Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FONTIUS PILATUS
83
Junius. »Hvis han har nogle, skjuler de
sig. Og det er jo et Held for den
offentlige Ro.»
Pilatus stod lidt, eftertænksom.
»Jeg vil lade ham piske,» sagde han
saa, »og fremstille ham for Folket.
Maaske lader de sig nøje med det.»
Junius rystede lidt paa Hovedet, men
svarede ikke.
»Kald paa min Optio,» sagde Pilatus
pludselig, »lad ham komme straks.»
Den Frigivne bøjede sig og gik
hurtigt ud.
En Stund vandrede Landshøvdingen
om i den store, prunkløse Sal, fra hvis
Vægge sex Broncebyster af romerske
Stormænd stirrede ned paa ham. Over
Højsædet stod i en Nische Cæsar
Tiberius og paa hver Side af ham Julius
Cæsar og Cæsar Augustus. Paa den
modsatte Væg stod ovenover den Dør, der
benyttedes af Klienterne ved
Morgenaudiensen, en Byste af Sejanus og paa
begge Sider af den saas Marcus Agrippa
og Germanicus.
Ellers var Væggene nøgne og
Gulvet uden Mosaikker, — det var jo i
Virkeligheden en fattig Provinsresidens.
Men som nu Landshövdingens høje,
ranke, togaklædte Skikkelse vandrede
om mellem disse tause Vidnesbyrd om
Romerrigets Majestæt, voksede han ud
af sin tilfældige, afsides Tilværelse. Hans
Blik var som disse Guders, hans
Holdning, hans myndige Ansigt. Han blev
til et med Staten, en Del af dens uhyre,
dens grænseløse Vælde.
Og — som i Tanker — stansede han
foran den stakkels, østerlandske Sværmer,
som stod dér, sammensunken, duvende,
midt i Salen, og han betragtede ham.
Hvor han var træt. Hovedet hang
knækket dybt ned mod hans Bryst, den
tilsmudsede, forrevne Turban sad presset
ned i Nakken paa ham, og det lange
sorte Haar skjulte det meste af hans
Ansigt. Tværs over Panden rødmede en
kort, bred, blodunderløbet Stribe,
Mærket fra hans Fald mod Trappen før. Og
den hjælpeløse Skikkelse slingrede svagt,
som om den hvert Øjeblik kunde styrte
mod Gulvet.
»En Konge,» mumlede Pilatus halvt
for sig selv — »er du en Konge?»
Men da løftede Fangen langsomt sit
Hoved i Vejret, hans Haar faldt til
Side og hans Skikkelse rettede sig op.
Han saa lige paa Pilatus, og i hans store,
tunge Blik tændtes pludselig en dyb
Glød.
»Du har sagt det!» udbrød han med
høj Røst, »jeg er en Konge!»
»Dit Folk!» udbrød Pilatus lige saa
højt som han. »Hvor er dit Folk? Hvem
er Konge uden et Folk? Jeg ser det ikke,
dit Folk!»
Men Fangen hævede sine bundne
Hænder. »Jeg er født og kommet til
Verden for at vidne om Sandheden!»
raabte han.
»Om Sandheden?» raabte Pilatus og
spilede Øjnene op.
Med løftede Hænder stod Fangen dér
foran ham, skælvende, grebet af sin
Extase. Han stirrede op i Luften, og
hans blodrøde, svulmende Mund
aabnede sig med en Rallen. »Hver den,»
raabte han med en voldsom, en brudt
og sønderrevet Stemme — »hver den,
der er af Sandhed, hører min Røst!»
Pilatus stirrede forbløffet paa ham:
saadan havde han aldrig set noget
Menneske før. »Ja,» sagde han dæmpet,
ligesom overrumplet, »men hvad er
Sandhed?» —- og han blev ved at se paa
ham.
I det samme aabnedes de Tæpper,
der skilte Tablinum fra Atrium, paa
Midten, og Junius kom ind tilligemed den
vagthavende Optio.
Det var en lille, ung, bredskuldret
Månd, klædt i en forsølvet Panserskjorte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
