, der er meget bedre. Sig
mig blot —.»
Men hun vred sit Hovede bort fra
hans Haand. »Nej», raabte hun i
hidsig Graad, »jeg vil ikke have noget! Jeg
vil have mit Spejl!»
Pilatus slog Hænderne sammen og
saa frem for sig med runde, bestyrtede
Øjne: hvad skulde han gører Men paa
en Gang klarede hans Ansigt op og han
satte sig hen til hende.
»Claudia, hør», sagde han i en ivrig
og fornøjet Tone, »det Diadem med den
sjældne, grønne Adamas i, som din
Moder skrev til os om, at hun kunde skaffe
os tilkøbs, det vil jeg købe til dig, skønt
det er altfor dyrt for mig. Hvad siger
du? Er du glad nu?»
Men hun slog hæftigt ud efter ham
med Haanden. »Nej, nej, nej», raabte
hun endnu lidenskabeligere end før, »giv
mig mit Spejl, jeg vil have mit Spejl igen!»
»Aa», udbrød han vredt og strakte
Armene i Vejret. »Du er . . .», men i
det samme blev han sin Frigivne Junius
var, der stod mellen Søjlerne lidt borte.
»Hvad vil du mig, Junius?» spurgte
han og rejste sig.
»Præsterne er kommet tilbage fra
Herodes, Herre», sagde den Frigivne.
»Er Præsterne?» raabte Pilatus.
»Ja. Ypperstepræsten er med dem,
og han sender Bud, at Tetrarken ikke
vilde dømme imellem dem, men
overlod det til din Retfærdighed og høje
Indsigt.»
Pilatus slog ud med Hænderne og
rystede paa Hovedet, — men uden
Vrede: thi saa smigrende Ord var han ikke
vant ti! at høre af Herodes.
»Er de dernede paa Pladsen?»
spurgte han.
»Ja, Herre. Og de er mange flere
end før.»
Pilatus stod lidt tavs. Langsomt
rettede han sig i Vejret og han rejste Ho
vedet: han var atter den romerske
Embedsmand. »Ja», sagde han myndigt:
»jeg skal dømme imellem dem.» Og
han vendte sig mod den Frigivne. »Send
to Legionærer derned, og lad dem føre
ham, de kalder for Kristos, op i
Tabli-num. Jeg vil forhøre ham. Og kom
saa tilbage og ifør mig Togaen.»
Den Frigivne bøjede sig og gik
hurtig ud. Pilatus stod et Øjeblik i
Tanker, — og gennem Stilheden hørte
han da den dybe, forvirrede Mumlen
dernedefra af Mængden, der samlede
sig. Han strøg sig langsomt over
Panden, og gik saa hen til et smalt Vindu
i et Hjørne af Peristyliet, hvorfra han
kunde se ned over Pladsen.
Den var næsten fuld af Mennesker
nu, mest Præster, — der var vei flere
hundrede af dem dernede. Og de stod
i en tæt, hvid Skare, tause, nærmest den
store Trappe, der førte op til Paladset.
De stod alle med Siden til det Vindu,
hvorfra Pilatus betragtede dem, — deres
blege Ansigter var ubevægeligt vendt op
mod Vestibulens Søjler. Men uden om
dem saa han Grupper af Byens
Smaa-borgere, der nysgerrigt klumpede sig
sammen i ivrig Samtale. Ogsaa en Del
uroligt gestikulerende Kvinder saa han.
Og Drenge, der skubbedes og raabte
op. Og en stor Skare romerske
Soldater og Lejetropper var trængt frem fra
Paladset, og stod nu langs Muren ved
Torvets østre Side. De var uden
Rustninger, men deres Hjælme blinkede i
Lyset derovre, — der var vist næsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
