Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FONTIUS PILATUS 107
Pilatus trak utaalmodig paa
Skuldrene. »Præsterne her er afsindige, ligesom
hele Folket,» sagde han. »Lad dem
ordne deres egne Sager, som de bedst
kan. Det er ogsaa Cæsars Mening.» Og
han vendte sig bort.
Men Claudia havde rettet sig op paa
Løjbænken og sad nu og saa paa ham
med et helt uforsonligt Blik. »Du skal
dømme ham fri!» udbrød hun. »Jeg vil
have det!»
Han drejede sig om og saa lidt paa
hende. Han vilde smile som han plejede
overfor hende, men hendes lille, hvide
Ansigt, der pludselig var stivnet i saa
fremmed og fjendsk et Udtryk, tvang ham
til Alvor.
»Jeg skal prøve paa det,» sagde han
og saa ned. »Men jeg er ikke sikker paa,
at det lykkes mig.»
»Hvis du faar ham fri,» sagde hun,
»saa vil jeg glemme, at du knuste mit
Spejl.»
Han saa op paa hende, — han kunde
ikke dy sig for at smile nu. »Men ellers
ikke?» spurgte han og trak Øjnbrynene
i Vejret.
»Nej,» udbrød hun, hidsig over hans
drillende Udtryk, — »aldrig! jeg
glemmer det aldrig ellers! ... Ja, du skal
faa det at se!» raabte hun ude af sig
selv! »jeg glemmer det aldrig, hvis du
ikke faar ham fri!» Og hun knyttede
sine fine Hænder og stirrede paa ham
med Øjne, der tindrede som Stenkul i
det lille, hvide Ansigt.
Han saa lidt paa hende med et
alvorligt og bekymret Blik. »Jeg skal
gøre, hvad jeg kan,» sagde han saa, og
gik fra hende uden at hilse.
I et af de smaa Oeci, der laa mellem
Peristyliet og Tablinum, iførte den
Frigivne ham nu den hvide,
purpurbræm-mede Toga. Da han var færdig, stod
Landshövdingen en Stund taus og
adspredt, mens han saa frem for sig.
Ord och Bild, årg.
»Det er en vanskelig Tid, vi lever
i,» sagde han tankefuld, — »hvad er
Ret og hvad er Uret? Hvad er
Sandhed og hvad er Løgn?»
»Spørg Guderne, Herre,» sagde den
Frigivne med et næsten umærkeligt Smil.
»Ja, hvilke?» udbrød Pilatus. »Bel
maaske?»
»Hvorfor ikke?» smilede Junius.
»Ham begynder mine Soldater i al
Fald at öfre til her,» vedblev
Landshøvdingen, »som om vi kunde være i
He-liopolis eller i Emesa. De tror, han har
samme Magt som Jupiter.»
»Saa har han det ogsaa,» sagde den
Frigivne dæmpet.
»Nej, nej, nej!» udbrød Pilatus og
rynkede Brynene.
»Troen leder dem,» vedblev Junius.
»Ved du ikke, Herre, at oppe i Carrae i
Syrien ofrer de baade til Lunus og til
Luna? De, der tilbeder Lunus, gør det
fordi de mener, at det er Mændene, der
styrer Verden, men de, som tror, at det
er Kvinderne, ofrer til Luna. Ja, hvad
er nu Sandheden?» smilede han.
Pilatus lo. »Jeg ofrer til Luna!»
udbrød han, men da den Frigivne saa
spørgende paa ham, lagde han sin Haand
paa hans Skulder og gik ud sammen
med ham. Saaledes traadte de ind i
Tablinum, hvor den Anklagede allerede
stod mellem de to Legionærer.
Proconsulen vinkede kort ad
Soldaterne, og de slåp den hvidklædte
Skikkelse og marscherede ud af Rummet.
Selv gik han hen mod Væggen tilvenstre,
og satte sig paa en bred Marmorbænk,
der var hævet nogle Trin over Gulvet,
lige under en stor Broncebyste af Cæsar
Tiberius. Junius stod lidt borte, med
sine smukke, kloge Kvindeøjne ufravendt
rettede mod den Anklagede.
Denne stod ubevægelig i sin hvide
Kjortel, med de magre, røde Hænder,
der var bundet stramt sammen ved Haand-
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
