Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FONTIUS PILATUS
85
Landshøvdingen vendte sig spørgende
mod ham.
»Nu ved deres Paaske vil du jo give
dem en Fange løs, og du plejer at spørge
dem, hvem de ønsker.»
»Det plejer jeg.»
»Og nu sidder just Bar-Rabban
fangen.»
»Bar-Rabban?» udbrød Pilatus — og
saa forventningsfuld hen paa den Frigivne.
»Ja, — og husk nu hvor meget ondt
han har gjort dem. Alle de Mord og
Røverier, han just har tilstaaet.»
»Det er sändt.»
»Det var jo ham og hans Skare, der
ødelagde den store Karavane fra Jaffa
ifjor, og nu er han ogsaa trængt ind i
de syv Synagoger og har røvet
halvtredsindstyve tusinde Sestertier.»
»Firsindstyvetusinde bliver det,»
indskød Pilatus.
»Jo flere des bedre,» smilede Junius.
>; Ham maa disse begærlige Mennesker da
hade fremfor nogen. Sig derfor til dem:
Skal jeg give Jer Bar-Rabban fri ved
denne Højtid?»
»Det vil de ikke.»
»Og saaledes giver du Sværmeren
fri. Han har ikke gjort dem saameget
ondt som Bar-Rabban.»
»Det var et godt Raad,» sagde
Landshøvdingen. »Jeg vil forsøge det.»
Men alligevel saa han træt og
mismodig ud, mens han stod og stirrede
ned over Pladsen.
Pludselig vendte den Frigivne sig om
og saa tilbage, hvorfra han hørte nogle
korte, latinske Kommandoord.
Han rynkede hæftigt Brynene.
»Ej,» udbrød han sagte, og hans
Ansigt trak sig sammen i et Udtryk af
Væmmelse, — »er det Blod, alt det?»
Pilatus vendte sig om, og saa da to
Legionærer i fuld Udrustning, men uden
Skjold, komme ned ad den Trappe, der
fra Vestibulens bagerste Søjler førte op
til Borgen Antonia, hvor den romerske
Garnison var kaserneret. Imellem sig
slæbte de noget purpurødt, — en lang,
rød Klud saa det ud til at være, mere
end en menneskelig Skikkelse.
»Umuligt!» sagde Pilatus, »hans
Kappe var jo helt hvid før.»
Gruppen kom hurtigt nærmere mellem
Søjlerne, og blev et Øjeblik stærkt
belyst af en Solstribe, der faldt ned
gennem en Aabning i Taget, gnistrende i
Soldaternes Hjælme og Brynjer — og
atter blev borte, mens de gik videre.
»Nej,» sagde Junius og saa hen paa
Pilatus, »det er ikke Blod. De har kastet
en Purpurkaabe om ham. Men hans
Ansigt er blodigt.»
De kom nærmere, Soldaterne havde
grebet Fangen om begge Armene, og
holdt ham saa langt fra sig som de
kunde, mens de førte ham frem mellem sig.
Han holdt Overkroppen oprejst, og han
rejste det blodige Hoved i Vejret som i
en Art Krampe — men bag ham
slæbtes Fødderne snublende og famlende
langs Jorden. Havde Soldaterne sluppet
ham, var han i samme Nu styrtet ned
mod Stenfliserne.
»De har ogsaa kronet ham,» sagde
Pilatus dæmpet.
»Ja,» svarade Junius, »det er en
hel, lille Tjørnegren, tror jeg. De har
revet den lige af Buskene dernede i
Gaarden.»
»Det maa være de syriske
Lejetrop-per, der har fundet paa det,» sagde
Pilatus uvillig, »mine Romere» . . . han
stansede og betragtede Fangen, der nu
var lige ved dem.
Sin Turban havde han mistet, og
indfiltret i hans lange Haar sad
Tjørnegrenen presset ned mod hans Hoved; hist
og her saas lidt mørkegrønt Løv mellem
de blodige Haartjavser. Og hans Pande
og hele hans Ansigt var dækket af
størknet Blod, der var tværet ud af Solda-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
